Formål
Når et barn får en kræftdiagnose, påvirker det hele familien, herunder også søskende. Søskendes hverdag præges ofte af usikkerhed og forandringer. Med forældrenes opmærksomhed rettet mod det syge barns behandling og behov, kan søskende føle sig overset.
De vante rutiner og strukturer i søskendes hverdag brydes, hvilket kræver, at de tilpasser sig en ny hverdag – ofte uden den nødvendige støtte og opmærksomhed fra forældrene. I Danmark oplever op mod 75 % af raske søskende fysiske symptomer som mavepine og koncentrationsbesvær, skoleudfordringer eller negative sociale konsekvenser som følge af bekymringen for det syge barn og den krævende behandling.
I et forsøg på at styrke søskende i deres hverdagsliv, tester SUPREME en kombineret hospitals- og skolebaseret intervention rettet mod søskende til kræftsyge børn i skolealderen (6-18 år).
I interventionen bliver søskende tilknyttet en sygeplejerske på hospitalet, som tilbyder to samtaler samt et undervisningsforløb i søskendes skoleklasser. Til første samtale får søskende også en rundvisning på hospitalet. Derudover kan sygeplejersken kontaktes løbende, hvis søskende oplever en bekymring eller har et spørgsmål, som de gerne vil have svar på. Interventionen fokuserer på at give søskende information om sygdommen – og behandlingsforløbet og at binde familie, hospital og skole sammen. Herigennem har interventionen også til hensigt at klæde søskendes omgivelser, i form af lærere, klassekammerater og deres forældre, på til at kunne støtte dem gennem en svær tid, hvor familiens ressourcer er pressede.
Formålet er at øge søskende viden om sygdommen og behandlingen samt styrke søskendes sociale og skolerelaterede trivsel, foruden at skabe positiv indvirkning på hele familien.
Interventionen er udviklet sammen med forældre og søskende til børn og unge med kræft.
Projektet fik i 2024 midler til videreudvikling af SUPREME 2.0, som tester nye interventionstiltag. Disse nye tiltag dækker blandt over:
1) Introduktion af øget fleksibilitet i interventionen, så den i endnu højere grad tilpasses den enkelte
2) Et delstudie, der skal undersøge unge søskendes behov og finde frem til et passende interventionsformat for denne gruppe
3) Implementering af en hospitalsrundvisning for søskende samt en formaliseret kontaktsygeplejerskefunktion
Status
Igangværende forskningsprojekt med 80 inkluderede søskende på nationalt plan. Derudover har 10 søskende deltaget i en pilottest af interventionen.
Inklusionen i SUPREME 2.0 startede i februar 2025.
Delresultater
Der foreligger endnu ikke publicerede resultater på forskningsprojektet, men der ses høj tilslutning til projektet, særligt blandt søskende i alderen 6-12 år. Projektet er derudover blevet mødt meget positivt både på hospitalsafdelingerne, skolerne og blandt familierne.
Der er foretaget en evaluering blandt forældrene til de søskende, der deltog i pilottesten, som yderligere giver indikationer på lovende resultater i forhold til søskendes trivsel.
Derudover er der publiceret en artikel, der omhandler udviklingen af interventionen, som fandt sted i samarbejde med søskendes selv og forældre til børn og unge med kræft.
Støtteår
Støttet med 1.500.000 kr. i år 2022
Støttet med 2.100.000 kr. i år 2024
Samarbejdspartnere
Projektet er finansieret i samarbejde med Team Rynkeby Fonden.