Formål
Hjernetumorer hos børn omfatter forskellige sygdomme med betydelige forskelle i biologiske egenskaber, behandlingsrespons og prognose. Også inden for den enkelte tumor kan kræftcellerne være meget forskellige.
Med udgangspunkt i en national biobank undersøger det dansk-svenske ADAPT-projekt forskellige populationer af tumorceller og deres følsomhed over for lægemidler. Målet er at identificere nye lægemidler og kombinationsbehandlinger, der også kan ramme de mest behandlingsresistente celler og dermed bidrage til mere effektiv og individualiseret behandling.
Status
Igangværende projekt. Bevægelser og (del-)resultater i projektet vil blive beskrevet her på siden.
Delresultater
Forskerne har udviklet og taget to nye flowcytometri-paneler i brug, som gør det muligt at karakterisere forskellige populationer af kræftceller i tumorvæv og rygmarvsvæske. Siden januar 2026 er 36 prøver fra børn og unge med hjernetumorer blevet analyseret på Rigshospitalet.
I laboratorieforsøg med medulloblastom har forskerne identificeret to lovende lægemiddelkombinationer, som har vist større effekt på kræftceller end på raske celler. Effekten er undersøgt over en periode på op til seks uger, og den mest lovende kombination forventes testet i dyremodeller fra januar 2027.
Forskerne har desuden karakteriseret otte laboratoriemodeller af diffust midtlinjegliom (DMG) og testet 120 lægemidler i seks af modellerne. Analyserne viser betydelige forskelle mellem kræftcellerne, både mellem forskellige tumorer og inden for den enkelte tumor. Det understreger behovet for mere individualiserede behandlingsstrategier.
Flere lovende lægemidler er udvalgt til videre undersøgelser, herunder lægemidler, der kan ramme de kræftceller, som overlever behandling med ONC201. Målet er at udvikle nye kombinationsbehandlinger, som kan overvinde behandlingsresistens.
Støtteår
- Støttet med 1.320.000 kr. i år 2022
- Støttet med 1.000.000 kr. i år 2024
- Støttet med 1.100.000 kr. i år 2025
Samarbejdspartnere
Projektet er finansieret i samarbejde med Knæk Cancer og Team Rynkeby.