Formål
Osteonekrose (medicinudløst lokal knoglecelledød som følge af manglende blodtilførsel) og venetrombose (blodprop i en vene) er alvorlige bivirkninger ved kemoterapi mod Hodgkin lymfom, en kræftsygdom i lymfeknudesystemet.
Osteonekrose kan medføre smerter, nedsat bevægelighed og sammenbrud i led. Venetrombose kan give smerter, iltmangel og langvarige komplikationer i form af posttrombotisk syndrom. Begge bivirkninger kan påvirke livskvaliteten og nødvendiggøre ændringer i kemoterapien, hvilket kan øge risikoen for utilstrækkelig behandlingseffekt eller tilbagefald.
Projektet omfatter børn og unge i alderen 0–18 år behandlet for Hodgkin lymfom i Finland, Danmark og Sverige i perioden 2005–2019.
Projektet har til formål at undersøge:
- forekomsten af venetrombose samt behandlingen og dens resultater i patientgruppen.
- anvendelsen af bisfosfonater til behandling af osteonekrose samt behandlingens fordele og bivirkninger i samme patientgruppe.
- hvor præcist osteonekrose kan diagnosticeres ved hjælp af MR-scanning og Niinimäkis radiologiske klassifikationssystem, samt om muligt validere systemet i patientgruppen.
- om venetrombose og osteonekrose har betydning for livskvaliteten hos patienter behandlet for Hodgkin lymfom.
Status
Projektet er afsluttet.
Delresultater
Der er publiceret fire videnskabelige artikler fra dette forskningsprojekt.
I studie 1 undersøgte forskerne forekomsten og risikofaktorer for symtomatisk osteonekrose – en tilstand, hvor knoglevæv dør på grund af manglende blodtilførsel – hos 489 børn og unge under 18 år behandlet for Hodgkin lymfom i Sverige, Finland og Danmark i 2005–2019.
Inden for to år var den samlede forekomst 5,5 %. Risikoen var højere hos piger, hos de ældste børn og unge og ved behandling med høje doser binyrebarkhormon. Både forekomsten og risikofaktorerne svarede til fund i studier af børn behandlet for akut lymfatisk leukæmi (ALL).
I studie 2 gennemgik forskerne MR-scanninger fra de patienter i studie I, som havde fået konstateret osteonekrose. Knogleskaderne blev vurderet ved diagnosen og under opfølgningen for at undersøge, om Niinimäkis klassifikationssystem kunne bruges til at forudsige deres udvikling.
De fleste skader forblev uændrede eller blev mindre. Skader, der var alvorlige allerede ved diagnosen, havde dog kun lille chance for at hele.
I studie 3 undersøgte forskerne forekomsten af blodpropper i venerne og tilknyttede risikofaktorer hos de samme patienter som i studie I. Blodpropper forekom hos 8,6 % af patienterne. De sad oftest i vener over livet og var ofte forbundet med et centralt venekateter, eksempelvis CVK, port eller longline. Risikoen var højere hos de ældste børn og unge, hos patienter med mere fremskreden Hodgkin lymfom og hos patienter med forstørrede lymfeknuder i området mellem lungerne (mediastinum).
I studie 4 undersøgte forskerne livskvaliteten hos de svenske og finske patienter fra studie I. Deltagerne havde generelt god livskvalitet efter behandling for Hodgkin lymfom. Kvinder rapporterede dog lidt lavere livskvalitet end mænd og oplevede oftere træthed, nedsat funktionsevne, angst og depression.