Formål
Henrik Hertz’ Forskningslegat uddeles hvert andet år til en forsker eller forskergruppe, der har ydet en ekstraordinær og dokumenteret indsats for børn med kræft i Danmark. Legatet er opkaldt efter Børnecancerfondens stifter, overlæge og dr. med. Henrik Hertz, og skal anvendes til forskning eller studie- og forskningsophold med fokus på børnekræft.
I 2025 gik legatet til lektor og overlæge Mathias Rathe fra forskningsenheden i pædiatri på H.C. Andersen Børnehospital i Odense. Mathias’ forskning har i en årrække haft fokus på at kortlægge bivirkninger ved kræftbehandling – både de akutte komplikationer under den intensive behandling og de senfølger, der kan opstå senere i livet.
Ud over dette arbejde er han ansvarlig for flere studier, der tager udgangspunkt i hverdagens udfordringer på børnekræftafdelingen. Sammen med sine kolleger undersøger han blandt andet, hvordan svampeinfektioner kan forebygges og behandles, og han leder et nyt ph.d.-projekt, der belyser søskendes vilkår, når et barn i familien er i palliativ behandling.
Status
Projektet starter, så snart forudsætningerne er på plads. Vi følger årligt op på alle projekter – også dem, der afventer igangsættelse. Projekter, der har modtaget en bevilling fra Børnecancerfonden, skal som udgangspunkt igangsættes inden for 3 år.