Forskningsprojekt

Genopbygning af immunforsvaret hos børn og unge efter behandling af akut myeloid leukæmi

Projektet undersøger, hvordan kemoterapi påvirker genopbygningen af immunforsvarets T-celler, og om gendannelsen varierer med alder.

Forskningsprojekt
2018
2024
Igangværende
Akut myeloid leukæmi (AML)
Projektansvarlig:

Overlæge og professor Henrik Hasle, Aarhus Universitets Hospital

Støttet med:

2.700.000 kr.

DNA2 Animation

Formål

Akut myeloid leukæmi (AML) er en alvorlig kræftsygdom, der opstår i knoglemarvens stamceller. Hos børn behandles AML ofte med intensiv kemoterapi, men denne behandling kan også skade immunforsvarets T-celler. Det kan føre til mindre variation i T-cellernes receptorer (TCR), hvilket svækker deres evne til at bekæmpe leukæmien og øger risikoen for, at sygdommen vender tilbage. Dette projekt undersøger gendannelsen af T-celler efter kemoterapi.

Forskningsgruppen vil undersøge, om genopbygningen af T-celler påvirkes af kemoterapi og om gendannelsen af T-celler er aldersafhængig. Derudover vil de undersøge, om der opstår tilbagefald hos patienter med svært påvirket T-celle funktion efter endt behandling. Projektet benytter tre laboratoriemetoder: PCR-måling af et restprodukt fra dannelsen af T cellernes receptorer bestående af DNA (TRECs), flowcytometri af levende celler og sekventering af T celle receptorer.

Status

Der er inkluderet 62 børn med AML, heraf 29 med tilstrækkeligt prøvemateriale til flowcytometrisk og sekventeringsundersøgelse. Inkluderet er også 11 danske voksne med AML. Enogtyve raske danske børn deltager som kontrolgruppe, og indsamling af prøver forsætter i hele 2026. Forskerne har foretaget flowcytometri-analyser på blodprøver fra 29 børn med AML, 18 raske børn, og 10 voksne samt TRECs på 62 børn, 11 voksne med AML og 24 raske børn.

Delresultater

De første delresultater viser at sammensætningen af immunforsvarets celler hos børn færdigbehandlet for AML varierer med alderen og varierer med tiden efter kemoterapi er afsluttet. Børn, der har modtaget kemoterapi mod AML, har varierende niveauer TRECs og et varierende antal af færdigproducerede nye T-celler – en central del af immunforsvaret. Disse resultater vil blive sammenholdt med børn, der ikke har fået kemoterapi.

Før der kan drages en endelig konklusion om, hvordan kemoterapi påvirker dannelsen af nye T-celler, skal TRECs-resultaterne sammenholdes med resultater fra en anden laboratorieanalyse kaldet flowcytometri, der giver en endnu mere detaljeret karakteristik af immuncellerne. Alle prøver er færdiganalyseret i laboratoriet, og databehandlingen pågår. Derudover karakteriserer forskergruppen T cellernes receptorer efter endt behandling ved at sekventere receptorerne.

Der er sekventeret de første 36 prøver ud af 200 prøver, og sekventeringen samt dataanalyse pågår. Sammenholdt giver de tre laboratorieanalyser en bred forståelse af immunforsvarets genopbygning efter kemoterapi og kan måske medvirke til at udpege, hvilke børn, der er i risiko for tilbagefald og følgetilstande til et svækket immunforsvar.

Støtteår

Støttet med 1.500.000 kr. i år 2018

Støttet med 1.200.000 kr. i år 2024

Se andre forskningsprojekter

viser 216 af 216 projekter