Forskningsprojekt

ALLTogether TEAM-studie: Verdens største studie af vedligeholdelsesbehandling til børn med ALL

Studiet skal fastlægge den mest optimale vedligeholdelsesbehandling af akut lymfatisk leukæmi (ALL), så flere børn overlever.

Forskningsprojekt
Igangværende
2023
2025
Akut lymfoblastær leukæmi (ALL)
Projektansvarlig:

Professor, overlæge Kjeld Schmiegelow, Rigshospitalet

Støttet med:

3.000.000 kr.

Formål

Akut lymfoblastær leukæmi (ALL) er den hyppigste kræftsygdom hos børn. Behandlingen består ofte af 5-6 intensive faser med kemoterapi, hvor den sidste fase kaldes vedligeholdelsesbehandling. Formålet med vedligeholdelsesbehandlingen er at reducere risikoen for, at sygdommen vender tilbage. Trods solide behandlingsfremskridt over de seneste årtier får 10-15 % af børn med ALL fortsat tilbagefald. Herefter er overlevelsesraten kun 25-30 %. Målet med projektet er at fastlægge den mest optimale vedligeholdelsesbehandling af ALL, så flere børn overlever uden tilbagefald.

ALLTogether TEAM-studiet er det største af sin art nogensinde og indgår i det internationale forskningssamarbejde ALLTogether. Her vil forskere fra 14 europæiske lande, inklusive Danmark, inkludere tusindvis af patienter med ALL over en syvårig periode. Målet er både at reducere risikoen for tilbagefald og mindske alvorlige bivirkninger af behandlingen.

Som en del af ALLTogether TEAM-studiet vil forskerne undersøge, hvordan kroppen omsætter cellegift hos 7.000 patienter ved hjælp af ti tusinde, prøver indsamlet gennem behandlingsforløbene. Derudover vil 778 børn med høj risiko for tilbagefald deltage i et randomiseret forsøg med en nyudviklet vedligeholdelsesbehandling, som har til formål at halvere risikoen for, at sygdommen vender tilbage. Studiet skal skabe ny viden om sammenhængen mellem kroppens omsætning af cellegift, risikoen for tilbagefald og udviklingen af bivirkninger.

Læs mere om forekomst, behandling, bivirkninger og prognose for Akut Lymfoblastær Leukæmi (ALL) her.

Status

Projektet skrider frem som planlagt. Bevægelser og (del-)resultater i projektet vil blive beskrevet her på siden.

Delresultater

I TEAM-studiet har forskerne pr. 1. juni 2026 randomiseret 476 patienter, hvilket svarer til 61 % af målet på 778 patienter. Det forventes, at den sidste patient bliver randomiseret medio 2028. Pr. 1. juni 2026 er der indsamlet 4.560 prøver fra 525 patienter.

I Maintenance-studiet er der pr. 1. juni 2026 indsamlet 9.754 prøver fra 1.064 patienter.

Samarbejdspartnere

Projektet er finansieret i samarbejde med Team Rynkeby Fonden.

Støtteår

Støttet med 2.000.000 kr. i år 2023

Støttet med 1.000.000 kr. i år 2025

Se andre forskningsprojekter

viser 218 af 218 projekter