Formål
De fleste børn og unge med lymfeknudekræft overlever i dag, men patienter med spredning til centralnervesystemet (CNS) har stadig en dårlig prognose. De nuværende diagnostiske metoder er upræcise, hvilket gør det svært at forudsige, hvilke patienter der har en høj risiko for at få tilbagefald i CNS.
Alle børn med lymfeknudekræft behandles derfor med kemoterapi rettet mod CNS, selvom behandlingen har en række alvorlige bivirkninger. Samtidig får 5-10 % alligevel tilbagefald, trods behandling. Formålet med dette forskningsprojekt er at nedbringe antallet af tilbagefald i CNS hos børn med lymfeknudekræft samt at mindske bivirkningerne af CNS-rettet behandling.
360 børn og unge (0-18 år) med lymfeknudekræft fra syv europæiske lande inkluderes i projektet.
Status
Igangværende projekt.
Delresultater
Foreløbige resultater fra de første 267 patienter i studiet viser, at man med en mere følsom analysemetode (flowcytometri) fandt kræftceller i rygmarvsvæsken hos 11 % af patienterne.
Hos under halvdelen af disse patienter blev kræftcellerne også opdaget med de almindelige undersøgelsesmetoder. Det tyder på, at flowcytometri er en mere følsom metode til at påvise kræftceller i spinalvæsken.
Endelige forskningsresultater fra projektet forventes publiceret i 2026-2028. Resultaterne fra dette forskningsprojekt kan bidrage til udvikling af mere følsomme metoder til at måle CNS spredning hos børn og unge med lymfeknudekræft.
Støtteår
Støttet med 940.000 kr. i år 2017
Støttet med 1.500.000 kr. i år 2024
Samarbejdspartnere
Projektet er finansieret i samarbejde med Team Rynkeby Fonden.