Formål
Sarkomer er kræft som opstår i kroppens støttevæv særligt i knogler og bløddele. Det er sjældne og alvorlige kræftformer, som kan opstå stort set alle steder i kroppen.
I Danmark har der hidtil manglet en samlet national forskningsstrategi for børn og teenagere med sarkomer, som kan være med til at forbedre overlevelsen. Derfor er der behov for et landsdækkende samarbejde på tværs af specialer, der samler viden og styrker forskningen – både inden for tidlig diagnostik, biologisk forståelse og udvikling af nye diagnostiske metoder og ikke mindst nye innovative behandlingsstrategier.
Det er netop formålet med SNITCH-projektet, at bringe forskere og klinikere sammen på tværs af specialer over hele landet og internationalt, for at skabe et fælles fundament for en række nye projekter, som kan bidrage til at bedre overlevelse gennem tidligere diagnosticering, bedre behandling og øge livskvalitet blandt patienter med knogle- og bløddelssarkomer.
Status
Det nationale sarkomnetværk er etableret og forankret på Rigshospitalet (under PI Lisa Lyngsie Hjalgrim) med bl.a. tæt samarbejde til såvel voksen onkologiske afdelinger, børneonkologisk afdeling i Århus samt tumor ortopædkirurgiske afdelinger på Rigshospitalet og i Århus.
Flere forskningsprojekter er allerede sat i gang under SNITCH-paraplyen:
Vedr diagnostiske forsinkelser
• 2022: Ph.d.-studerende Daniel Dybdal undersøger bl.a., hvordan diagnostiske - og behandlingsmæssige forsinkelser påvirker overlevelsen hos danske patienter med knoglesarkom over en 20-årig periode.
• 2025: Masterstuderende Maya Elena Ramirez Schambye arbejder på et systematisk review af patienternes oplevelser af den diagnostiske vej til en sarkomdiagnose.
• 2025: Mathilde Frost Køtter Laver et review over diagnostiske forsinkelser hos børn og unge voksne med knoglesarkom
Vedr. genetisk prædisposition
• 2025: Ph.d.-studerende Ole Haubjerg Nielsen forsker i genetiske risikofaktorer og arvelige årsager til sarkomer.
Vedr. forbedret diagnostik
• 2025: Postdoc Caroline Bang Løppke forsker i, hvordan såkaldte liquid biopsier kan bruges til tidlig opsporing af tilbagefald hos sarkompatienter.
Vedr. bedre behandling
• 2025: Ph.d.-studerende Maja Dittmar skal ved hjælp af kliniske oplysninger på knoglesarkompatienter indsamlet i den såkaldte SNITCH-database, undersøge betydningen af behandlingsintensitet for patienternes overlevelse. Desuden arbejder Maja Dittmar på RESIST studiet, som omhandler udviklingen af en ny innovativ vedligeholdelse behandlingsstrategi. Læs mere om projektet her: RESIST | Børnecancerfonden
Resultater
Kjær EKR, Vase CB, Rossing M, Ahlborn L; Hjalgrim LL: Detection of circulation tumor – derived material in peripheral blood of pediatric sarcoma patients. A systematic review. Publiceret i Transl Oncol, 2023
Dybdal D, Davidsson O, Søgaard S, Petersen MM, Aggerholm-Pedersen, Hjalgrim H, Rostgaard K, Hjalgrim LL: Use of healthcare services and prescription medication prior to sarcoma diagnosis in children, adolescents and young adults in 1997-2020: a population-based cohort study. Publiceret i Cancer Causes and Control, 2025.
I dette studie af 1524 børn, unge og unge voksne med sarkom sammenlignet med baggrundsbefolkningen fandt man at: Sarkompatienter var mere tilbøjelige end baggrundsbefolkningen til at have kontakter i den primære sundhedssektor, hospitalernes ambulatorier og skadestuer, og til at få udskrivet recepter på smertestillende og antimikrobiel medicin i op til 24 sammenhængende måneder før diagnosen. Patienter med metastatisk sarkom på diagnosetidspunktet var mere tilbøjelige end ikke-metastatiske patienter til at bruge sundhedsydelser i de sidste 2-4 måneder før diagnosen.
Støtteår
- Støttet med 2,2 mio. kr. i 2021
- Støttet med 1,51 mio. kr. i 2022
- Støttet med 1,5 mio. kr. i 2023
Samarbejdspartnere
Projektet er finansieret i samarbejde med Team Rynkeby Fonden.