Hvad sker der i Børnecancerfonden?

Nye initiativer. Nye forskningsprojekter. Nye behandlingsformer. Nye donationer. Nye uddelinger. Der sker hele tiden noget nyt i Børnecancerfonden. Og det er det, som vi skriver om her.

Seneste nyheder

Nyheder

|

En dag på deres præmisser: Fodboldskole for børn med kræft og deres søskende

Dgi25 3

“Det er på deres præmisser,” fortæller Christina, som er mor til Albert der har kræft. “De kan deltage i det omfang, de har energi til – og har også mulighed for at trække sig. Det er helt fantastisk.” siger hun.

En fælles oplevelse

Når sygdom rammer, bliver mange familier splittet i hverdagen. Nogen skal på hospitalet. Andre skal i skole. Nogen har overskud. Andre er trætte helt ind i knoglerne. Men fodboldskolen giver mulighed for noget helt særligt: at være sammen. ”Det betyder virkelig meget, at søskende også er med. Det bliver til en dag hvor vi er sammen med boldglæde og bevægelse som det fælles tredje, og hvor alle kan være med,” fortæller Christina. “Storebrødrene synes, det er fedt bare at komme og spille lidt bold. Og Albert elsker at være med, også selvom han ikke kan løbe lige så stærkt.” tilføjer hun.

 

Tryghed for både børn og voksne

Familien har været i behandling længe. Albert har stadig en sonde, og energien er lav. Hjernetåge, kvalme og træthed præger hverdagen. Derfor er det en stor lettelse, når andre tager over for en stund. ”Det er rart, at Børnecancerfonden arrangerer en fodboldskole for kræftramte børn og unge, hvor tidsrummet er som det er, for oftest rækker børnenes energi ikke til mere. Men her er det muligt for børnene at kunne deltage på lige fod med jævnaldrende. Ligeledes er det også en mulighed for os forældre at være sammen med andre familier, der står i det samme. Man føler sig ikke alene.” forklarer Christina

Det var svært i starten

Alberts storebror er en af dem, der har taget meget ind undervejs i forløbet. Han fortæller ærligt om, hvordan det var, at skulle vænne sig til, at ens lillebror pludselig blev alvorligt syg. “Det var svært i starten, men man vender sig til det. Det er blevet lidt mere normalt,” siger han. Han har fortalt om Alberts sygdom til både sine venner og sin klasselærer, og oplever stor støtte fra sine klassekammerater. “De spørger tit, om jeg er ok, og hvordan det går med Albert.” fortæller storebror.

Når perler bliver til fortællinger

Alberts storebror har lært at sætte ord på det, som mange har svært ved at forstå. Han fortæller, hvordan han har delt sin lillebrors kræftforløb med sine klassekammerater, og hvordan SuperSnøren med perler er blevet et samtaleemne i skolegården. “Mine venner spørger tit ind til perlerne, og hvad de betyder. Det er rart, at jeg kan fortælle dem om det.” siger han.

Et pusterum midt i det svære

Selvom familien snart er ved vejs ende med behandlingen, fylder sygdommen stadig. “Bare fordi det er ‘slutningen’, betyder det ikke, at det hele er overstået. Der er fortsat opfølgning med blodprøver, og en masse bivirkninger som fylder i hverdagen såsom træthed, kvalme, knoglesmerter mm. Det er et projekt.” Men netop derfor betyder en dag med bold, grin og fællesskab ekstra meget. “Det er en overlevelsesstrategi – at finde noget normalt i det unormale. Og her skaber fodboldskolen et pusterum fra sygdommen.” fortæller Christina.

 

Et stærkt samarbejde

For tredje år i træk går DGI Fodbold og Børnecancerfondens sammen om at skabe en god og sjov dag for familierne, de kan få et afbræk fra hverdagen og komme ud og få nogle gode oplevelser. DGI skaber rammerne for en dag, hvor det ikke handler om at vinde – men om at være med. 

Et stort tak til DGI samt alle trænere og de mange frivillige, som var med til at skabe en dag med plads, fællesskab og bevægelse – på børnenes præmisser. Tak til Lyngby Boldklub og ASA Fodbold for at stille trænere til rådighed og lægge baner til eventet. Dagens frokost var sponsoreret af Den Blå Café (HB Catering).

Nyheder

|

Stærk opbakning til Børnecancerfonden i 2024 hjalp børn med kræft

Marianne Og Nicolai

Børnecancerfonden har netop offentliggjort årsrapporten for 2024. Takket være en stærk indsats fra privatpersoner, virksomheder, samarbejdspartnere, ambassadører, fonde og events kunne fonden uddele hele 81 millioner kroner til forskning og støtte.  

2024 blev året, hvor tusindvis af danskere donerede flaskepanten, bagte kager, løb for sagen eller trak i fodboldtrøjen til #FodboldtrøjeFredag. Samtidig bakkede virksomheder, fonde og loyale partnere som Flying Tiger Copenhagen, Team Rynkeby og Sportscar Event endnu en gang op om børn med kræft og deres familier.

Børnecancerfondens samlede indtægter steg til 81,4 millioner kroner – en stigning fra 72 millioner i 2023.  

“Tak til alle, der bakkede op. Den fælles indsats betyder, at vi har kunnet hjælpe flere børn med kræft – tidligere og bedre – og støtte dem, der står midt i det sværeste. Det er et resultat af, at vi står sammen,” siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

Lilje, Emil, Julie og mange andre børn fik hjælp 

Bag tallene i årsrapporten gemmer sig vigtige fremskridt og konkret hjælp til børn og familier: 

Lilje på 5 år deltog i forskningsprojektet RePlay med leg og træning, der gav hende mere energi og styrke til at kæmpe mod sin hjernetumor. 

Emil på 11 år fik støtte gennem søskendeprojektet SUPREME. Det gjorde ham gladere og gav ham overskud til for eksempel at gå i skole. 

En ny screeningsmetode på Rigshospitalet betød, at 15-årige Julie fik opdaget hjernekræft – før hun overhovedet fik symptomer.  

”Liljes, Emils og Julies historier viser, hvordan vi sammen gør en meget konkret forskel,” lyder det fra Marianne Benzon Nielsen.   

Stærk indsats – stærk fremtid 

I alt fik 95 forskningsprojekter og familiestøtteinitiativer støtte i 2024 – mod 69 året før. Blandt de nye og fortsatte indsatser er projektet SPARK, der arbejder med førskolebørns trivsel under og efter kræftbehandling, og RESIST, der undersøger, hvordan børns immunforsvar bedre kan bekæmpe kræftceller.

“Vi ser direkte effekt af forskningen. Det er ikke kun ny viden – det er ny praksis, nye muligheder, nye overlevelser. Og det skyldes den støtte, vi får,” siger Marianne Benzon Nielsen.

I Danmark diagnosticeres hvert år omkring 200 børn i alderen 0–18 år med kræft. Kræft er den medicinske sygdom, som flest børn over 1 år dør af i Danmark.

Selvom rekordresultatet giver håb og fremskridt, er der fortsat brug for støtte.

“Vi kunne have støttet endnu flere solide projekter i 2024, end vi havde midler til. Behovet er stort – og børnene har ikke tid til at vente. Derfor fortsætter vi arbejdet i 2025 med fuld styrke,” siger Marianne Benzon Nielsen. 

 

Fakta om året 2024: 

Indsamlede midler i 2024: 81,4 mio. kr. (2023: 72 mio. kr.) 

Uddelinger i 2024: 81 mio. kr. (2023: 53,8 mio. kr.) 

Antal støttede projekter: 95 (2023: 69) 

Fokusområder: Forskning, støtte til familier og oplysning.

Centrale samarbejdspartnere: Team Rynkeby, Viaplay, Danske Spil, FundRacers, Flying Tiger Copenhagen, Sportscar Event m.fl. 

Nyheder

|

Ny viden kan styrke behandlingen af børn med tilbagefald af blodkræft (AML)

Kristian Og Camilla

Målingen giver lægerne mulighed for tidligt at vurdere, hvor godt behandlingen virker, og dermed justere indsatsen for at øge barnets chance for overlevelse.

Tilbagefald ved AML er alvorligt. Kun omkring halvdelen af børnene overlever, når sygdommen vender tilbage. Den nye forskning viser, at MRD kan hjælpe lægerne med at tilpasse behandlingen til dem, der har størst risiko.

”MRD-målingen gør det muligt at følge, hvordan et barn reagerer på behandlingen efter tilbagefald. Det er aldrig tidligere blevet undersøgt i så stor en børnegruppe. Derfor er det et vigtigt studie, som kan ændre behandlingstilgangen fremover,” siger Camilla Poulsen, medicinstuderende ved Aarhus Universitet.

Studiet, som er støttet af Børnecancerfonden, har undersøgt, om MRD-målinger på bestemte tidspunkter under behandlingen kan forudsige barnets prognose. Metoden har tidligere vist værdi ved første behandling, men det er første gang, den er undersøgt ved tilbagefald.

 

Knoglemarvsprøven kan hjælpe med at planlægge videre behandling

Studiet inkluderede 188 børn fra 13 lande – alle med tilbagefald af AML. Forskerne målte, hvor mange kræftceller der var tilbage efter første behandlingsrunde. Resultatet var tydeligt:

  • 69 % af børnene uden målbar restsygdom var i live efter fire år.
  • 46 % med lidt restsygdom overlevede.
  • Kun 16 % med meget restsygdom overlevede. 

 

”Det har ikke tidligere været undersøgt, om MRD-målinger efter første behandlingsrunde ved tilbagefald har prognostisk værdi. Nu har vi vigtig viden, der kan hjælpe børn med AML,” siger Kristian Løvvik Juul-Dam, læge på Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital.

Resultaterne blev præsenteret i december 2024 på verdens største kongres for blodsygdomme, American Society of Hematology (ASH) og blev også diskuteret yderligere på NOPHO Årsmødet, en nordisk kongres for børnekræftlæger, i maj 2025.

 

Kan give børn en bedre chance

Den nye viden kan få stor betydning for behandlingen. Hvis prøven viser, at barnet ikke reagerer tilstrækkeligt, kan lægerne tidligere vælge en anden strategi.

”Vi kan nu dokumentere, at negativ MRD – altså ingen restsygdom – er en vigtig prognostisk faktor. Hos børn med restsygdom kan man overveje at intensivere behandlingen eller bruge nyere lægemidler, hvis de er tilgængelige, for at øge chancen for overlevelse,” siger Camilla Poulsen.

Studiet er det første, der viser betydningen af MRD-målinger ved tilbagefald hos børn med AML. Det kan på sigt føre til mere personlig behandling – og redde flere børneliv.

 

Fakta om projektet 

  • Projektet er støttet af Børnecancerfonden
  • Forskningsgruppen består af forskningsårsstuderende Camilla Poulsen, vejledere professor Henrik Hasle og læge Kristian Løvvik Juul-Dam alle fra Aarhus Universitetshospital.
  • Studiet er en del af et større internationalt studie kaldet ” NOPHO-DBH-AML 2012” 

 

Læs mere om AML her

viser af 66 nyheder