Red. 6. december 2016
"Sidsel, du har en tumor i hjernen”, sagde lægen. Jeg vidste ikke, hvad det betød. Min mor begyndte at græde, men jeg forstod slet ikke alvoren. Jeg var bare fokuseret på at få det bedre, for jeg kunne ikke holde ud at have ondt i hovedet mere. Efterfølgende gik det op for mig, hvor alvorligt det var, og jeg er rigtigt ked af, hvor meget det har berørt min familie og mine venner. Det har faktisk været det hårdeste at se dem være så kede af det"
Sidsel
Efter måneder med tiltagende hovedpine blev Sidsel kort før jul i 2011 rigtig dårlig. Hun kastede op og havde så mange smerter i hovedet, at hun vågnede om natten. Efter nytår blev hun undersøgt på Hvidovre hospital, og næste dag var hun indlagt på Rigshospitalet. En skanning viste en tumor i Sidsels baghoved omgivet af et stort væskeområde. Sidsel blev sat i behandling med binyrebarkhormon for at få væsken til at forsvinde, og en uge senere blev hun opereret.
Tumoren sad heldigvis yderligt i Sidsels hoved, og efter operationen kunne lægerne se, at den både var godartet og voksede langsomt. Sidsel skulle derfor ikke behandles med kemoterapi. Men en kontrolskanning i april viste, at der stadig var aktivitet i Sidsels baghoved. Lægerne var i tvivl om, hvorvidt det var arvæv eller en tumorrest, så Sidsel fik endnu en intensiv behandling med binyrebarkhormon. Efter behandlingen afslørede en ny skanning, at lægerne ikke havde fået fjernet hele tumoren. Sidsel blev derfor opereret igen i september – og igen i januar 2013, da lægerne heller ikke anden gang havde held med at operere hele tumoren ud. I dag er der stadig en lille rest tilbage i Sidsels hoved, og lægerne ved ikke, om det er arvæv eller tumorrest. Men den har ikke rørt på sig siden.
Tumoren sad uhyre tæt på Sidsels synsnerve og synsbarken, så i dag har hun krydssyn, hvilket bl.a. gør, at hun læser langsommere end før. Den intensive behandling med binyrebark har samtidig givet Sidsel en hudsygdom.
"Efter behandlingen var det selvfølgelig fedt at vende tilbage til skolen, men også svært. Jeg var blevet meget følsom på mine sanser efter operationerne, og jeg var meget generet af høje lyde, så i starten var jeg kun i skole to timer ad gangen"
Sidsel
Samtidig oplevede jeg en berøringsangst hos andre ift. det, jeg havde været igennem. Jeg har ingen problemer med at snakke om det, og da jeg er meget udadvendt, var det svært, at vennerne ikke rigtigt vidste, hvad de skulle sige til mig. Så efter noget tid skiftede jeg skole. Det var rart at få en ny start”.
Sidsel startede i en mindre privatskole, og her oplevede hun, at det var nemmere bare at være Sidsel. ”Mange bliver chokeret over at få at vide, at jeg har haft en hjernetumor og er blevet opereret tre gange i hovedet. Men det er heller ikke noget, jeg i dag skilter med. Jeg vil gerne tale om det, men det skal ikke være noget, som folk identificerer mig med – selv om det jo er en del af min identitet i dag. Jeg vil ikke have, at de skal tænke, at de skal tage ekstra hensyn. De skal bare være overfor mig lige som overfor for alle andre”.
Støt børn som Sidsel
Hvert år får 200 danske børn kræft.
Seks ud af syv overlever, men halvdelen har varige skader efter den intensive behandling.
Børn har brug for os voksne i den kamp, som de ikke kan vinde alene.
