Oskar ville tilbage på fodboldbanen

Når Oskar retter på benskinnerne, trækker fodboldstrømperne op og løber ud på banen, er det mere end endnu en fodboldtræning. For tre år siden vidste ingen, om han nogensinde ville komme til at spille igen.

Fodbold har været en del af Oskars liv, siden han var helt lille. Allerede som toårig havde han en bold ved fødderne, og siden fyldte sporten meget i hverdagen. Han spillede i haven, øvede finter på trampolinen, fulgte kampene i fjernsynet og spillede fodbold på PlayStation. Drømmen var klar: En dag ville han være professionel fodboldspiller. 

”

Oskar føler sig hjemme på græsset med en bold. Det er tryghed og giver altid god energi.

Maria, mor til Oskar

Men i marts 2023 blev drømmen sat på pause.

Fra den ene dag til den anden blev træning, kampe og hverdagen med vennerne erstattet af hospitalsstuer - Oskar havde fået akut lymfoblastær leukæmi (ALL). 

Ingen vidste, om han nogensinde ville komme tilbage på fodboldbanen.

Det begyndte som så mange andre sygdomsforløb gør. Oskar blev bleg, træt og fik kvalme. Familien troede, at det var kyssesyge, og regnede med, at han snart ville få det bedre.

Men en blodprøve den 29. marts 2023 ændrede alt.

Telefonen ringede, og beskeden var klar: Familien blev bedt om straks at køre til Hvidovre Hospital, hvor lægerne hurtigt fik mistanke om kræft. Kort tid senere blev Oskar kørt videre til Rigshospitalet i ambulance.

Fra det øjeblik gik det stærkt.

”

Vi var fuldstændigt i en anden verden. Vi tænkte, at om lidt kommer de ind og siger, at det er en fejl. Men nej. Vi nåede dårligt at stå op, før han lå i fuld narkose og fik CVK og kemo

Maria, mor til Oskar

Oskar fik stillet diagnosen akut lymfatisk leukæmi (ALL), den hyppigste kræftform blandt børn. Det blev begyndelsen på et behandlingsforløb, der skulle strække sig over to år med kemoterapi, isolation, lange indlæggelser og senere en knoglemarvstransplantation.

Maria beskriver tiden som både udfordrende og skræmmende – en periode, hvor familien følte, at de var "til helvede og retur flere gange".

Alligevel gjorde familien alt, hvad de kunne, for at holde fast i det, der gav håb og en følelse af normalitet. Familie og venner, læger og sygeplejersker, hospitalsklovne og små oplevelser blev vigtige lyspunkter undervejs. Samtidig blev familien en del af flere forskningsprojekter, som skulle hjælpe børn med kræft både under og efter behandlingen.

Et kræftforløb handler om mere end behandling. Når hverdagen består af indlæggelser, isolation og usikkerhed, kan det gøre en stor forskel at bevare kontakten til vennerne og have noget at glæde sig.

I lange perioder måtte Oskar være isoleret som følge af behandlingen. Da han senere gennemgik en knoglemarvstransplantation, levede familien i isolation i to måneder, hvor Maria og Oskars far skiftedes til at være hos ham på hospitalet.

”

Robotten var et kæmpe plus, så han kunne følge med i livet udenfor, også selvom det nogle gange gjorde ondt. 

Maria, mor til Oskar

Det betød også, at Oskar ikke kunne komme i skole. Mens klassekammeraterne mødtes hver morgen, var han på en hospitalsstue.

For at hjælpe Oskar med at bevare kontakten til hverdagen og vennerne deltog familien i forskningsprojektet ”Tilbage i skole med robotteknologi”. En lille robot gjorde det muligt for Oskar fortsat at sidde "med" i klassen. Gennem robotten kunne Oskar følge undervisningen, tale med sine klassekammerater og fortsat være med i fællesskabet – også når han ikke kunne være fysisk til stede i sin klasse.

Robotten blev ikke den eneste forbindelse til hverdagen og vennerne. Gennem hele behandlingsforløbet fik Oskar besøg af sine klassekammerater – også i de perioder, hvor han var i isolation. Besøgene var en del af Børnecancerfondens RESPECT-tilbud, hvor to klassekammerater udvælges som ambassadører og besøger barnet på hospitalet gennem behandlingsforløbet.

For Oskar og familien blev både robotten og besøgene fra klassekammeraterne en vigtig påmindelse om, at der stadig var et liv og et fællesskab uden for hospitalets vægge.

Familien gjorde samtidig alt, hvad de kunne for at skabe små lyspunkter i en hverdag præget af behandling og usikkerhed. Derfor deltog de også i flere af Børnecancerfondens aktiviteter for familier berørt af børnekræft.

For Oskar blev oplevelser som Sportscar Event, DGI Fodboldskole og andre fælles aktiviteter et pusterum, hvor sygdommen for en stund trådte i baggrunden.

Selv under isolationen gjorde familien alt, hvad de kunne for at skabe gode minder. Midt mellem behandlinger, restriktioner og lange dage på hospitalet var de enige om én ting: Tiden skulle ikke kun huskes for sygdommen.

”

Vi havde et mål ud over at komme hjem med vores søn. Tiden skulle huskes på den gode måde.

Maria, mor til Oskar

Derfor gik familien blandet andet all-in på julen. De lavede så meget julepynt, at hospitalsstuen næsten forsvandt bag guirlander, nisser og hjemmelavede dekorationer. Sammen forvandlede de stuen til et sted, hvor der også var plads til hygge, grin og gode minder. For familien blev julepynten mere end bare pynt. Den blev et symbol på sammenhold og ønsket om at skabe små lyspunkter – også midt i et kræftforløb.

Selvom kræften satte den normale hverdag på pause, kunne den ikke tage Oskars kærlighed til fodbold væk fra ham. Mens behandlingen fyldte dagene, holdt han fast i drømmen om en dag at vende tilbage på banen.

Undervejs i behandlingsforløbet oplevede Oskar også flere helt særlige fodboldøjeblikke. Et af de største var mødet med hans store idol, den tidligere FCK - spiller Carlos Zeca. Kort efter diagnosen besøgte han familien hjemme i haven. Besøget gjorde et stort indtryk på Oskar, og de to mødtes igen, da Oskar var blevet kræftfri.

”

Det var meget stort for Oskar, og han vil aldrig glemme det.

Maria, mor til Oskar

Et andet minde, der står klart hos familien, er invitationen til at overvære en FCK -træning dagen før en Champions League-kamp.

I dag er Oskar kræftfri. Han er også tilbage på det sted, han har længtes efter gennem hele sygdomsforløbet – nemlig fodboldbanen.

Men vejen dertil har været lang.

Efter et kræftforløb med kemoterapi og en knoglemarvstransplantation handlede det ikke kun om at blive rask. Oskar skulle også genopbygge sin styrke og genfinde troen på sin krop for at komme tilbage til den sport, han elsker.

Der var dage, hvor det føltes uoverskueligt. Alligevel gav Oskar aldrig slip på drømmen om igen at løbe ud på banen.

”

Han har bandet og grædt, kastet med fodboldstøvlerne og ikke ville mere, men alligevel vågnet næste morgen med ja-hatten og viljen til at vende tilbage.

Maria, mor til Oskar

For Maria og resten af familien er det svært at beskrive, hvad det betyder at se ham spille igen. "Det betyder alt. Vi vidste jo ikke, om han overhovedet kunne komme tilbage på banen, og hvis han gjorde, var det måske ikke som før," siger Maria.

Hver gang Oskar trækker i fodboldstøvlerne og løber ud på banen, bliver familien mindet om, hvor langt han er kommet. Banen er ikke bare et sted, hvor han spiller fodbold – den er et symbol på alle de udfordringer, han har overvundet, og om vejen tilbage til det han elsker allermest. "Vi står ofte med tårer i øjnene. Vi er så stolte af ham, for det har ikke været nemt," fortæller Maria.

Før Oskar blev syg, havde han én stor drøm: at blive professionel fodboldspiller. Som 10-årig var drømmen, ifølge familien, ikke urealistisk. Men kræftsygdommen ændrede familiens syn på, hvad der virkelig betyder noget.

I dag er drømmen en anden. 

”

Oskars store drøm er at leve. Leve med alt, hvad det indebærer, være normal teenager og vokse.

Maria, mor til Oskar

Selvom Oskars drøm har ændret sig, har han ikke mistet kærligheden til fodbolden. Tværtimod. I dag er både gejsten, glæden og spilleglæden tilbage, og fodbolden er igen blevet en naturlig del af hverdagen. "Når han spiller fodbold, tænker han kun på fodbold. Det er frihed." Afslutter Maria.