Vi ville ikke kun være en familie i behandling

Familien turde ganske enkelt ikke planlægge en almindelig ferie, fordi de aldrig vidste, om de overhovedet kunne komme afsted.

Gang på gang tog sygdommen kontrollen over deres planer.

Idéen til camperferien opstod egentlig af en følelse af at være fanget. De vidste aldrig, om de kunne gennemføre de planer, de lagde. Midt i magtesløsheden begyndte de derfor at tale om, hvad frihed egentlig betød for dem. Svaret var enkelt: naturen, eventyr og muligheden for bare at være sammen på deres egne præmisser.

Det blev begyndelsen på en helt ny måde at holde ferie på.

For at undersøge mulighederne tog familien en tur til Slagelse Outdoor Camping. Her faldt de pladask for en Hero Camper, som hurtigt fik navnet "Poul".

Han havde alt det, de havde brug for: køkken, køleskab og god ventilation. Men vigtigst af alt blev han familiens trygge base.

For familien handlede det ikke om luksus. Det handlede om at tage noget af kontrollen tilbage.

Leukæmien fyldte enormt meget, men det gjorde livet heldigvis også. ”Vi nægtede kun at være en familie i behandling - vi ville også være en familie på eventyr.” fortæller Villums forældre.

For Villum blev camperen hurtigt meget mere end en campingvogn. Han glædede sig ubeskriveligt til turene. Ikke fordi destinationerne nødvendigvis var langt væk, men fordi de gav ham mulighed for at føle sig som andre børn igen.

Han fik lov til at skabe minder, opleve nye steder og have historier at fortælle.

Planen var, at Poul altid skulle stå klar i indkørslen.

Så snart både Rigshospitalet og Villum meldte grønt lys, kunne familien pakke det sidste og køre.

Det overraskede dem, hvor meget de faktisk kunne komme afsted, når de ikke længere skulle planlægge måneder i forvejen. I stedet for lange ferier blev spontane weekendture pludselig en mulighed.

De tog til Boeslunde, Rørvig, Møn og Enø.

På et landkort er det måske ikke de største rejser, men for familien føltes de som enorme eventyr.

Noget af det, der gjorde forskellen, var følelsen af tryghed. Camperen gjorde det muligt selv at styre rammerne.

De skulle ikke dele køkken eller badefaciliteter med andre. De behøvede ikke bekymre sig om rengøringsniveauet eller undersøge, om et sommerhus havde skimmelsvamp eller andre infektionsrisici. De vidste præcis, hvilke rammer Villum opholdt sig i. ”Det gjorde det lettere at sige ja.” siger Ronni, far til Villum.

Camperen gav ikke kun frihed til at komme væk hjemmefra.

Den gav også familien mulighed for at være sammen på en måde, som sygdomsforløbet ellers havde gjort svær.

Pludselig kunne de tage med til storebror Karls fodboldstævner, fordi de altid havde deres eget lille hus med på sidelinjen. De kunne invitere bedsteforældrene med ud i landet, mødes omkring en fiskestang eller tage på gåtur ved Møns Klint.

De små ture blev til store minder. Og måske var det netop dét, der gjorde den største forskel.

For under et langt sygdomsforløb bliver mange ting sat på pause. Man lærer hurtigt at sige "måske" eller "nej", fordi usikkerheden fylder så meget.

Med Poul begyndte familien langsomt at sige "ja" igen. Ja til en spontan weekend. Ja til en tur i naturen. Ja til en oplevelse.

”Vi lærte, at eventyr ikke nødvendigvis handler om at rejse langt væk.” siger familien. ”Nogle gange handler det bare om at komme afsted.”

Et langt sygdomsforløb betyder også et langt skolefravær.

For familien har det derfor været vigtigt, at Villum ikke kun havde sygdom, behandlinger og hospitalsbesøg med sig tilbage til klasseværelset. Camperlivet har givet ham oplevelser, minder og historier, som han glæder sig til at dele med sine klassekammerater.

Selvom mange af turene går rundt i Danmark, føles det ofte som at være på rejse. På campingpladserne møder Villum børn og familier fra mange forskellige lande, leger på tværs af sprog og opdager, at verden stadig er fuld af muligheder.

Det har været med til at give ham en følelse af fortsat at være en del af verden også i en tid, hvor sygdommen ellers kunne få den til at føles meget lille.

Når Villum vender tilbage til skolen efter lange perioder med fravær, kommer han derfor ikke kun tilbage som drengen, der har været syg.

Han kommer også tilbage med oplevelser, historier og eventyr, som han kan dele med sine klassekammerater.

”Det gør en stor forskel for følelsen af stadig at høre til i fællesskabet og giver Villum noget positivt at bygge bro tilbage til hverdagen med.” fortæller Anika, Villums mor. 

For familien handler det ikke kun om at komme tilbage i skole. Det handler om at komme tilbage til fællesskabet med følelsen af stadig at være et barn med drømme, oplevelser og noget at fortælle.

Familien lægger ikke skjul på, at angsten aldrig forsvandt.

Leukæmien tog ikke en pause, bare fordi de kørte hjemmefra. Bekymringerne, medicinen og de hårde dage fulgte stadig med i bagagen.

Men når de sad omkring camperen om aftenen, skete der alligevel noget særligt.

For en stund kunne angsten lægges lidt på hylden. Fokus flyttede sig fra sygdommen til det, der var lige foran dem. En kop kaffe i aftensolen, lyden af naturen og tiden sammen som familie.

Det mindede dem om, at de stadig var en fungerende familie, som kunne grine, opleve nye ting og skabe minder sammen.

”At se Villum på tur gør os stadig uendeligt stolte.” fortæller Villums forældre. ”Han har været igennem mere, end et barn nogensinde burde, men han møder stadig verden med mod og nysgerrighed. Han har lært os, at selv når vejen ser lukket ud, findes der en ny sti. Den ser bare anderledes ud, end man havde forestillet sig.” tilføjer de.

Camperlivet er langt fra slut.

I år går turene blandt andet til Bornholm og Møn. Derudover har familien halvanden uge i kalenderen, som er helt uplanlagt.

Planen er ikke at have en plan. De kigger på vejrudsigten, mærker efter, hvordan Villum har det, og kører derhen, hvor mavefornemmelsen er god.

Det er en frihed, de ikke havde forestillet sig, da de stod midt i behandlingsforløbet. Camperen har givet dem noget tilbage, som sygdommen forsøgte at stjæle. Muligheden for bare at leve livet, mens de er i det.

Ikke fordi sygdommen er væk ,men fordi de har fundet en måde at skabe plads til livet ved siden af sygdommen.

Og måske er det netop det vigtigste, de har lært. At eventyr ikke behøver at være store. At frihed kan findes tættere på, end man tror. Og at der stadig kan skabes minder, selv når livet tager en uventet drejning.

Som Villum selv siger:

"Vi finder altid en vej."