På hospitalet afslørede en scanning det, ingen forældre ønsker at høre: Lilje havde en blødning i hjernen, forårsaget af en tumor. Det blev starten på et mareridt af operationer, kemoterapi og strålebehandlinger. Selvom Liljes første kræftforløb blev afsluttet i november 2021, kunne lægerne ikke fjerne hele tumoren, og hun måtte leve med senfølger, som gjorde, at hun ikke kunne synke og var fuldt sondeernæret i to år.
Hårde senfølger
I januar 2024 væltede familiens verden igen. En rutinescanning viste, at den resterende tumor var begyndt at vokse. Lilje blev opereret endnu en gang, og heldigvis lykkedes det lægerne at fjerne alt denne gang. Men vejen tilbage til livet var ikke let. Nye senfølger, som lammelser i ansigtet og venstre side af kroppen, krævede intensiv genoptræning.
Kræftfri jul
I dag er Lilje kræftfri, men hun lever med de udfordringer, som følger med at have været alvorligt syg. Hun forstår nu, at hun ikke kan det samme som sine venner – at hun ikke kan løbe lige så hurtigt eller ser ud som de andre børn. Det har været svært for hende at acceptere, og familien kæmper med både fysisk og følelsesmæssig genopbygning.
For Liljes familie betyder julen noget helt særligt. Den er en tid til at fejre livet og skabe glæde, på trods af alt det, de har været igennem. “Vi gør altid lidt ekstra ud af julen,” fortæller Liljes mor. “Lilje bliver forkælet til den helt store guldmedalje, fordi vi skal fejre, at vi stadig har hende hos os.”
Liljes største juleønske
Liljes største juleønske? At alle børn med kræft får det bedre. Og så ønsker hun sig Pokémon-kort og små ting, som kan bringe hende glæde.
For hendes forældre er ønsket simpelt, men stort: “Vi ønsker, at Lilje for altid vil være kræftfri, og at hun får et fantastisk liv fyldt med gode oplevelser.”
Støt børn som Lilje denne jul, og hjælp os med at give dem et bedre liv.