For at forstå hvorfor My Josephine sælger smykker for at donere til Børnecancerfonden, starter vi hendes historie, da hun var 15 måneder gammel. Her begyndte hun nemlig at blive syg. I perioden december 2014 til marts 2015 havde hun problemer med opkast, var ukontaktbar om natten, havde krampeanfald og svært ved at holde balancen. I den periode var den lille pige mange gange til lægen, vagtlægen og på hospitalet.
Den 16. marts 2015 blev hun indlagt, og der blev der slået i bordet. Lægen bemærkede, at My Josephines hovedomfang var lidt større end normal. Der blev foretaget en skanning i fuld narkose for at finde ud af, hvorfor hun var så dårlig. Beskeden fra lægerne var voldsom for My Josephines mor Rikke og hendes far. Der blev, til lægernes overraskelse, nemlig fundet en tumor i hendes lillehjerne. Og så gik det hele stærkt.
”Vi skal lige gå op at sige farvel til hende på intensiv, hvis hun nu ikke vågner igen”, forklarer Rikke.
Hun blev ikke vækket af narkosen, men kørt direkte til Aarhus, hvor dygtige specialister straks opererede My Josephine, og fjernede tumoren i hendes lillehjerne.
”Jeg synes, det er lidt mærkeligt, fordi jeg kan ikke selv huske noget. Jeg ved ikke, hvordan det føltes. På en eller anden måde kan jeg ikke rigtig forstå det”, lyder det fra My Josephine.

Efter noget tid blev My Josephine overflyttet til børnekræftafdelingen i Aalborg. I ti lange dage ventede familien på at få besked om, hvilken grad af kræft, der var tale om. Det var en grad 2, der betød, at det var en såkaldt lavgradstumor. Lægerne havde fået fjernet hele tumoren, og der blev ikke givet kemoterapi.
”Det var en kæmpe lettelse”, fortæller Rikke.
En meget vellykket operation i lillehjernen betød herefter "kun" skanninger hver tredje måned de næste to år. Så blev skanningerne foretaget hvert halve år og i dag en gang om året.
Fakta om hjernetumorer
Hvor mange børn får en hjernetumor?
I Danmark er der hvert år cirka 40 børn og unge, der får diagnosticeret en tumor i hjerne eller rygmarv. Tumorerne udgør 25% af alle kræfttilfælde hos børn og unge. Forekomsten har været stabil de sidste 30 år.
Hvorfor får et barn en tumor i hjernen?
Over 90% af de tumorer, børn og unge får i hjernen og rygmarven, opstår uden kendt årsag, og de er ikke arvelige. Dog har personer med bestemte arvelige sygdomme øget risiko for at udvikle tumorer i hjerne og rygmarv.
Hvad er prognosen?
Samlet set er tre fjerdedele af børn med hjernetumor fortsat i live 5 år efter diagnosen, og de fleste vil være helbredt. Overlevelsen afhænger blandt andet af tumors type, tumors størrelse og placering, om det er muligt at operere hele tumoren bort, om der er spredning (metastaser) af tumoren ved diagnose og af barnets alder.
Frygten for at kræften vender tilbage
Det er ikke til at se på My Josephine i dag, at der sad en tumor bag hendes lange mellemmørke hår for næsten 10 år siden. I dag har hun det godt og ingen mén. My Josephine går stadigvæk til kontrol og skanninger på sygehuset.
Men selvom hun gennemgik et yderst vellykket forløb og er rask, så ligger frygten for at hun igen skulle blive ramt af kræft alligevel og lurer. For My Josephines mor er der tale om decideret angst. En omgang hovedpine eller sygdom kan gøre hendes mor urolig. Eller lyden af en ambulance i udrykning.
”Jeg tror bare det er fordi, jeg resten af mit liv vil være pisse bange for at der er et eller andet, der kommer tilbage”, forklarer Rikke.
My Josephine kan ikke huske noget som helst om sit kræftforløb, og derfor kan det være svært at forstå de voksnes følelser og frygt.
”Jeg tænker jeg ikke rigtig over det. Det er mere de voksne. Jeg føler, de kan overdrive lidt”, supplerer My Josephine, som i øvrigt føler sig helt som sine venner.
”Vi har egentlig altid aftalt med hinanden, at vi vil være ærlige over for hende, når hun kommer med spørgsmål. På et tidspunkt vil der nok komme nogle flere spørgsmål om, hvor syg hun har været”, fortæller Rikke.
Selvlært smykkedesigner for at hjælpe andre børn med kræft
Tilbage til det med smykkerne. My Josephine har nemlig selv lært at lave smykker, fordi hun elsker at være kreativ.

Så hun fandt på at sælge sine smykker og donere 5 kroner for hvert salg til Børnecancerfonden for at støtte børn med kræft. Smykkerne er lavet med kærlighed og omtanke
.
"Når du køber et af mine smykker, er du ikke kun med til at pynte dig selv, men du støtter også en fantastisk sag,” skriver hun selv på sin ReShopper side, hvor smykkerne sælges.
My Josephine vil gerne gøre en forskel for andre børn, der enten er i et kræftforløb eller er kommet igennem.
“Jeg vil gerne give tilbage, fordi der er så mange, der har hjulpet mig. Så nu laver jeg smykker, hvor jeg donerer nogle af pengene til Børnecancerfonden og støtter andre børn med kræft”, fortæller My Josephine. Om lidt er der gået 10 år, siden hun fik fjernet en tumor i lillehjernen.
My Josephine elsker at gå til ridning og være sammen med sine veninder. Lige som mange andre børn. Heldigvis helt bekymringsfri.
Hjernetumor-projekter støttet af Børnecancerfonden
Børnecancerfonden støtter flere forskningsprojekter og forskere indenfor hjernetumorer. Se nogle af dem nedenfor:
- Projektet ”5C” (Danish Collaborative Comprehensive Childhood CNS-tumor Consortium) er sat i verden for at løfte prognoserne og sikre, at Danmark er med i front i det internationale forskningssamarbejde. Læs mere om projektet her.
- Verdens største studie af følgeskader (CMS) efter en tumor i lillehjernenLæs mere om studiet her.
- Hjernetegn-kampagnen blev lanceret i 2023 og skal hjælpe læger og sundhedsprofessionelle med at vurdere børn og unge med symptomer på en hjernetumor. Læs mere om HjerneTegn kampagnen her.
- Overlæge René Mathiasen fra Rigshospitalet modtog i 2023 Henrik Hertz' Forskningslegatet på 250.000 kr. for hans dedikation til forskning og behandling af børn med hjernetumorer. Læs mere om forskningslegatet her.