Store blå mærker
I ugen op til Mads fik diagnosen, leukæmi, opdagede hans forældre nogle meget store blå mærker på hans ben. Han havde ikke slået sig, hverken derhjemme eller i børnehaven, så de undrede sig.
Et par dage senere falder Mads over noget legetøj på værelset og slår sin ene arm. Han kommer på skadestuen, men han har ikke brækket noget og bliver sendt hjem med en armslynge, fordi han har smerter i armen.
Aftenen inden han bliver indlagt på sygehuset, opdagede Mads’ mor, Lise, et voldsomt stort blåt mærke i Mads’ lyske. Hverken hun eller Mads’ far ved, hvad der er sket. I løbet af nogle timer begynder Mads at få en masse røde prikker (pettekier). De googlede blå mærker. Og leukæmi dukkede op.
Mens Lise og Søren sidder og læser om symptomer på leukæmi, begynder frygten at stige op i dem. For der var pludselig flere symptomer, som passede på Mads.
Udover at han havde fået usædvanligt mange blå mærker inden for den seneste uge, var han også bleg og havde mørke rander under øjnene. Han gik ofte og sagde, at han var træt, men altid kun kortvarigt. Han virkede ikke udmattet og var hurtigt klar til næste leg med sin storebror. Energiniveauet og humøret var højt, og appetitten var ok, men til gengæld var nattesøvnen rigtig dårlig i ugerne op til diagnosen. Så den dårlige nattesøvn kunne måske forklare trætheden. Derfor var det ikke noget, Mads' forældre tænkte så meget over.
Mads havde egentligt også klaget over ondt i benene, mest knæhaserne når han havde siddet på potten. Forældrene skulle også hjælpe ham med at komme op på en skammel, når han skulle vaske hænder efter toiletbesøg. Så de troede, det var fordi der blev lukket for blodtilførslen, når han sad der for længe. Han var trods alt 3,5 år og ved at være for stor til at sidde på den lille potte.
Hyppige infektioner som symptom på leukæmi passede ikke på Mads. Det var meget længe siden, han havde været syg. Men alligevel blev vi nervøse. For han havde haft let feber, da han var på skadestuen med armen nogle dage forinden. Her lød beskeden, at feberen og smerterne i armen ikke havde noget med hinanden at gøre.
I de efterfølgende dage havde han ikke feber, men set i bagspejlet skyldes det nok, at feberen har været "skjult" pga. panodil, som han fik for smerterne i armen/skulderen.
Alligevel kom diagnosen som et chok. For selvom der var flere symptomer, som passede på Mads, var der også mange, der ikke gjorde.
Diagnose og indlæggelse
Næste morgen tager familien til lægen, som henviser dem til børnemodtagelsen på Aalborg Universitetshospital. Her kommer de ind ved middagstid, og Mads får taget et hav af blodprøver og målinger. Han begynder at få feber og blive sløj. I modsætning til det høje energiniveau om morgenen og dagen før. For Mads’ forældre føles det som en evighed. De er begge nervøse for, hvad der skal ske.
Og da dommen så falder, bryder deres verden fuldstændig sammen. De får så mange informationer og skal give samtykke til, at lægerne kan påbegynde behandlingen. Mads kommer hurtigt i narkose og får lavet en knoglemarvsundersøgelse, indopereret et CVK i brystet, sonde i næsen og i første omgang kemo i ryggen. Herefter ligger Mads på intensivafdelingen natten over. De efterfølgende dage og uger er et mareridt for familien med isolation, choktilstand, frygten for at miste Mads, bekymringer om storebror Emils reaktion og frem for alt Mads' angst, hver gang der kom en læge eller sygeplejerske ind på stuen.
"Mads var rædselsslagen, hver gang han skulle have medicin i sonden, så vi måtte holde ham fast. Det var en frygtelig oplevelse for os som forældre og strider mod alt, hvad man som forældre må udsætte sit elskede barn for. Men vi havde intet andet valg, da alternativet var, at Mads ikke kunne få den nødvendige behandling", fortæller Lise og Søren.
Et forandret familieliv
Familien har skullet forholde sig til rigtig meget medicin med mange ubehagelige bivirkninger, såsom slimhindeløsning (meget smertefuldt), kæbesmerter, nervesmerter, risiko for varige mén på stemmebåndet og svækkelse af hjertemuskulaturen.
Mads har ikke kunnet gå på sine ben og var sengeliggende i flere uger. Der har været store udsving i Mads’ vægt, hårtab, forhøjet blodtryk, hvilepuls på 160, væskeophobninger, humørsvingninger, manglende appetit, opkast, og i perioder lever han næsten udelukkende af sondemad via sonden i næsen.
Det svækkede immunforsvar har resulteret i adskillige indlæggelser med infektioner, samt senest en blodforgiftning pga. et ødelagt CVK (”port” til kemo, medicin og blodprøver), som skulle opereres ud og hvor han fik en midlertidig port i armen. For at få lagt et nyt CVK, måtte Mads i narkose igen.
Mads har været i narkose 11 gange på 5 måneder. Bl.a. for at få lavet knoglemarvsundersøgelser, kemo ind i væsken i ryggen og indopereret et CVK i brystkassen. Derudover har han uden narkose fået foretaget en kikkertundersøgelse ind gennem næsen og ned i halsen. Dertil kommer 8 røntgen- og ultralydsscanninger, samt flere blodplade- og blodtransfusioner (16 stk.). Familien har indtil nu haft knap 100 sygehusbesøg.
Mads' mor fortæller: "Mads er en FIGHTER, og hvor er det vildt alt det, han har været igennem og udsat for. Heldigvis har Mads også gode dage, hvor han er glad, har en masse energi og har det sjovt sammen med sin storebror Emil på 7 år".
Forældrene fortæller, Emil klarer det hele superflot, selvom han selvfølgelig godt kan mærke, at hverdagen pludselig er blevet en hel anden. Han hjælper med at give Mads medicin via sonden hver aften. Der har været to sygeplejersker på besøg i Emils klasse for at fortælle om, hvordan det er at være storebror til en lillebror med kræft.
Behandlingsperioden varer 2,5 år. Det er en utrolig hård periode for familien. De forsøger efter bedste evne at få en hverdag til at fungere, hvor Lise er på fuld sygeorlov, og Søren startede på arbejde igen i marts måned.
En anderledes hverdag
Det var en stor forandring for familien, at deres søn pludselig fik konstateret kræft.
”Det har været et chok. Og det er også noget, som vi måske vil fortælle lidt mere om i nogle fremtidige opslag hen over sommeren i forbindelse med sommerferiecykelprojektet. Blandt andet det, at man som forældre pludselig skal være en slags hjemmesygeplejerske for sit barn, give fast medicin 3-4 gange i døgnet, skifte plastre og forbindinger, have overblik over medicinskemaer, som hele tiden ændrer sig, behandlingsskemaer, man lærer om trombocytter og blodprocent, instrueres i at give medicin og sondemad gennem sonden i næsen”, fortæller hans mor Lise og fortsætter:
”Psykisk er det rigtig hårdt, fordi man skal forholde sig til mange ubehagelige behandlinger og bivirkninger ved medicinen. I starten er det ekstremt grænseoverskridende at skulle give sin søn på 3,5 år morfin, vanddrivende, to slags nervemedicin, medicin mod svamp i lungerne, medicin mod mavesår, kvalmestillende medicin med advarselstrekant og meget andet”.
Heldigvis er Mads glad for at komme på sygehuset. Det er takket være hospitalsklovne, legehelte og en pædagog, der er ansat på sygehuset. Der er også en masse søde og dygtige sygeplejersker og læger, som er vant til at arbejde med kræftsyge børn.
Sommerferiecykelprojekt
Familien skulle have været på sommerferie i de franske alper og se Tour de France. De er alle vilde med cykling og var til alle tre Tour de France etaper herhjemme i Danmark og heppe på rytterne.
Så længe Mads er i behandling kan familien ikke rejse til udlandet. De må have turen til Frankrig til gode, til når Mads er færdigbehandlet.
De har været så heldige, at Mads har fået en trøje af Jonas Vingegaard med hans autograf og et lille kort, hvor der står ”godt kæmpet Mads”.
”Vi blev så rørte over, at han havde givet sig tid til det og fældede da også et par tårer. Det var et lyspunkt, en lille opmuntring her i den frygtelige hårde tid”, siger Lise.
Familien har valgt at oprette en støtteindsamling til fordel for Børnecancerfonden og dermed være med til at sætte fokus på, hvad det vil sige at have et barn med kræft. Hvis ikke man selv har prøvet at stå med et alvorligt sygt barn, kan det være rigtig svært at forestille sig, hvordan det må være.
Børnecancerfondens app har været en enorm hjælp i især begyndelsen, hvor man har brug for at google og søge information. For Lise og Søren har Børnecancerfondens app været et fantastisk opslagsværktøj, som har været helt uundværligt.