Red. 9. december 2021
"Jeg kan mærke, at jeg ikke tillader mig selv at mærke efter, hvordan jeg selv har det. Jeg er simpelthen bange for at knække sammen. Man overlever bare gennem dette mareridt"
Rikke, Sigurds mor
Sigurd er 9 år og ramt af Hodgkins lymfom (lymfekræft), som er den tredje hyppigste kræftform hos børn. Hvert år diagnosticeres fem til seks tilfælde hos børn under 15 år i Danmark. Hos børn under ti år optræder sygdommen hyppigst hos drenge, mens den er lige hyppig hos drenge og piger i teenageårene.
Sigurd og hans familie var igennem et langt og sejt forløb fra de fandt en stor bule på hans hals, til Sigurd fik kræftdiagnosen.
"Sigurd havde ingen symptomer på kræft udover den forstørrede lymfeknude. Det er derfor meget svært, at han skal igennem den hårde behandling, og dermed gøres meget syg og dårlig, før han kan blive rask"
Rikke, Sigurds mor
Efter han er startet op i behandling, har Sigurd oplevet mange smerter, forhøjet blodtryk, kvalme, tab af hår og muskelfylde, ekstrem træthed, føleforstyrrelser og depression. Oveni kræftdiagnosen, har Sigurd diabetes type 1 – noget der er meget svært at styre, når han får høje doser af prednisolon, som er et lægemiddel baseret på binyrebarkhormon.
Selvom 2021 har været meget hård for Sigurd, så glæder han sig rigtig meget til juleaften.
Støt børn som Sigurd
Hvert år får 200 danske børn kræft.
Seks ud af syv overlever, men halvdelen har varige skader efter den intensive behandling.
Børn har brug for os voksne i den kamp, som de ikke kan vinde alene.