Mathias’ historie
Hvert år bliver 200 danske børn indlagt på en børnekræftafdeling og starter behandling. Det tal dækker også over børn med en række sjældne og livstruende sygdomme, som bliver behandlet på samme måde som børnekræftsygdomme, fx 1-årige Mathias, der netop er færdigbehandlet efter et år med kemoterapi.
Da Mathias er syv måneder gammel, begynder han at rejse sig op på sine usikre ben, hvilket giver ham nogle skrammer. En bule over hans højre tinding forsvinder dog ikke som de andre, og Mathias’ forældre kontakter den praktiserende læge, som sender dem til Kolding Sygehus. En ultralydsskanning giver dog ikke noget svar.
”Men da vi fik tid til en MR-skanning allerede den følgende dag, vidste jeg, at der kunne være noget alvorligt galt med Mathias, for der er normalt lang ventetid på sådan én. Skanningen viste, at Mathias enten havde kræft eller Langerhans celle histiocytose, og lægerne sagde, at uanset hvad skulle han behandles med kemoterapi. Da brød vores verden sammen. Jeg var sikker på, at vi ikke ville få Mathias med hjem fra hospitalet igen”, fortæller Christine Nordahn Jespersen, Mathias’ mor.
Familien bliver overført til Odense Universitetshospital, hvor der bliver iværksat forskellige undersøgelser for at finde ud af, hvad Mathias fejler. Langerhans celle histiocytose er en sjælden sygdom, som ses hos både børn og voksne – men oftest hos førskolebørn. Sygdommen er karakteriseret ved, at Langerhans-cellerne, som er en del af immunsystemet, begynder at dele sig hurtigt og sprede sig til andre områder, hvor de ophober sig og skader fx hud, knogler, lymfeknuder og organer.
”Det værste har været uvisheden og angsten. De tre første uger var skrækkelige, for vi anede ingenting, og lægerne ville ikke skræmme os med hverken det ene eller det andet. Det var meget voldsomt at blive indlagt på børnekræftafdelingen og skulle forholde sig til de andre syge og ofte skaldede børn. Skulle det virkelig være vores liv nu? Da aftalte vi hurtigt, at lige gyldigt hvad Mathias fejlede, så skulle vi nok komme igennem det sammen alle tre”, fortæller Christine.
En biopsi bliver taget af Mathias’ bule, og ugen efter får familien at vide, at Mathias har Langerhans celle histiocytose. Sygdommen har ikke spredt sig til hans organer eller rygmarv, men røntgenundersøgelser viser, at Mathias’ skelet er angrebet syv steder. Han bliver derfor sat i behandling med binyrebarkhormon og ugentlige kemoterapikure fra september indtil jul. Mathias har heldigvis ingen bivirkninger af behandlingen, og en kontrolskanning før jul viser, at den virker rigtigt godt. Efter jul forsætter Mathias kemoterapibehandlingen indtil august i år.
”Selvom hverdagen på afdelingen kan være rigtig hård, er det også fantastisk at se, hvordan børnene, når de ikke er dårlige, er glade og bare gerne vil lege mellem behandlingerne og undersøgelser. Og afdelingen har givet os forældre en enorm tryghed, ift. hvis der skulle opstå noget uforudset”, siger Thomas, Mathias’ far.
I dag har Mathias det godt og er en glad dreng fuld af spilopper som alle andre børn. Han fik sin sidste kemoterapibehandling for en måned siden, og i går fik familien svar på den afsluttende kontrolskanning: Mathias er sygdomsfri.
”Nogle læger mener ikke, at man kan blive helbredt for Langerhans celle histiocytose, selv om man kun har et enkelt sygdomsudbrud hele livet. Andre mener, at Mathias er rask, hvis han ikke får et tilbagefald de næste fem år. Så selv om det har været et rigtigt godt behandlingsforløb, vil vi nok altid kigge efter symptomer hos Mathias de næste mange år”, siger Christine.
Tusind tak til Mathias og hans forældre for at dele jeres historie.
Giv et bidrag til den vigtige forskning i behandling af børnekræft og hjælp små superhelte som Mathias med at overleve og få et godt liv. Støt Børnecancerfonden ved at give et bidrag her eller via Mobile Pay / Swipp på 4049 4833.