Liams historie
Liam er opmærksom på, at hans medicin er vigtig, trods han kun er 8 år gammel.
Støtte fra klassekamerater, venner og bedsteforældre har været guld værd for 8-årige Liam, som i 2019 fik konstateret Kronisk myeloid leukæmi (CML).
CML er en meget sjælden og meget langsomt udviklende form for blodkræft, som rammer ca. 1-2 børn og unge (under 18 år) i Danmark om året. Det er en kronisk form for leukæmi, og derfor vil Liam formegentlig aldrig bliver rask.
Gennem behandlingsforløbet, har Liam kun fået kemo gennem tabletform, og han har heldigvis været skånet for de værste bivirkninger, men til gengæld skal Liam højest sandsynligt have tablet-behandling mod kræften resten af livet – og Liam er opmærksom på, at hans medicin er vigtig, trods han kun er 8 år gammel.
“Liam bliver meget hurtigere træt end før, og så får han ofte rigtig ondt i mave og ben. Det betyder, at vi er nødt til at vælge mange sociale ting fra. Liam har en lillesøster, Mille, og selvom vi synes, vi har været opmærksomme på hende, så er det bare hårdt at være lillesøster til et sygt barn. Hun klarer det dog over alt forventning,” fortæller Liams mor Jeanett.
I forløbet har Liam og hans forældre oplevet en stor støtte fra klassekammerater, bedsteforældre og venner, som har betydet meget for at få hverdagen til at hænge sammen. Dertil har Liams far Marc meldt sig ind i Team Rynkeby, og har planer om at cykle til Paris i 2022. For børn som Liam, er forskning det bedste håb, vi kan give. Derfor har vi også støttet nye projektet med mere end 47 mio. kr. i 2021.
Hjælp os med at forsat at støtte forskning i børnekræft. Støt Børnecancerfonden på MobilePay 78502.