SuperSnøren: En fortælling om Albertes kamp mod kræft

Alberte på 11 år husker tydeligt dagen. Hun fortæller, at rummet pludselig blev fyldt med rigtig mange sygeplejersker og læger, der kom ind og sagde, at de troede, det var leukæmi. Herefter kom de direkte på Rigshospitalet, hvor hun kort efter fik taget en knoglemarvsbiopsi, der bekræftede mistanken. 

Seje Alberte siger selv om episoden; ”Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var? Da min mor og min papfar begyndte at græde lidt, kiggede jeg op på dem og sagde: "Det kunne være meget værre – tænk nu, hvis jeg havde brækket mit ben?"

Ugen før denne besked, havde de været på Kronborg Slot. Her havde Alberte i ren udmattelse bare lagt sig ned midt i alle stenene. Kirstine lokkede med kakao og andet, men lige meget hvad hun prøvede, var der stort set ingen respons. En utrolig atypisk adfærd for Alberte, der altid har været selvkørende, og før hun blev syg, fuld af energi. 

Hun havde, før diagnosen, i en længere periode dagligt været ked af det i skolen, fik ofte feber og var syg hele tiden. Kirstine, Albertes mor, tog hende gentagende gange til lægen med samme svar hver gang – det bare var en virus.  

Kirstine beskriver denne lange periode op til Alberte blev syg således: ”Jeg tænkte ofte. Hvad er det der er galt med Alberte?” Alberte var meget ramt psykisk. Vi var egentlig ikke så nervøse for selve det, at hun var syg hele tiden. Det havde lige været covid-19 og alle lå syge, så den del var for mig ikke så bekymrende. Det, der var bekymrende, var, at jeg havde en datter, der græd hver dag. ” Til at starte med troede vi, at det var et trivselsspørgsmål. Vi begyndte at sætte fokus på kost og vitaminpiller. Men hun blev bare mere og mere grå at se på. Det var op til den dag kort efter de havde været på Kronborg Slot, hvor Kirstine til sidst insisterede på, at lægen skulle måle hendes blodprocent, der viste sig at være så lav, at de ikke kunne måle den.  

Når man er barn, og får kræft, får man udlevereret SuperSnøren på børnekræftafdelingen. Det er et af Børnecancerfondens tilbud.

Albertes snøre har allerede nu en længde på hele 7,5 meter lang med i alt 487 perler. 

Kirstine fortæller, at "SuperSnøren betyder super meget for Alberte. Hun er ret god til at huske, spørge og skrive ned hver gang, hun får en behandling. Derfor har hun jo også mange”. 

Alberte viser os hendes snor.  Her tager hun fat i ambulanceperlen og fortæller, at den fik hun, da hun blev kørt til Rigshospitalet med en ambulance, samme dag som hun blev indlagt, og familien fik at vide, at hun havde leukæmi. Allerede dagen efter, da behandlingen gik i gang, fik hun kemoterapi og tre blodtransfusioner. Alberte tager kemo-perlen frem og viser os den, og siger: ”Det er Kasper Kemo, det er min første kemo-perle”. Alberte har indtil videre herudover fået 62 intravenøs kemoperler og 61 tablet kemoperler. 

Vi spørger Alberte, om der en perle, som hun er bestemt glad for.  ”Ja, og jeg har kun en indtil videre – men jeg får snart en igen. Det er fødselsdagsperlen”, svarer Alberte begejstret. 

Alberte har rigtig mange stik-perler – hele 101 stk. Hun fik diabetes tre uger inde i hendes behandlingsforløb. Det blev opdaget efter en blodsukkermåling på hele 40. Alberte døjer heldigvis ikke længere med sukkersyge. Så snart hun stoppede med binyrebarkhormon, forsvandt sukkersygen som ”en dug på en sommermorgen”. 

Det er svært for hele familien, når både en forælder og det syge barn er indlagt i lange perioder. Før Alberte blev syg, var hun typisk den omsorgsfulde person, der passede på alle hendes søskende. Men efter hun blev syg, er rollerne skiftet lidt. Albertes søskende har været meget bekymrede for hende og har rigtig gerne ville støtte, hvor de kunne. Hendes lillesøster Vega fandt kort efter, Alberte havde mistet alt sit hår, en halv lyserød plastik bold på skolens legeplads. Den tog hun med hjem og gik troligt med i en måned på hovedet, så Alberte ikke var alene om at være skaldet.

Vega var superstolt af Albertes mindste fremskridt og mente derfor slet ikke, at ”gode og dårlige dage” perlerne var nok til hendes søster. Hun skulle også have perler for alt det andet, hun kunne klare. Derfor lavede hun hendes egen snor af piberensere. Hver gang Alberte kunne gå to skridt igen, åbne et vindue m.m., fik hun en piberenser af Vega.