Formål
RESPECT er et er et interaktivt rehabiliteringsprogram for børn og unge med kræft. Programmet har til formål at forbedre børnenes trivsel og livskvalitet under og efter behandlingen ved at fastholde børnene i klassefællesskabet.
Siden 2012 er programmet blevet testet gennem et forskningsprojekt. Det har vist solid effekt på børnenes livskvalitet. Derfor er programmet nu et fast tilbud til alle børn og unge med kræft gennem Børnecancerfonden.
En af de første aktiviteter i rehabiliteringsprogrammet er undervisning i det kræftsyge barn skoleklasse. Projektsygeplejersken fra den børnekræftafdeling, barnet er tilknyttet, tager ud i klassen og underviser klassekammerater og lærere i børnekræft. Sygeplejersken fortæller om behandlingen, og hvilke bivirkninger der kan være. Hun fortæller også om de generelle følelsesmæssige og sociale reaktioner, der kan være, når man har kræft. Til sidst fortæller hun om rehabiliteringsprogrammet RESPECT og muligheden for at blive ’klasseambassadør’.
Herefter bliver to af barnets klassekammerater udnævnt til ambassadører, der besøger barnet med kræft på hospitalet hver 14. dag. Det sker efter samråd med skolen og klassekammeraternes forældre.
I løbet af en ambassadørdag bliver det indlagte barn og klasseambassadøren undervist sammen i skolestuen på hospitalet. Børnene deltager i struktureret fysisk aktivitet sammen med afdelingens fysioterapeut, de spiser frokost og leger/hygger sig sammen. De sociale aktiviteter har fokus på socialt sammenhold, styrkede relationer og meningsfuldt indhold i hverdagen.
Ambassadøren deltager også i barnets undersøgelser eller behandling, så vidt det er muligt.
Status
Projekt er afsluttet.
Resultater
Programmet har vist stor effekt på børnenes trivsel. På den baggrund er RESPECT blevet implementeret på de fire danske børnekræftafdelinger fra 2018-2021. Både forskningsindsatsen og implementeringen er støttet af Børnecancerfonden. Projektet har dermed samlet modtaget 16,4 mio. kr. i støtte af siden 2012.
Fra 2023 har Børnecancerfonden valgt at overtage RESPECT for at sikre, at det fortsætter som et fast tilbud til alle børn med kræft på alle børnekræftafdelinger i Danmark. RESPECT drives fortsat af ph.d. og postdoc Hanne Bækgaard Larsen, Rigshospitalet.
Samarbejdspartnere
Projektet er finansieret i samarbejde med Team Rynkeby Fonden.
Støtteår
- Støttet med 3.237.000 kr. i 2018
- Støttet med 1.500.000 kr. i 2019
- Støttet med 1.697.000 kr. i 2020
- Støttet med 3.381.200 kr. i 2021