Formål
Projektet udspringer af et andet udviklingsprojekt om lindrende behandling støttet af Børnecancerfonden i 2016. Det udmøntede sig i en ansættelse af en dedikeret palliationssygeplejerske.
Det dedikerede fokus på lindrende behandling har afdækket, at der i dag er ulige adgang til tidlig henvisning til palliation. Og at familier til børn med kræft, der afslutter livet andre steder end på børnekræftafdelingen, ikke får tilbudt samme hjælp. Der er derfor givet støtte til at implementere klare kriterier og strukturer for henvisning og sorgstøtte.
Status
Projektet er afsluttet.
Resultater
I løbet af projektet har otte familier med et barn i den livsafsluttende fase modtaget støtte af palliationssygeplejersken.
Projektet har defineret nye retningslinjer, der sørger for, at forældre, der mister deres barn på andre afdelinger end børnekræftafdelingen, får samme hjælp og støtte efter barnets død. Afdelingen har desuden ændret praksis, så forældre, der mister et barn, får tilbudt en opfølgende samtale.
Der er nedsat en arbejdsgruppe vedr. kriterier for tidlig henvisning til lindrende behandling. Ambitionen er at implementere et værktøj fra Great Ormond Street Hospital i England. Værktøjet skal bl.a. bruges til at definere, hvilke patienter der bør henvises til specialiseret lindrende behandling allerede fra diagnosetidspunktet. Arbejdet er fortsat i gang.