I Børnecancerfonden går vi ind i 2026 med glæde over alt det, vores fællesskab har udrettet, og et stærkt håb for fremtiden. 2025 markerede vores 30-års jubilæum. Det var også året, hvor vi modtog rekordmange ansøgninger fra forskere, fagpersoner og ildsjæle, som arbejder for at redde og forbedre børns liv.
I 2025 har vi kunnet uddele hele 77,8 mio. kr. til ambitiøse forskningsprojekter og støtteinitiativer, alle til fordel for børn med kræft. Et svimlende flot beløb, og samtidig er der ingen tvivl: Der er et stort behov for at gøre mere. Og lige så vigtigt – der er hænder, som er klar til at tage fat og drive forskningen og fremskridtene frem.
Vi støtter, hvor fremskridt er nødvendige
Det er vores videnskabelige udvalg, der sammen med vores lægefaglige bestyrelse, vurderer, hvor Børnecancerfondens midler kan gøre den største forskel.
I årets uddeling har vi især haft fokus på tre områder: hjernetumorer, sarkomer og senfølger. Det er her, vi fortsat ser svære prognoser og lovende muligheder for at forbedre børns livskvalitet under og efter behandlingen.
”Vi har især uddelt støtte til projekter, der skal sikre bedre overlevelse og færre alvorlige senfølger.”
Christina Høi-Hansen
Forperson, Børnecancerfonden
Vores fokusområder i 2026
Hjernetumorer: Kræft i hjernen eller rygmarven er en af de mest komplekse former for børnekræft. Med hurtigere diagnoser og bedre behandling har vi mulighed for at forbedre overlevelsen og forebygge alvorlige senfølger hos børn og unge.
Sarkomer: Sarkomer er en type kræft, der opstår i kroppens støttevæv, og som ofte opdages sent. Med skræddersyede behandlinger og tidlig opsporing af tilbagefald, arbejdes der på at forbedre prognosen.
Senfølger: I dag overlever 85 % af børn med kræft, men mange får alvorlige senfølger –bl.a. træthed, kognitive vanskeligheder og kroniske smerter. Med ny forskning kan vi bane vej for et liv med færre senfølger efter endt behandling.
Fakta om året 2025
Uddelinger i 2025: 77,8 mio. kr.
Antal støttede projekter: 104 (2024: 95)
Fokusområder: Forskning, støtte til familier og oplysning.
Centrale samarbejdspartnere: Team Rynkeby, Danske Spil, Flying Tiger Copenhagen, FundRacers, Sportscar Event, Team Bodenhoff, Viaplay m.fl.