Leukæmi og blodkræft

Leukæmi (blodkræft) opstår primært i knoglemarvens bloddannende celler, og sygdommen kaldes af den grund også for blodkræft. Har man leukæmi, kan knoglemarven ikke danne blodceller, som den kan hos raske mennesker.

Leukæmi (blodkræft) er den mest almindelige kræftform hos børn, og 40-50 børn får hvert år stillet diagnosen.

Sygdommen opstår primært i knoglemarvens bloddannende celler, og sygdommen kaldes af den grund også for blodkræft.

Ved leukæmi vokser de ondartede celler ”uhæmmet” i knoglemarven, fortrænger den normale knoglemarv, og fremkalder dermed symptomer på knoglemarvssvigt.

Har man leukæmi, kan knoglemarven ikke danne blodceller, som den kan hos raske mennesker.

Overordnet set arbejder de hvide blodlegemer på at beskytte kroppen mod det man kalder ”fremmed indtrængning” som fx infektioner. De hvide blodlegemer kan opdeles i to celletyper.

De to celletyper opdeles ud fra deres evner til at:

• bekæmpe bakterier og svampe (myeloid) eller 
• bekæmpe virus og danne antistoffer (lymfoid). 

De hvide blodlegemers levetid er begrænset, og derfor producerer kroppen hele tiden nye.

Primært opstår denne produktion i den røde knoglemarv.

Når stamceller deler sig, fornyes blodlegemerne. Efter en række modningstrin modnes blodets forskellige legemer, som fx de hvide blodlegemer.

Opstår der en mutation på generne i de hvide blodlegemer, så dannes der leukæmi. Et resultat af disse mutationer på generne kan være, at der sker en ureguleret forandring af disse gener med deling og vækst af de hvide blodlegemer. Den uregulerede produktion skaber dermed ondartede hvide blodlegemer, og kan føre til en fortrængning af knoglemarvsfunktionen. Blodmangel og blodplademangel er derfor ofte set ved leukæmi.

Der findes fire forskellige hovedtyper af leukæmi (blodkræft) hos børn¹. De inddeles i henholdsvis ”akut” og ”kronisk” og herefter i ”myeloid” og ”lymfatisk”, der indikerer, hvilken type blodlegeme der er ramt af sygdommen. Akut leukæmi er den almindeligste kræftform hos børn. Sygdommen er ansvarlig for næsten en tredjedel af alle børnekræfttilfælde².

Udgør ca. 85 % af leukæmitilfælde hos børn. Sygdommen kan ramme børn i alle aldersklasser, men forekommer oftest i alderen 2-6 år. Den er lidt hyppigere hos drenge end hos piger.

Er meget sjælden. Der forekommer 0-2 tilfælde per år i Danmark.

Læs mere om akut lymfoblastær leukæmi her.

Udgør ca. 15 procent af de akutte leukæmitilfælde hos børn. Sygdommen rammer børn i alle aldersklasser og ses lige hyppigt hos piger og drenge.

Læs mere om akut myeloid leukæmi AML her.

Er en meget langsomt udviklende form for blodkræft, der udgår fra en undergruppe af de hvide blodlegemer (myeloide celler). Sygdommen rammer hvert år ca. 1-2 børn og unge (under 18 år) i Danmark. Sygdommen kan ramme alle aldersklasser, men forekommer hyppigst i teenageårene og hos drenge.

Læs mere om kronisk myeloid leukæmi her.

Et gennemgående træk ved alle typer af leukæmi er, at der opstår blodmangel (anæmi) hos barnet. På grund af blodmanglen er der flere symptomer, der viser sig ved blodkræftsygdomme.

Symptomerne kan relateres til de tre typer af såkaldt bloddannende stamceller i kroppen – røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.

Ved leukæmi falder produktionen af røde blodlegemer i kroppen. Derfor har blodet svært ved at transportere ilt rundt i kroppen, hvilket fører til træthed og almen svækkelse¹.

Produktionen af hvide blodlegemer i kroppen falder også. Har man for få hvide blodlegemer i kroppen, vil man være mere modtagelig over for infektioner¹.

Den tredje type af bloddannende stamceller i knoglemarven er blodplader. Det er dem, der beskytter os mod blødninger i kroppen. Hvis der ikke dannes nok blodplader i knoglemarven, vil der opstå flere blødninger fra både huden og slimhinderne¹.

Foruden disse fællessymptomer kan der være særlige symptomer, der kun viser sig ved de specifikke former for leukæmi hos børn. Generelt opstår symptomerne ved de akutte former for leukæmi hurtigere, end de gør ved de kroniske. Ved både akut myeloid leukæmi og akut lymfatisk leukæmi kan symptomerne opstå på få dage eller uger³.

Symptomerne ved de kroniske former for leukæmi intensiveres gradvist over en længerevarende periode – ofte måneder eller år. De kan derfor være sværere at påvise².

For at afgøre, hvilken type blodkræft der er tale om, kræver det en række undersøgelser, hvor der bl.a. tages prøver fra barnets blod og knoglemarv⁴.

Ofte kan man få en næsten sikker diagnose ved påvisning af leukæmiceller i blodet, men diagnosen skal altid bekræftes ved en knoglemarvsundersøgelse.

Lægerne udtager en knoglemarvsprøve fra hoftekammen og samtidig en prøve af rygmarvsvæsken (spinalvæsken). I enkelte tilfælde kan der være grund til også at tage en vævsprøve fra huden eller fra knuder andre steder i kroppen. Alle disse undersøgelser foregår i fuld bedøvelse.

Ved en såkaldt mikroskopi af knoglemarven kan lægerne påvise og typebestmme leukæmicellerne. Vurderingen af cellernes udseende suppleres med en undersøgelse, som viser særlige markører på cellernes overflade, der er karakteristiske for de forskellige undertyper og modningsstadier af sygdommen. Endvidere foretages en kromosomundersøgelse, der kan afsløre ændringer i de syge cellers arveanlæg (kromosomer), og rygmarvsvæsken (spinalvæsken) undersøges for indhold af leukæmiceller for at se, om sygdommen har spredt sig til centralnervesystemet.

Herudover foretages forskellige billeddiagnostiske undersøgelser. Der tages altid et røntgenbillede af hjerte og lunger for at se, om der er leukæmiansamling i kirtlen omkring brystkassen (thymus) eller i lymfeknuder i brysthulen. I nogle tilfælde foretages supplerende billedediagnostiske undersøgelser.

Årsagen til sygdommen er for langt størstedelen af børnene ikke kendt.

Kraftig radioaktiv bestråling kan fremkalde blodkræft, men ellers er ydre påvirkninger uden betydning. De fleste tilfælde af blodkræft er ikke nedarvede, og det er meget sjældent, at der forekommer mere end ét leukæmitilfælde i en familie. Man kender dog til enkelte sjældne syndromer, der kan medføre en øget risiko for leukæmi (f.eks. Downs syndrom).

Læs mere om genernes betydning for børnekræft.

Der er flere måder at behandle børneleukæmi på, men den primære behandlingsform er kemoterapi. Behandlingen tilrettelægges bl.a. efter leukæmivarianten.

Behandling af ALL

Behandlingen er baseret på en international behandlingsprotokol – ’ALLTogether-protokollen’ – udviklet af eksperter fra 14 europæiske lande.

Barnet får kemoterapi i fem eller seks faser. I hver behandlingsfase gives en kombination af flere typer kemoterapi. Nogle gives via munden som tabletter eller en opløsning (oralt), andre direkte i blodstrømmen som en injektion eller en infusion (intravenøs). Derudover gives kemoterapi direkte i rygmarvsvæsken (cerebrospinalvæske). Effekten af behandlingen kontrolleres ved en knoglemarvsundersøgelse efter to, fire eller 10 ugers behandling.

Efter de første 4 ugers behandling placeres barnet i én ud af fire behandlingsarme – Standard Risiko (SR), Lav Intermediær Risiko (IR-lav), Høj Intermediær Risiko (IR-høj) eller Høj Risiko (HR), hvor risikoen angiver sandsynligheden for, at leukæmien kan komme tilbage.

Placeringen sker ud fra testresultater fra diagnosen – bl.a. typen af ALL, om der findes genetiske fejl i leukæmicellerne, og om der er involvering af leukæmi i centralnervesystemet. Resultaterne af disse tests bliver sammenholdt med behandlingseffekten, målt som mængden af målbar restsygdom i knoglemarven (MRD). Det gør lægerne for at fastlægge, hvor intensive de næste behandlingsfaser skal være.

Børn med ALL, hvor standardbehandlingen ikke virker, eller hvor børnene får tilbagefald af sygdommen, kan blive tilbudt immunterapi. Det sker primært i form af såkaldt CAR T-celleterapi, hvor man bruger barnets egne immunceller til at behandle kræftsygdommen. Børnecancerfonden gav i 2018 6 millioner kr. til oprettelsen af et nationalt center for immunterapi til børn på Herlev Hospital.

Behandling af spædbarns-ALL

Spædbarns–ALL behandles også med cellegifte (kemoterapi). Behandlingen foretages i henhold til en international behandlingsprotokol, der hedder Interfant-06. Denne behandlingsprotokol benyttes i hele Norden og i det meste af Europa.

Behandlingen omfatter kombinationer af cellegifte, der er velkendte fra behandlingen af leukæmi hos større børn. I det første halve år af behandlingen får spædbarnet cellegifte i meget høj intensitet, hvorefter der skiftes til en mindre intensiv vedligeholdelsesbehandling.

Den indledende behandling varer fem uger og består af en uges forfase med binyrebarkhormon efterfulgt af fire ugers behandling med kemoterapi og binyrebarkhormon. Kemoterapien (forskellige cellegifte) gives som indsprøjtninger i et kateter i et stort blodkar og binyrebarkhormon som mikstur eller indsprøjtninger. Effekten af behandlingen kontrolleres ved en knoglemarvsundersøgelse efter to og fem ugers behandling.

Næsten alle børn vil efter fem ugers behandling være bragt i remission, det vil sige i en tilstand, hvor der ikke er symptomer på sygdommen, og hvor der ikke er mikroskopisk synlige leukæmiceller i knoglemarven eller andre steder i kroppen.

For at sikre, at barnet er helt kræftfri, og udrydde evt. restsygdom, giver lægerne herefter tre-fire behandlingsblokke samt en afsluttende vedligeholdelsesbehandling.

Den samlede behandlingstid er to år.

Læs mere om behandling af spædbarns-ALL her

Behandling af AML

Behandlingen omfatter kemoterapi og for nogle børn stamcelletransplantation.

Der indledes med to intensive kure kemoterapi (induktionsbehandling). Når barnet er kræftfri (i remission), fortsættes behandlingen med yderligere serier af kemoterapi (konsolideringsbehandling), som har til formål at fjerne de resterende leukæmiceller.

I forbindelse med hver behandlingsserie gives indsprøjtninger af cellegifte i rygmarvsvæsken for at hindre udvikling af leukæmi i centralnervesystemet. Endvidere foretages en knoglemarvsundersøgelse med henblik på løbende kontrol af behandlingseffekten.

Hver ny serie kemoterapi gives, når barnet er kommet sig efter forrige kur. Der går tre til fem uger mellem hver kur. Den samlede varighed af kemoterapien er seks til otte måneder.

Stamcelletransplantation

Nogle børn med AML responderer ikke tilstrækkeligt på kemoterapien. Disse børns bliver tilbudt en stamcelletransplantation (også kaldet knoglemarvstransplantation) med et familiemedlem (oftest en bror eller søster) eller en ubeslægtet person som donor.

Ved selve transplantationen gives højdosis kemoterapi og herefter en transfusion af stamceller fra donors knoglemarv eller blod.

Læs mere om behandling af AML hos børn her

Læs mere om stamcelletransplantation

Behandling af CML

CML behandles med en særlig form for cellegift (kemoterapi), en såkaldt tyrosinkinasehæmmer (TKI), som standser udviklingen af CML-leukæmiceller.

Der findes flere forskellige tyrosinkinasehæmmere (TKI), men børn og unge vil starte behandling med Imatinib (Glivec), som er den TKI-medicin, man har kendt i længst tid og derfor har mest erfaring med, også hvad gælder bivirkninger. Medicinen tages som tabletter.

De fleste patienter med CML har en leukæmi, som er i en såkaldt kronisk, rolig fase. Enkelte patienter med CML vil dog på diagnosetidspunktet (eller evt. senere) udvikle et stort antal umodne leukæmiceller i knoglemarven og har således en mere akut form for CML. I disse tilfælde kan det være nødvendigt, foruden TKI, at give mere intensiv kemoterapi.

Behandlingen er langvarig, formentlig livslang. Næsten alle børn og unge vil efter 1-2 måneders behandling være uden symptomer på sygdom. For de børn, som udvikler modstandsdygtighed over for medicinen eller udvikler en mere akut form for CML, kan stamcelletransplantation med raske stamceller fra en donor komme på tale.

Læs mere om behandling af CML hos børn her

Der kan være flere bivirkninger ved behandlingen af børneleukæmi. Hvilke bivirkninger, barnet oplever, og graden af dem, afhænger af flere ting.

De allerfleste bivirkninger er forbigående og forsvinder i løbet af nogle uger, efter behandlingen er afsluttet.

ALL

På grund af varierende behandlingsmoduler i de forskellige behandlingsgrupper – Standard (SR), Lav (IR-lav) og Høj (IR-høj / HR) – er der også forskelle i hyppigheden og typen af de bivirkninger, børnene oplever som følge af behandlingen. Blandt de mere alvorlige bivirkninger er svære infektioner, betændelse i bugspytkirtlen samt blodpropper. Under de første 4 ugers behandling vil ca. hvert tiende barn opleve én eller flere af disse bivirkninger.

Læs mere om ALL her

Spædbarns-ALL

Den intensive kemoterapi har en lang række hyppige og akutte bivirkninger. Den væsentligste er hæmningen af de raske celler i knoglemarven, hvilket betyder et lavt antal blodceller hos børnene og dermed øget risiko for infektioner, blodmangel og blødninger. Andre hyppige og generende bivirkninger er slimhindepåvirkning samt hårtab.

Læs mere om spædbarns-ALL her 

AML

Bivirkninger som infektioner, påvirkning af slimhinderne, blødninger og tab af håret er også almindelige hos børn, der behandles for AML. Vedvarende bivirkninger til kemoterapien er sjældne, men ses hyppigere efter transplantation. 

Læs mere om AML her

CML

Behandlingen af CML er mindre intensiv, mindre belastende og har færre bivirkninger end den behandling, som gives ved de andre mere akutte leukæmiformer. Behandlingen er til gengæld langvarig, formentligt livslang, og barnet skal derfor kunne tåle den i en længere årrække. Derfor er det vigtigt, at det kan udvikle sig og leve et normalt liv under TKI-behandlingen.

Mange bivirkninger (fx knoglemarvspåvirkning og kvalme) er forbigående og mest udtalte i starten af behandlingen. Men TKI-behandlingen kan på sigt påvirke barnets knogler og dermed evt. også højdevæksten. Det holder lægerne øje med under de løbende kontroller. 

Læs mere om CML her

Risikoen for udvikling af senfølger afhænger af leukæmiformen, behandlingen og af tidspunktet, hvor barnet er blevet behandlet. Derfor planlægges et personligt kontrolprogram for det enkelte barn.