Kemoterapi

Kemoterapi er den mest anvendte form for behandling til børn med kræft. Terapiformen dækker over behandling med såkaldte cellegifte/celledræbende stoffer (cytostatika), der kan forhindre kræften i at vokse og sprede sig.

De celledræbende stoffer, som man benytter i forbindelse kemoterapi, er reelt set gift for kroppen. De virker i hele kroppen og rammer både de syge og raske celler. Mens de raske celler har en evne til at reparere sig selv og hele, så kan de syge (maligne) kræftceller ikke gøre det i samme omfang. Ved at give kræftsyge børn kemoterapi i flere doser eller serier, sikrer man, at de raske celler har tid til at komme sig efter hver behandlingsgang, mens kræftcellerne bliver færre og færre.¹

Kemoterapi kan være hårdt for barnets krop, og der er en række bivirkninger forbundet med behandlingsformen. Bl.a. kan den give blodmangel, generel utilpashed og et svækket immunforsvar. Det er derfor vigtigt, at behandlingen tilrettelægges efter det enkelte barn.²

Formålet med medicinsk behandling af kræft, herunder kemoterapi, kan enten være at helbrede barnet, øge barnets levetid og/eller forbedre barnets livskvalitet ved at lindre fx smerter.

Kemoterapi kan gives på flere måder. Ved nogle børnekræftformer bruger man behandlingen i kombination med kirurgi eller stråleterapi, mens lægerne ved andre former for børnekræft giver kemoterapi før (neoadjuverende) eller efter det kirurgiske indgreb (adjuverende).

Formålet med at give såkaldt neoadjuverende kemobehandling er at mindske kræftknuden, så operation senere hen bliver mulig – mens såkaldt adjuverende kemobehandling har til formål at nedsætte risikoen for, at kræften vender tilbage.

Kemoterapien virker ved at dræbe kræftcellerne i barnets krop. Det gør den ved først at identificere celler, der er i gang med at dele sig, og herefter angribe dem.

Vores kroppe består af milliarder af individuelle celler. Hvis en rask celle deler sig, er det fordi, den har taget skade og reparerer sig selv. I modsætning til kroppens raske celler, formerer kræftceller sig både hyppigt og hurtigt. Kræften formerer sig ved, at en celle deler sig i to identiske celler, der herefter deler sig i fire, der igen deler sig i otte celler osv.³

Nogle former for kemoterapi dræber de enkelte cellekerner, der fungerer som cellernes kontrolcenter, så de ikke kan formere sig. Andre typer af kemoterapi forstyrrer den kemiske proces, der er en del af formeringen, så kræftcellerne ikke kan dele sig.

Klassiske cellegifte (cytostatika), der bruges i kemoterapi, virker altså ved at hæmme både raske og syge cellers funktion og vækst. Væv med en aktiv celledeling er mere følsomt over for kemoterapien, og selvom både raske og syge celler har en evne til at reparere skader, så er denne evne mere udtalt hos de raske celler. Derved kan der samlet set opnås en effekt med kemoterapi.

Doseringen af kemoterapien afhænger af det enkelte barn, typen af kræft samt størrelsen på tumoren. Behandlingen fastlægges ud fra et princip om at give barnet den højest tålelige dosis, der giver størst effekt på kræften og samtidig færrest mulige bivirkninger.⁴

Kemoterapi kan gives på forskellige måder³. Hos børn med kræft gives kemoterapien ofte gennem et såkaldt centralt venekateter (CVK). Det er en blød plasticslange, der fra huden føres ind i en stor blodåre og udmunder ved højre hjertekammer. CVK’et anlægges, så snart barnet har fået stillet en kræftdiagnose. Udover kemoterapi kan CVK’et bruges ifm. blodprøver, antibiotika eller understøttende behandling som ernæring, væsketilskud og blodtransfusioner. Det gør, at barnet ikke skal stikkes igen og igen.

Cellegiften (kemoterapien) føres rundt med blodet, og den kan derfor ramme beskadigede celler overalt i kroppen. For at reducere risikoen for, at kræften udvikler resistens imod cellegiften, gives der ofte flere typer af cellegifte samtidigt. En sådan kombinations–kemoterapi kan være med til at mindske barnets bivirkninger ved behandlingen. Kemoterapi kan også kombineres med andre former for kræftbehandling, herunder immunterapi, som er målrettet det område, hvor kræften vokser.

Behandlingerne gives ofte i kure eller serier, der gentages med et fastlagt interval. Det sikrer, at barnets knoglemarv kan nå at restituere, inden den modtager kemoterapi igen. Knoglemarven kan således nå at producere flere blodceller¹.

Ved solide tumorer vurderes effekten af kemoterapien efter to til tre kure. Virker cellegiften efter hensigten, fortsættes behandlingen med kemoterapi. Hvis kræften fortsat vokser, stoppes behandlingen, eller man skifter til en anden behandlingsform.

Længden (RET) af kemoterapien og antallet af kure afhænger af barnets kræfttype samt typen af cellegift(e).

Nogle af landets børnekræftafdelinger tilbyder at man kan få kemoterapi hjemme, og på den måde undgå indlæggelse og lange hospitalsbesøg.

Det foregår på den måde, at man får en kemopumpe, som er indstillet til den specifikke behandling. Pumpen giver den rette mængde af kemoterapi, som indføres direkte i en blodåre via et venekateter.

Kemopumpen ligger i en taske, som man kan have med sig rundt.

Bivirkningerne til kemoterapi kan være milde, men i nogle tilfælde også alvorlige og endda livstruende. Derfor er det vigtigt, at det kræftsyge barn behandles med understøttende terapi, så bivirkningerne holdes på et minimum. At kemoterapi virker ved at dræbe celler, der deler sig, kan hjælpe til at forklare, hvorfor der er bivirkninger forbundet med behandlingen.

Kemoterapien skelner som nævnt ikke mellem raske og kræftramte celler, og er der en celle, der vokser og formerer sig, påvirkes den af medicinen. Kroppen har en række celler, der – på trods af, at de er sunde, raske og udvoksede – deler sig. Det er bl.a. cellerne i håret, knoglemarven, huden og forskellige dele af fordøjelsessystemet³. Derfor rammer kemoterapien også dem. Sunde og raske celler kan imidlertid reparere sig selv, hvis de bliver skadede af kemoterapi. Det betyder også, at de fleste bivirkninger er midlertidige og forsvinder igen, når behandlingen er overstået.

Nogle bivirkninger, som fx kvalme eller diarré, opstår måske kun på de dage, hvor barnet modtager en dosis kemoterapi. Bivirkningerne ved kemoterapi inddeles i to hovedgrupper – akutte og sene bivirkninger, som uddybes nedenfor.

Akutte bivirkninger er gener, der opstår i forbindelse med kemoterapien. De opstår under eller kort tid efter behandlingen.

Akutte bivirkninger er ofte forbigående. Når barnet ikke længere modtager kemoterapi, forsvinder de derfor typisk².

Fire ud af fem børn overlever i dag kræft. Men sygdommen og behandlingen kan spille en rolle resten af livet i form af senfølger. Én gruppe oplever så svære senfølger, at de ikke kan leve et selvstændigt liv.

Mange børn oplever senfølger efter behandling af kræft, som påvirker dem langt ind i voksenlivet. De kan have svært ved at vokse, som de skal, deres reproduktionsevne kan blive svækket, så de har sværere ved at få børn, og de har øget risiko for stofskiftesygdomme. Derudover har børnene mange faglige, sociale og relationelle udfordringer, som har indvirkning på deres tilknytning til venner, uddannelse og arbejdsmarked.