På det tidspunkt vidste han ikke svaret. Faktisk var han heller ikke sikker, da han blev spurgt direkte til optagelsessamtalen.
"Jeg svarede ja, men jeg ved faktisk ikke, om jeg helt mente det. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om det kunne lade sig gøre."
I dag kender han svaret. Mere end et årti senere er han med til at markere Team Rynkebys 25-års jubilæum. Som om det ikke var særligt nok i sig selv, fylder han samtidig 38 år den dag, holdet ruller ind i Paris.
Sjælden tumor som spæd
For Søren har livet med ét ben aldrig været noget usædvanligt. Da han var spæd, blev han ramt af hæmangiopericytom, en meget sjælden tumor, der opstår i blodkarrene i celler kaldet pericytter. Sygdommen blev en del af hans liv, før han overhovedet kan huske det.
"Det er faktisk ikke noget, jeg har tænkt over. Det har bare altid været sådan. Da det skete, var jeg kun et halvt år gammel, så for mig har verden altid set sådan ud. Jeg troede egentlig bare, at alle andre gjorde tingene på samme måde som mig."

En beskeden start
Selvom cykling i dag fylder en stor del af hans liv, begyndte det hele ganske beskedent. Cykelsporten har altid været til stede i familien. Både hans far og bedstefar har kørt cykelløb, og fascinationen af sporten har fulgt ham siden barndommen. Men da han første gang begyndte at cykle mere seriøst, foregik det på en mountainbike med ét gear, det man i dag ville kalde en fixie. Når det gik ned ad bakke, gik det stærkt. Når det gik op ad bakke, blev det tungt.
I 2014 besluttede han sig for, at det skulle være mere end bare ture i skoven. Han havde hørt om Team Rynkeby, og med sin egen historie virkede det som den perfekte udfordring.
"Med min baggrundshistorie virkede det som en oplagt mulighed for at bevise, både over for mig selv og andre, at man forhåbentlig godt kan cykle til Paris med ét ben."
Søren blev optaget på holdet. Det var en beslutning, der føltes både spændende og skræmmende. Han vidste ikke, hvad han gik ind til, men med opbakning fra sin daværende kæreste, og nuværende kone, tog han springet.
"Jeg havde aldrig prøvet at skifte gear eller klikke ind og ud af pedalerne. Det føltes som at starte helt forfra."
Når kroppen protesterer
Det, der begyndte som et personligt mål, udviklede sig hurtigt til noget større. For selvom de mange træningskilometer, fællesskabet og oplevelsen af at cykle til Paris betyder meget, er det i sidste ende formålet, der driver ham videre år efter år.
"Vi plejer at sige, at Team Rynkeby står på tre ben. Det sociale fællesskab, motionen og så det vigtigste: de kritisk syge børn."
På de lange træningsture og under selve turen til Paris kommer der altid øjeblikke, hvor kroppen protesterer. Dage, hvor benene gør ondt, energien er væk, og man ved, at det hele skal gentages dagen efter. Det er i de øjeblikke, Søren finder motivationen.
"Jeg tænker på, at børnene ikke selv har valgt den smerte og det lange forløb, de går igennem. Vi har selv valgt den her udfordring, og vi skal trods alt kun udholde den i en begrænset periode."
Tanken sætter hans egne udfordringer i perspektiv.
"Når det bliver fysisk og mentalt hårdt, tænker jeg på, hvor lille min egen udfordring egentlig er sammenlignet med det, børnene og deres familier gennemgår. På tredje eller fjerde dag kan man godt sidde og fælde en tåre, når man virkelig bliver presset. Det kan simpelthen noget, som er svært at forklare."
Gennem årene har han oplevet mange stærke øjeblikke. Da han første gang nåede frem til Paris, oplevede han, at mennesker gerne ville have taget billeder sammen med ham.
"Det virkede helt mystisk, at bare fordi jeg cyklede med ét ben, så syntes folk, det var mindeværdigt."
Han husker også særligt mødet med andre ryttere, der ligesom ham selv har mistet et ben. Møder med mennesker, der på hver deres måde forstår de erfaringer og udfordringer, som følger med.
Umuligt uden opbakning
Her 11 år efter er det stadig børnene og familierne, der står tilbage som den vigtigste grund til at være en del af Team Rynkeby Trekanten.
Men indsatsen havde ikke været mulig uden opbakningen hjemmefra. Søren fortæller, at både hans kone og deres to niårige tvillingepiger gennem årene har givet ham den tid og plads, der skal til for at kombinere familieliv med de mange træningstimer og aktiviteter. Familien har også selv været en aktiv del af rejsen og har deltaget i forskellige arrangementer og events omkring Team Rynkeby.
"Min kone og mine børn har virkelig støttet mig i det her ved at give plads og tid til at deltage. De har også selv været med til forskellige arrangementer. Vi har blandt andet inviteret hele holdet hjem til grill efter en af vores ture, og mine piger synes også, det er sjovt at være med."
"Det er børnene og familierne, vi gør det for. Når man møder dem og ser, hvilken forskel pengene gør, får man en helt anden forståelse for betydningen af det arbejde, vi laver." siger Søren.
Og måske er det netop derfor, Søren stadig sætter sig på cyklen. Det, der begyndte som et ønske om at bevise noget for sig selv, er blevet til en livslang rejse, hvor fællesskab, viljestyrke og kampen for børnene går hånd i hånd hele vejen til Paris.