Et mål, der kunne trække ham tilbage
Midt i stilstanden begyndte tankerne at kredse om et løb, han længe havde haft i baghovedet: Norseman. Et af verdens mest krævende triatlonløb. Et løb, der kombinerer Ironman-distancen med ekstreme vejrforhold og en afslutning på toppen af et norsk bjerg.
For Anders var det på alle måder et voldsomt mål at sætte sig. Men netop derfor gav det mening. “Jeg havde brug for noget at gå efter. Jeg tænkte, at jeg skulle have et vildt mål for at motivere mig selv til at komme tilbage. Drømmene skal være store,” siger han.
Fra sofaen, hvor han ikke kunne bevæge sig, satte han sig et mål om at stå på toppen af Gaustatoppen året efter. Det var både urealistisk og dragende på samme tid. “Det var egentlig dér, det hele startede. Jeg lå der og ikke kunne noget og så blev målet at skulle op på toppen af det bjerg. Løbet virkede spændende, euforisk og eventyrligt.”
Børnekræft som formål
Vejen til Norseman førte Anders ind i et setup, hvor deltagelsen var koblet til velgørenhed gennem teamet Zalaris. For at blive en del af holdet skulle man samle penge ind til et kræftrelateret formål og valget faldt hurtigt på Børnecancerfonden.
“Børn betyder meget for mig, og jeg synes, det er en vigtig sag. Jeg havde også set andre skabe opmærksomhed omkring Børnecancerfonden, og da jeg undersøgte det nærmere, vidste jeg, at det var det, jeg ville dedikere det til.”
Selvom han ikke havde en personlig relation til børn med kræft, føltes det meningsfuldt at koble sin egen udfordring til en sag, der rækker langt ud over ham selv. “Jeg kunne tage den hårde, fysiske del på mig og samtidig give noget tilbage til nogen, der har det svært på en helt anden måde og ikke selv har mulighed for at vælge.”
Når perspektivet ændrer sig
Undervejs i forberedelserne begyndte Anders at sætte sig mere ind i, hvad det vil sige at være barn med kræft og hvad det betyder for hele familien. Det gjorde et stort indtryk. “Der er jo ikke nogen, der skal opleve kræft. Jeg var inde og se videoer og læse om børnene og deres forældre. Alt det, de går igennem i så tidlig en alder… det satte noget dybt i mig,” fortæller han.
Det ændrede også hans syn på den udfordring, han selv stod overfor. “Hvis jeg bare med min hjælp kunne samle nogle penge ind, så føltes det større end at skulle gennemføre løbet. Det kræver meget, men det kræver meget mere at komme igennem et kræftforløb som barn.”
Den erkendelse blev en drivkraft, der rakte langt ud over træningsplaner og personlige mål.
Motivationen, der skulle genfindes
Vejen frem mod Norseman var ikke uden udfordringer. Træningen var omfattende, og hverdagen skulle hænge sammen med både familie, arbejde og indsamling. “Der var mange træninger og meget kalender-gymnastik,” fortæller Anders, men understreger samtidig, at han hele tiden fandt en måde at holde fast på.
“Jeg holdt snuden i sporet. Hver gang der kom donationer ind, eller folk spurgte ind til det, fik jeg ny energi.” Det var ikke ønsket om anerkendelse, der drev ham, men følelsen af, at projektet havde betydning.
“Det handlede ikke om at få spotlight på mig selv. Men jeg blev virkelig glad for, at folk syntes, det var værd at støtte. Det gav mig meget at kunne fortælle, at det var for Børnecancerfonden.” Netop det formål blev afgørende i de perioder, hvor det var svært at finde motivationen.
“Det var dét, der fik mig op tidligt om morgenen og ud sent om aftenen. I vandet, på landevejene og på løberuterne.” fortæller han.
Et fælles projekt
Indsamlingen udviklede sig hurtigt til at blive et projekt i sig selv. Anders tog kontakt til sit netværk, virksomheder og venner og satte forskellige initiativer i gang for at samle penge ind. “Jeg rakte ud på sociale medier, skrev mails og lavede auktioner, tombola og andre aktiviteter. Mange bække små,” fortæller han.
Undervejs blev det tydeligt, hvor vigtig opbakningen fra omgivelserne var. “Min familie har været fantastisk til at give mig plads og tid både til drømmen om Norseman og til arbejdet med at samle ind.”
Det samlede resultat blev 60.000 kroner til Børnecancerfonden. Et beløb, han selv overlader trygt i fondens hænder. “Jeg har fuld tillid til, at de ved præcis, hvad pengene skal bruges til.”
At turde gå efter det
Når Anders ser tilbage på sin rejse, er det ikke kun den fysiske præstation, der står tilbage, men også de erfaringer, han har gjort sig undervejs. “Hvis det er en stor drøm, skal man gå 100 procent efter det, men man skal også være tro mod sig selv,” siger han og peger på, at det er afgørende at kende sit eget udgangspunkt.
“Hvorfor gør jeg det? Hvad vil jeg gerne opnå? Og giver det mening i forhold til, hvem jeg er?” Samtidig understreger han, at opbakning er en forudsætning for at lykkes med et projekt af den størrelse.
“Uden opbakning bliver det svært. Og så er det vigtigt, at det er bæredygtigt både fysisk, mentalt og økonomisk. Det skal ikke være for enhver pris.”
En personlig rejse
For Anders blev Norseman også en måde at lære sig selv bedre at kende. Han fik som 29-årig konstateret ADHD og har siden arbejdet med at forstå sine egne behov og styrker.
“Norseman var en kæmpe udfordring både strukturelt, logistisk og fysisk. Jeg så det som en måde at uddanne mig selv på,” fortæller han.
Undervejs testede han sine egne grænser og reaktioner. “Hvor langt kan jeg gå? Hvor udholdende kan jeg være? Hvordan reagerer jeg, når det bliver virkelig hårdt?”
Erfaringerne har han taget med sig videre – både personligt og i sit arbejde med mennesker. “Jeg ville gerne stå med noget ægte erfaring og autenticitet. Måske kan jeg inspirere andre.”
Når én indsats gør en forskel
I dag står Anders tilbage med en oplevelse, der rækker langt ud over selve løbet. Det handler ikke kun om at gennemføre Norseman, men om at bruge sin egen udfordring til at gøre en forskel for andre. “Hvis du spørger mig, om jeg ville gøre det igen, er svaret ja,” siger han.
Hans historie er en påmindelse om, at store projekter ikke nødvendigvis starter med store handlinger, men med en beslutning om at gøre noget og et ønske om, at det skal betyde noget for andre end én selv.
Og måske er det netop dér, motivationen ligger: i at turde sætte barren højt, finde sit formål og tage det første skridt. Også når udgangspunktet er en sofa og en usikker fremtid.
