Nyheder

|

29. januar 2026

Når underholdning og en vigtig sag går hånd i hånd

20857944 Masterchef S09 Jul E02 01

Et underholdningsprogram kan gøre en stor forskel. Det viser samarbejdet mellem Børnecancerfonden og Viaplay, hvor MasterChef Jul formåede både at engagere seerne, skabe bred opmærksomhed om børnekræft og samtidig samle mere end 600.000 kroner ind til arbejdet for børn ramt af kræft og deres familier.

Gennem særlige afsnit af MasterChef Jul blev et populært og folkeligt tv-format rammen om en alvorlig sag. Her deltog forældre til børn med kræft, og programmerne formåede at kombinere nærvær, underholdning og mening. Resultatet var stor synlighed på tværs af Viaplays platforme og en markant opbakning fra danskerne - både i form af engagement og donationer.

Hos Børnecancerfonden er netop denne form for nytænkning afgørende. Ved at arbejde med kreative formater, der rækker ud over klassisk markedsføring, kan fonden nå nye målgrupper og skabe opmærksomhed på en relevant og ægte facon.

For vicedirektør i Børnecancerfonden, Nicolai Eisenreich, viser MasterChef Jul, hvordan underholdning kan gøre en konkret forskel:

”For os handler det om, at familierne har adgang til den bedst mulige behandling, hvis de bliver ramt. Vores vision er, at alle børn skal overleve kræft til et liv uden senfølger. Programmer som MasterChef Jul giver os en enestående mulighed for at skabe synlighed om sagen og samtidig rejse midler, som er helt afgørende for vores arbejde.”

Viaplay Group har gennem de seneste syv år samarbejdet med Børnecancerfonden gennem en række initiativer, men MasterChef Jul er et tydeligt eksempel på, hvordan et stærkt underholdningsformat kan rumme en vigtig sag uden at gå på kompromis med seeroplevelsen.

For Viaplays danske CEO, Lars Bo Jeppesen, er det netop mediets rækkevidde, der forpligter:

”Som mediehus når vi bredt ud, og det giver os et ansvar. Når vi kan bruge vores formater til både at engagere seerne og støtte en sag, der betyder noget for så mange familier, giver det dyb mening. MasterChef Jul viser, at underholdning kan være en platform for både fællesskab, oplysning og konkret støtte. Børnecancerfonden har stor opbakning internt hos os, fordi vores børn er det vigtigste, vi har,”

At formatet gør en forskel, bekræftes også af Louise Haack Sandager, der deltog i MasterChef Jul. Louise mistede i 2021 sin datter Vega efter et langt kræftforløb, og for hende var deltagelsen en måde at give noget videre:

”Da Vega var syg, betød Børnecancerfonden enormt meget for os. At være med i MasterChef Jul gav mening, fordi programmet skabte opmærksomhed på sagen og samtidig gjorde det muligt at samle penge ind, så andre familier kan få støtte - både nu og i fremtiden.”

I dag overlever seks ud af syv børn en kræftdiagnose, men der er fortsat store udfordringer - særligt når det gælder senfølger samt visse diagnoser som hjernetumorer og sarkomer. Derfor er der fortsat brug for både synlighed og støtte.

MasterChef Jul viser, hvordan et underholdningsprogram kan være en effektiv og meningsfuld platform for en vigtig sag - og hvordan kombinationen af engagement, omtale og indsamling kan gøre en reel forskel.

Børnecancerfonden og Viaplay har samarbejdet i 7 år og indtil videre har det betydet mere end 11 mio. kr. indsamlet. De midler er udover MasterChef Jul, indsamlet gennem initiativer som #GribBolden og Padel for Børnecancerfonden, ligesom Viaplay også har bakket op om FodboldtrøjeFredag, og deltager selvfølgelig også selv internt hvert år første fredag i marts.

Det er fortsat muligt at støtte Børnecancerfonden via MobilePay 480505.