Skal kræftoverlevere bekymre sig om depression?
Forskeren bag ny undersøgelse om sammenhæng mellem børnekræft og depression svarer på spørgsmål.
- Hvor tydelig er sammenhængen mellem børnekræft og depression?
Der er ingen tvivl om, at overlevere efter børnekræft har en øget risiko for depression. Det gælder for alle børnekræftformer. Børn med kræft bliver både udsat for en traumatisk oplevelse og for kradse behandlinger som også er giftige for raske celler. Deres familie er i krise og deres hverdag bliver ændret grundlæggende.
- Hvor meget større risiko er der ved behandling efter de nyeste protokoller?
Risikoen for depression stiger for overlevere, der er blevet behandlet det sidste 10-år. Sammenlignet med de, der blev behandlet for 40 år siden, er risikoen 2½ gange større blandt overlevere efter blodkræft – en stigning der signifikant overgår den, der findes i samfundet generelt. Særligt stiger risikoen for de nyest behandlede for leukæmi (ALL), som er en gruppe, hvor behandlingen er blevet intensiveret og overlevelsen er markant bedret.
- Hvor stor andel af nutidige overlevere efter børnekræft udvikler depression?
10 år efter kræftdiagnosen vil 11% have fået antidepressiv medicin mod 8% af baggrundsbefolkningen. Det er altså fortsat langt mere sandsynligt ikke at få depression efter børnekræft.
- Hvor bekymret skal forældre til overlevere være?
Der er ingen vej uden om behandlingen, for uden den vil barnet dø inden for kort tid. Som sagt er der langt større chance for at overleve uden depression. Faktisk har langt de fleste børnekræftoverlevere en normal livskvalitet.
- Hvad kan de gøre?
Forældre og pårørende skal være opmærksomme på deres barns opførsel og velvære. Hvis børnekræftoverleverne begynder at vise tegn på depression, skal forældrene tage det alvorligt og ikke stille sig tilfreds med, at det er noget, der følger med børnekræft. Depressioner er alvorlige, plagsomme lidelser. Og de kan behandles og mildnes, enten med medicin, med fysisk aktivitet eller med fx kognitiv terapi. Søg derfor læge for at undersøge for depression og for at finde den bedste behandling.
Behandlere og forskere skal lede efter ting, vi kan gøre bedre. Om vi skal fjerne noget af behandlingen, om vi skal sørge for bedre støtte under og efter behandlingen, det ved vi ikke endnu. Vi arbejder på det.
- Overlevere efter svulster i hjernen, knoglemarvstransplanterede overlevere efter blodkræft, og overlevere efter kræft i knogler og bløddele i arme og ben er særligt udsatte for depression. Hvorfor det?
Overlevere efter svulster i hjernen har dels en sygdom i hjernen fra start af, dels er behandlingen rettet mod sygdommen i hjernen. Derfor er der en del skadevirkninger på hjernen og en af dem er depression.
Overlevere, der er blevet knoglemarvstransplanterede har været igennem et virkeligt intensivt behandlingsforløb, hvor de ud over virkelig hård medicinsk behandling også er blevet isoleret i lang tid. De her overlevere er igennem det hårdeste behandlingsforløb, vi har.
Overlevere med kræft i knogler og bløddele i arme og ben blev tidligere tit behandlet med amputation. Nu om dage prøver vi i højere grad at bevare arme og ben. Under begge omstændigheder lever overleverne med et synligt handicap og vi tænker, at det konstant at blive mindet om børnekræften måske fører til dårlig psykisk helbred.
- Er der en sammenhæng mellem omfanget af senfølger og udviklingen af depression?
Børnekræftoverlevere er ikke mere sårbare over for andre risikofaktorer for psykisk sygdom så som psykisk sygdom i familien eller dårligere sociale kår. Faktisk så det ud til, at de var mindre sårbare end baggrundsbefolkningen. Det synes jeg er vigtig viden og et bevis på, hvor stærke børnekræftoverlevere og deres familier er.
Vi undersøgte ikke for, om fysiske senfølger øger risikoen for depression. Det må blive næste gang.
