Team Rynkeby

Team Rynkeby cykler for børn med kræft – og har siden 2002 doneret mere end en kvart milliard til Børnecancerfonden. TAK for at være en vigtig del af styrken.

Team Rynkeby rytter og Børnecancerfonden barn

Team Rynkeby – hele vejen til Paris

Team Rynkeby er et cykelhold, der hvert år cykler 1.200 km. til Paris. Det gør de for at sætte fokus på og samle penge ind til børn med kræft.

Cykelholdet, der drives af Team Rynkeby Fonden, blev officielt stiftet i 2002. På den første tur deltog 11 cykelryttere, der oprindeligt cyklede til Paris for at se afslutningen på Tour de France. Da cykelrytterne en lille uge senere var tilbage i Danmark, havde de været så gode til at skaffe sponsorater, at der var 38.000 kr. i overskud.  

De donerede overskuddet til børnekræftafdelingen på Odense Universitetshospital, og siden da er det gået stærkt. Teamet er vokset markant – både i antal ryttere og ikke mindst i størrelsen på de indsamlede midler. I dag er Team Rynkeby i 8 forskellige lande og består af mere end 2.000 cykelryttere og over 500 hjælpere.  

Team rynkeby bcf ballon

Team Rynkeby og dansk børnekræftforskning

Team Rynkeby har siden den første tur haft fokus på at samle penge ind til børn med kræft. De 38.000 kr., der efter den første tur blev doneret til børnekræftafdelingen i Odense, er vokset støt gennem årene. 

Senest i 2024 donerede Team Rynkeby 12,6 mio. kr. til børn med kræft. 80 % af midlerne går til forskning.

20180413 Elin Bornecancerfonden 321

Danske børnekræftafdelinger i førertrøjen

Det stigende antal danske ryttere og hjælpere, der hvert år engagerer deres familier, netværk og lokalområder – og på den måde også bringer Børnecancerfonden ud i hele Danmark – har i høj grad givet fonden muskler til at styrke den vigtige børnekræftforskning. Takket være målrettet forskning overlever 6 ud af 7 børn i dag deres kræftsygdom, og de danske børnekræftafdelinger er nogle af de bedste i verden. 

Donationerne fra Team Rynkeby har også givet Børnecancerfonden mulighed for at igangsætte helt nye forskningsområder. For selv om 85 % af børn med kræft i dag overlever, er der i høj grad stadig brug for at forbedre behandlingen, så alle børn kan overleve kræft til et liv uden senfølger. 

BC Riget 16

Bliv en del af Team Rynkeby

Som en del af Team Rynkeby sætter du ikke blot fokus på børn med kritiske sygdomme og Børnecancerfonden. Du får også en stor personlig oplevelse. 

Team Rynkeby er inddelt i forskellige cykelteams, hvor det er holdkaptajnen og de enkelte styregrupper, der hvert år sætter holdene med både “ryttere” og “servicepersoner”. For at komme i betragtning skal du være fyldt 18 år, og være motiveret til at yde en ekstra indsats for at rejse penge til det velgørende formål. Det er ikke en forudsætning, at du er i god form eller dygtig til at cykle. 

Der er mere til indsatsen end at cykle til Paris i juli, og forberedelserne til løbet varer ofte hele året. Du skal derfor – foruden selve “Tour de Paris” – kunne afsætte tid til at træne med dit hold 2 gange om ugen hele foråret. Hvert hold bestræber sig på at cykle minimum 2.500 km på de danske landeveje, inden turen går til Paris. Derudover er der også arbejde forbundet med at finde sponsorer og rejse penge. 

Hvis du har lyst til at være en del af Team Rynkeby, er første skridt at skrive en motiveret ansøgning. Der er en række udvælgelseskriterier, som bl.a. lægger vægt på, at de enkelte hold er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder og spænder bredt aldersmæssigt.

Udgifterne til deltagelsen afholder du selv. For rytterne betyder det, at de skal anskaffe sig en Team Rynkeby-cykel og dertilhørende cykeltøj og -udstyr.