Nyheder

|

16. oktober 2025

Superkraft 2.0: En digital støtteapp, der skaber tryghed for familier med kræftramte børn

Børnecancerfonden relancerer nu appen Superkraft i en ny og forbedret version, der er udviklet i tæt samarbejde med både familier og sundhedspersonale.

Hver gang et barn får kræft, forandres både barnets og familiens hverdag fra det ene øjeblik til det andet. Midt i usikkerhed, bekymringer og nye rutiner kan det være en stor hjælp at have adgang til viden og støtte – samlet ét sted. Det er netop formålet med appen Superkraft, som nu er blevet relanceret i en ny version.

"Når et barn får kræft, vælter hverdagen for hele familien. Superkraft-appen er et lille holdepunkt i kaos – et sted, hvor man kan finde svar og få et overblik, når det hele er allermest uoverskueligt. Den giver plads til både praktikken og følelserne," fortæller Børnecancerfondens direktør Marianne Benzon Nielsen.

Superkraft-appen er Børnecancerfondens digitale støtteværktøj til familier med kræftsyge børn. Den blev oprindeligt lanceret i 2016 under navnet Børnekræft som et supplement til den fysiske informationsmappe. Med den nye version – også kaldet Superkraft 2.0 – er både indhold og funktioner blevet opdateret og udvidet, baseret på input fra de familier og fagpersoner, som står midt i det hver dag.

Et samlet sted for viden, støtte og overblik

Superkraft rummer en række centrale funktioner, der skal gøre det lettere for familierne at finde rundt i både information og hverdag:

Viden: Opdateret og valideret indhold i både tekst og video – tilpasset den specifikke diagnose og afdeling.

Dagbog: Mulighed for at notere symptomer, humør, milepæle og egne refleksioner – og dele det med andre i familien og sundhedspersonale.

Påmindelser: Sæt notifikationer for opgaver, tilbud og arrangementer relateret til barnets sygdomsforløb.

Tilbud: Få overblik over relevante sociale arrangementer og tilbud fra hospitaler, Børnecancerfonden og samarbejdspartnere – og tilmeld dig direkte i appen.

Kontakt: Tydelig adgang til kontaktpersoner både på hospitalet og i Børnecancerfonden.

Supersnøre: En digital udgave af den kendte perlesnor, hvor man kan markere milepæle med billeder, noter og digitale perler.

Flere af funktionerne – herunder dagbog, påmindelser og supersnøren – kan deles på tværs af familiens brugere, så alle omkring barnet lettere kan samarbejde og følge med i forløbet.

Udviklet med og til familier

Det nye Superkraft-univers er skabt med ét klart mål: at gøre hverdagen mere overskuelig og skabe tryghed i et uforudsigeligt forløb. Appen er derfor udviklet i tæt dialog med både familier og sundhedsfaglige, så den afspejler de reelle behov anno 2024/2025.

Superkraft er primært målrettet forældre til børn med kræft og unge patienter selv, men også bedsteforældre, søskende og andre pårørende kan have glæde af appen som støtte og informationskilde. Derudover kan sundhedsprofessionelle henvise familier til appen som et supplement til den mundtlige og skriftlige information.

"Vores ønske med Superkraft er at give familierne noget, de kan stole på og vende tilbage til –når de har brug for svar og støtte" siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.

Du kan allerede nu downloade Superkraft der, hvor du plejer at hente dine apps.