Hvert år får omkring 200 børn i Danmark konstateret kræft, og desværre mister cirka 30 af dem livet til sygdommen. Selvom det heldigvis er færre end tidligere, takket være forbedrede behandlingsmuligheder, er det stadig alt for mange. Hvert dødsfald efterlader familier i ubeskrivelig sorg, og derfor er der fortsat et stort behov for støtte og hjælp til de berørte.
"Når et barn dør af kræft, efterlader det et uendeligt tomrum i familien. Med dette sorggruppetilbud ønsker vi at skabe et fællesskab, hvor forældre kan finde støtte hos andre, der har oplevet det samme. Sorgen kan føles ensom, men man behøver ikke stå alene i den," siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.
Børnecancerfonden vil støtte forældre i en svær tid
Sorggruppen faciliteres af psykologer, der er specialiseret i sorgterapi, og består af både fysiske møder og online sessioner. Ved at møde andre, der har været igennem lignende tab, får forældrene mulighed for at dele deres oplevelser og finde genkendelse og forståelse. Samtidig understøtter terapeuterne deltagernes sorgbearbejdning gennem veldokumenterede terapeutiske metoder som kognitiv adfærdsterapi og brevskrivning.
Det første forløb begyndte med en opstartsweekend i Aalborg i januar 2025, og gruppen afsluttes med en weekend i januar 2026.
"Opstartsweekenden har allerede vist, hvor vigtigt det er at møde andre, der forstår sorgen. Forældrene gav udtryk for, at det føltes som en forløsning at kunne dele deres oplevelser i et trygt rum," siger Ditte Jeppesen, leder af psykologenheden hos Børnecancerfonden.
Læs mere om sorggruppetilbuddet og vores øvrige psykosociale tilbud her.
Evaluering af sorggruppens effekt
Som en del af tilbuddet vil en uafhængig evaluering blive gennemført for at vurdere forløbets effektivitet.
Evalueringen vil hjælpe med at sikre, at deltagerne får den nødvendige støtte i deres sorgbearbejdning.
Kræft er den medicinske sygdom som flest børn over 1 år dør af i Danmark.