Målingen giver lægerne mulighed for tidligt at vurdere, hvor godt behandlingen virker, og dermed justere indsatsen for at øge barnets chance for overlevelse.
Tilbagefald ved AML er alvorligt. Kun omkring halvdelen af børnene overlever, når sygdommen vender tilbage. Den nye forskning viser, at MRD kan hjælpe lægerne med at tilpasse behandlingen til dem, der har størst risiko.
”MRD-målingen gør det muligt at følge, hvordan et barn reagerer på behandlingen efter tilbagefald. Det er aldrig tidligere blevet undersøgt i så stor en børnegruppe. Derfor er det et vigtigt studie, som kan ændre behandlingstilgangen fremover,” siger Camilla Poulsen, medicinstuderende ved Aarhus Universitet.
Studiet, som er støttet af Børnecancerfonden, har undersøgt, om MRD-målinger på bestemte tidspunkter under behandlingen kan forudsige barnets prognose. Metoden har tidligere vist værdi ved første behandling, men det er første gang, den er undersøgt ved tilbagefald.
Knoglemarvsprøven kan hjælpe med at planlægge videre behandling
Studiet inkluderede 188 børn fra 13 lande – alle med tilbagefald af AML. Forskerne målte, hvor mange kræftceller der var tilbage efter første behandlingsrunde. Resultatet var tydeligt:
- 69 % af børnene uden målbar restsygdom var i live efter fire år.
- 46 % med lidt restsygdom overlevede.
- Kun 16 % med meget restsygdom overlevede.
”Det har ikke tidligere været undersøgt, om MRD-målinger efter første behandlingsrunde ved tilbagefald har prognostisk værdi. Nu har vi vigtig viden, der kan hjælpe børn med AML,” siger Kristian Løvvik Juul-Dam, læge på Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital.
Resultaterne blev præsenteret i december 2024 på verdens største kongres for blodsygdomme, American Society of Hematology (ASH) og blev også diskuteret yderligere på NOPHO Årsmødet, en nordisk kongres for børnekræftlæger, i maj 2025.
Kan give børn en bedre chance
Den nye viden kan få stor betydning for behandlingen. Hvis prøven viser, at barnet ikke reagerer tilstrækkeligt, kan lægerne tidligere vælge en anden strategi.
”Vi kan nu dokumentere, at negativ MRD – altså ingen restsygdom – er en vigtig prognostisk faktor. Hos børn med restsygdom kan man overveje at intensivere behandlingen eller bruge nyere lægemidler, hvis de er tilgængelige, for at øge chancen for overlevelse,” siger Camilla Poulsen.
Studiet er det første, der viser betydningen af MRD-målinger ved tilbagefald hos børn med AML. Det kan på sigt føre til mere personlig behandling – og redde flere børneliv.
Fakta om projektet
- Projektet er støttet af Børnecancerfonden
- Forskningsgruppen består af forskningsårsstuderende Camilla Poulsen, vejledere professor Henrik Hasle og læge Kristian Løvvik Juul-Dam alle fra Aarhus Universitetshospital.
- Studiet er en del af et større internationalt studie kaldet ” NOPHO-DBH-AML 2012”