I 2021 begynder et nyt projekt på Rigshospitalet, støttet af bl.a. Børnecancerfonden, hvor det skal undersøges, om man kan rense venekatetre med saltstyre for at undgå infektioner.
200 danske børn får hvert år stillet en kræftdiagnose. Alle får lagt et centralt venekateter, der skal bruges til blodprøver, medicin og kemoterapi, så børnene slipper for at blive stukket hele tiden. Ofte har børnene deres kateter i et år eller to, og de fleste oplever desværre, at de får bakterier i blodet. I mange tilfælde kommer der gentagne infektioner i katetrene.
70 procent af behandlingsrelaterede dødsfald hos børn med kræft er på grund af infektioner.
Projektet kommer til at foregå på alle børnekræftafdelinger i en periode på to år. Her vil et til to børn om ugen være med i forsøget, hvor alle børnene vil modtage antibiotika, som er den behandlingsmåde, man bruger på infektioner. Men derudover vil halvdelen af børnene også modtage behandling med saltsyre.
Hvis der i 2023 viser sig at være et positivt resultat med saltsyre, så kan det være til gavn for – ikke kun kræftsyge børn – men alle syge børn, der får lagt et venekateter, ligesom forskningen kan udbredes til resten af verden og også testes på voksne.