"Jeg sagde mit job op, fordi jeg ville have mere tid til træning og til alle de sjove ting, jeg gerne ville. Jeg købte en billet til København Ironman 2022 og gik all in," fortæller Annette.
Undervejs stiftede hun bekendtskab med fundraiser Jacob Bay, og ideen om at kombinere sin sportslige udfordring med fundraising til Børnecancerfonden begyndte at tage form.
"Da jeg krydsede målstregen i 2022 med et kæmpe smil på læben, spurgte min datter mig: ‘Skal vi gøre det igen næste år – for Børnecancerfonden?’ Og der kunne jeg bare sige ja. Det var sådan, det startede."
En tryg og meningsfuld sag
Selvom Annette ikke har nogen personlig historie med børnecancer, følte hun, at Børnecancerfonden var det rigtige valg.
"Det står for noget reelt og ærligt. Noget jeg kan være tryg ved at gå ud og tale om, og som folk kender og har lyst til at støtte. Det gav mig mod til at kontakte virksomheder og mit netværk – og heldigvis ville de gerne være med."
Hun udviklede hurtigt en model, hvor hun kunne kombinere sin træning med fundraising: virksomheder kunne donerer og de fik deres navn på hendes dragt, så alle midler gik ubeskåret til Børnecancerfonden.
"Det var som en pakke, der gav mening for mig: Jeg kunne træne, udfordre mig selv og samtidig skabe noget godt for andre. Det var win-win."
Træning møder fundraising
Annette har gennemført imponerende udfordringer: fem Ironman, Big Four 2023 og 2025 samt Run Streak 365. Kombinationen af træning og fundraising har været både motiverende og udfordrende.
"Det har været fantastisk at mærke, hvor mange der har sagt ja og gerne vil være med. Men det har også presset mig – jeg kunne ikke trække mig, fordi så mange regnede med mig. På den måde har det motiveret mig til at gennemføre, selv når det var hårdt," siger Annette.

Annette krydser målstregen ved Ironman 2023.
Hun beskriver det som en balance mellem personlig udfordring og ansvar overfor dem, der støttede hende.
"Der har været dage, hvor jeg tænkte, at det kunne være rart at træne lidt i det skjulte og bare passe mig selv. Men på den anden side har det holdt mig på sporet og givet gode resultater, som jeg måske ikke havde fået uden forpligtelsen."
Stoltheden over opbakning og resultat
I alt har Annette samlet over 230.000 kr. ind til børn med kræft, deres familier og forskning.
"Jeg bliver helt rørt ved tanken om det. Alle de timer, kilometer og henvendelser har været det hele værd. At vide, at pengene gør en forskel for børnene, betyder virkelig meget," fortæller hun.

Annette var god til at arrangere forskellige events til fordel for Børnecancerfonden. Her ses hendes spinning event i 2023.
Hun er især stolt over den store opbakning fra folk, hun har mødt undervejs. Annette har også været flittig til at arrangere fundraising-events, hvor folk kunne deltage og samtidig støtte sagen. Hun har blandt andet holdt både spinning-events og linedance-aftener, som har skabt både sjove oplevelser og bidraget til indsamlingen.
"Jeg havde slet ikke regnet med, at så mange ville sige ja og være med. Den villighed og engagement har været utrolig inspirerende. Det er fantastisk at vide, at vi har kunnet gøre en reel forskel."

Billedet her er fra Annettes linedance event I 2025. Et event hun selv har stablet på benene, hvor alt indsamlet gik til Børnecancerfonden.
Motivation til andre
Annette håber, at hendes erfaring kan inspirere andre til at tage initiativ – uanset om det er på et lille eller stort plan.
"Alle kan gøre noget. Man behøver ikke noget særligt – det handler om at turde tage et skridt og engagere sit netværk. Det kan være alt fra events til at sætte sig et personligt mål og bruge det til at skabe fællesskab. Jeg håber, at flere tør gøre det. Det er en fantastisk oplevelse."
Hun afslutter med et råd til dem, der overvejer at kombinere personlig udfordring med fundraising: "Sæt dig et mål, sig det højt, og forpligt dig. Brug dit mål til at skabe fællesskab og gøre en forskel – det giver så meget mening, og man får oplevelser og resultater, man måske ikke ville have fået ellers."

Annette med alle sine medaljer samt dragten fra 2025. Billedet er fra den fest Annette holdte forrige måned for alle som har bidraget til hendes projekt og hjulpet hende igennem.