For børn og forældre

RESPECT - et projekt med effekt

RESPECT er et projekt, som sikrer, at børn og unge med kræft kan bevare kontakten til skolen, mens de er indlagt. Hver 14. dag får de nemlig besøg af to klassekammerater, der fungerer som deres ambassadører.

Derudover sørger vi for, at lærerne og eleverne bliver klogere på børnekræft, så de er bedre rustet til at tage godt imod ham eller hende, som vender tilbage til skolen efter et behandlingsforløb.

20180410 Ida Bornecancerfonden 170

Et behandlingsforløb er hårdt

Men tiden, som følger, er heller ikke altid nem. Det skyldes ikke mindst, at man har været væk fra skolen i en længere periode. Én ting er selve undervisningen, hvor man måske er sakket bagud. Noget andet er klassekammeraterne og de sociale relationer. 

Bliver man mødt af for mange spørgsmål? Eller måske tavshed? Og hvordan skal man forholde sig til det hele? De ting bliver nok aldrig nemme. Men med RESPECT bliver de faktisk lidt mindre svære.

20180410 Ida Bornecancerfonden 203

Vi ved, at det virker

RESPECT startede som et forskningsprojekt i 2012, og vi har støttet det helt fra begyndelsen. For os er projektet nemlig vigtigt. Og det er der én god grund til: Det virker.

Når det gælder ambassadørordningen med de to klassekammerater, er det ca. 9 ud af 10, der vurderer den som yderst positiv. Og med hensyn til undervisningen af lærere og elever, taler tallene ligeledes deres eget tydelige sprog: 83 % af klassekammeraterne har fået lettere ved at tale om kræftsygdommen, mens 75 % af lærerne er blevet mere kompetente i forhold til at samarbejde med eleven og familien. 

Eller sagt med andre ord: RESPECT har effekt. Og vi har respekt for fakta. Derfor har vi også valgt at overtage ejerskabet af RESPECT, så det nu er et fast, landsdækkende tilbud i Børnecancerfondens regi. 

150527 Sif 11

Bliv klogere på RESPECT

28. november 2022

Nu får kræftsyge børn i hele landet ambassadør-venner

Behandling af kræft hos børn tager ofte år med fravær fra både skole og kammerater. Forskning viser bl.a., at 50 % af børn med kræft har faglige eller sociale problemer, når de vender tilbage til skolen, og 20 % af børnene må gå en klasse om. Derfor har Børnecancerfonden siden 2012 støttet rehabiliteringsprojektet RESPECT på Rigshospitalet med 16 mio. kr. I projektet har forskere undersøgt effekten af at lade raske klassekammerater komme på faste hospitalsbesøg som ambassadører – også når det kræftsyge barn er i isolation. Projektet er det første i verden, der inkluderer kræftsyge børns skolekammerater i behandlingen. Udover at lade det kræftsyge barn få faste besøg af 2 raske klassekammerater, er det også en vigtig del af projektet at undervise det syge barns klassekammerater og lærer i børnekræft. Det øger forståelsen for barnets udfordringer og situation. ”Projektet viser en øget livskvalitet hos de børn og unge, som har deltaget i projektet. I Børnecancerfonden arbejder vi netop på at øge overlevelsen og livskvaliteten hos børnene, så det giver rigtig god mening, at vi er med til at sikre, at alle børn med kræft i Danmark kan modtage tilbuddet." Marianne Benzon, direktør i Børnecancerfonden. De endelige forskningsresultater bliver opgjort i de kommende år. Forskerne vil bl.a. beskrive effekten af RESPECT på børnenes skolefaglige niveau og sociale trivsel ét år efter, behandlingen er afsluttet. Børnecancerfonden overtager ejerskabet af RESPECT i løbet af 2023 og vil drive tilbuddet i tæt samarbejde med børnekræftafdelingerne på Rigshospitalet, Aarhus, Odense og Aalborg Universitetshospital. Effekt af ambassadørordningen En evaluering af 1.285 ambassadørbesøg viser, at 89 % af børn med kræft og 94 % af deres ambassadører vurderer besøgsdagen mellem 1-3, hvor 1 er den bedst mulige dag, og 10 er den værste. 83 % af de kræftsyge børn oplever ambassadørbesøget som ’noget, der gjorde dem glade’, og 82 % har haft en sjov dag. 49 % beskriver, at besøget har gjort deres dag nemmere. Effekt af skoleundervisning Samlet har 2.500 klassekammerater modtaget undervisning om børnekræft. Efter undervisningen vurderer lærerne, at egen viden (65 %) og klassekammeraternes viden (98 %) er øget, og 83 % har lettere ved at tale om barnets kræftsygdom og behandling med klassen. Undervisningen har givet 73 % af lærerne en større forståelse for det syge barns og familiens situation, og 75 % er blevet mere kompetente i forhold til at samarbejde med familien, når barnet vender tilbage til klassen.