Opdateret 20. april 2018
”Allerede som studerende faldt jeg for børnekræft-specialet, som rummer så meget, og jeg blev fascineret over det store ”maskineri”, der blev startet for hvert barn. I en del år var jeg på børnekræftafdelingen i Odense, men lige så vidunderligt det har været, hver gang det er gået godt, lige så trist og urimeligt har det været for de børn, der ikke klarede den. Jeg tror, at det ligger implicit, at man så gerne vil hjælpe, og tænk nu, hvis ingen nogensinde skulle få den frygtelige besked, at der ikke var flere behandlingsmuligheder,” fortæller Merete.
I 2015 skiftede Merete derfor til ”Ny medicin til børn med kræft”, som er en del af børnekræftafdelingen på Rigshospitalet. Enheden er den første, nordiske afdeling for fase 1- og fase 2-forsøg med ny medicin til kræftsyge børn. Forsøgene går ud på at udvikle og afprøve ny medicin til den tredjedel af børn, der får tilbagefald af kræft, eller hvor der ikke findes et etableret behandlingstilbud.
”Jeg har stor respekt for det mod, og den tillid familierne viser ved at komme til os. I sagens natur er børnene alvorligt syge, og oftest har de forinden været igennem flere og årelange behandlinger. Der er ingen tvivl om, at vi møder familierne i en af de mest kritiske perioder af deres liv, hvor angst, frygt, fortvivlelse og håb fylder. Vi kan ikke fjerne angsten, men vi kan støtte og bevare håbet. I den forbindelse er forskning det bedste håb, vi kan give børnene og deres familier.”
Når børn bliver behandlet med ny medicin i forsøg, registrerer Merete bl.a. et væld af informationer og detaljer om det enkelte barn i internationale databaser. Samtidig med at børnene får den nye medicin, erfarer de med den tætte registrering, hvordan resultaterne kan hjælpe fremtidige børn.
Børnecancerfonden gav enheden ”Ny medicin til børn med kræft” den allerførste donation til at sætte gang i opbygningen af fase 1- og fase 2-forsøgene. Siden har Børnecancerfonden finansieret adskillige forsøg med ny medicin til børn med kræft og har i alt støttet enheden med knap 5 millioner.