Forskerportræt: Marianne Olsen

Den lidt støvede lugt hang i luften, når Marianne Olsen som barn åbnede døren til biblioteket i Kirke Såby på Midtsjælland. Hun husker især én bibliotekar, der altid havde tid. Hun fandt bøger frem, som Marianne selv havde spurgt efter, og andre, hun slet ikke vidste fandtes.

"Jeg læste mange bøger. Der var jo et bibliotek i byen, som jeg brugte meget tid på, og bibliotekaren inspirerede mig med bøger," husker Marianne Olsen, ledende overlæge på børnekræftafdelingen på Aalborg Universitetshospital.

Hun kunne bruge mange timer i det lille bibliotek, hvor der var ro, tid og plads til at forsvinde ind i nye verdener. Hver ny bog var en mulighed for at forstå mere om verden – om mennesker og alt det imellem.

”Jeg har nok altid haft den der nysgerrighed efter at lære mere,” siger Marianne om barndommen, hvor hun også nåede at dyrke al slags sport, som byen tilbød.

Hun holder stadig af at være aktiv og finde ro i at være ude – måske et levn fra Kirke Såby. Som ung tog hun på Interrail og oplevede tidligt glæden ved at se verden og klare sig selv. Den samme lyst til at opleve nyt og møde mennesker har hun stadig i dag, når hun træder ud af hospitalets rammer. Rejser, ture med båden eller timer med riven i haven giver hende afveksling og fornyet energi i fritiden.

Allerede som ung teenager vidste hun, at hun ville være læge.

Hun havde let ved skolen og rigeligt med nysgerrighed til at fordybe sig i emner, der rakte langt ud over klasselokalet. I familien var der plads til at folde sig ud, rejse ud i verden i en ung alder og tro på, at man kan klare det, man gerne vil. Den opbakning – kombineret med nysgerrigheden fra biblioteket – bragte hende til medicinstudiet i København.

Marianne fik sin første stilling som børnelæge på Hillerød Sygehus i september 2000. Senere kom hun til Rigshospitalet, hvor en tilfældighed blev afgørende:

“Kjeld Schmiegelow fra Rigshospitalet manglede en ph.d.-studerende, så det var en tilfældighed, at jeg startede på et ph.d.-projekt med Kjeld som vejleder. Men så blev jeg grebet af flammen,” fortæller hun.

Det var her, hun for alvor fandt sit faglige ståsted: “Det er jo både rigtig fagligt spændende, men også meget konkret, at man næsten på daglig basis føler, at man gør en forskel, når man er børneonkolog.”

Interessen for feltet voksede hurtigt.

De komplekse forløb og de mange ubesvarede spørgsmål vækkede hendes nysgerrighed – ikke kun på, hvordan man kunne helbrede, men også på, hvordan man kunne gøre livet under og efter behandlingen bedre.

"Jeg har nok altid haft den der nysgerrighed efter at lære mere – at forstå, hvad der ligger bag, og hvordan vi kan gøre tingene bedre," fortæller hun.

Gennem årene har Marianne især beskæftiget sig med de svære samtaler og de forskningsfelter, hvor børns livskvalitet er i centrum. Hun har ledet forskningsprojekter om palliation, prognoseforståelse og hjemmedød – områder, hvor der tidligere har været meget lidt viden.

I dag er hun ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital, og hendes arbejde kombinerer klinik, forskning og ledelse.

Hun er også en del af nationale samarbejder om protokoller og registerdata og understreger, at det tætte samarbejde på tværs af afdelinger i Danmark er afgørende. Hun er kendt for sin faglige grundighed og sin evne til at samle kolleger på tværs af landegrænser – altid med barnets livskvalitet som ledestjerne.

Men det vender vi tilbage til.

For Marianne handler arbejdet ikke kun om at forlænge livet, men også om at sikre, at det liv, der er tilbage, bliver så godt som muligt. Den tanke har ført hende ind i et felt, som kun få forskere beskæftiger sig med: den sidste tid af et barns liv.

Kollegaer beskriver hende som en people person – en, der har en særlig evne til at skabe tryghed og tillid hos familierne, også når samtalen handler om det, de frygter allermest. Især feltet prognoseforståelse har betydet meget for hende gennem årene.

"Familier, som har en erkendelse af, at deres barn er uhelbredeligt syg, lykkes bedre med at få en bedre livskvalitet i barnets sidste levetid. De får større bevidsthed om at være aktive i forhold til valg i den sidste tid."

At kunne have den samtale kræver mere end faglig viden – det kræver tid, relation og tillid. Hun er blevet beskrevet som både fagligt nysgerrig og som den rolige person, der kan være i et følelsesmæssigt svært rum.

"Den samtale lykkes man – eller får man – kun lov til at have, hvis man har haft en god relation til familierne og kender dem godt. Jeg kan være den rolige, professionelle person i det rum, hvor der er meget smerte."

I hendes forskning har hun sammen med kolleger vist, at børn, som dør i eget hjem, ofte oplever bedre lindring – ikke kun på grund af medicinsk behandling, men fordi hjemmets tryghed i sig selv er en lindring.

“Det, vi egentlig ønskede at vise, var, at børnene ikke var lindret dårligere end på hospital eller hospice – men faktisk oplevede lidt bedre lindring. Og det tror jeg er, fordi hjemmet i sig selv er en lindring for hele familien,” siger hun.

Hver uge tager Marianne flyet fra København til Aalborg, hvor hun arbejder tre dage på børnekræftafdelingen. Det er en fast rutine, hun holder af – for i Aalborg er der brug for hendes kompetencer, og hun sætter pris på at være tæt på både børnene og kollegerne.

“Det er en rigtig god afdeling. Der er en base af sygeplejersker, som har været der i en menneskealder og er utrolig dygtige og dedikerede. Jeg kender alle familierne ved navn, og det giver en særlig kontinuitet. Men samtidig er vi få hænder, og det kan koste på de personlige ressourcer,” fortæller hun.

Hun fremhæver også det store kollegiale fællesskab, hvor læger fra andre afdelinger i perioder har hjulpet i Aalborg.

“Det er jeg meget taknemmelig for, både på afdelingens og familiernes vegne,” siger hun og tilføjer, at der netop i september 2025 starter en ny afdelingslæge i kombinationsstilling med Rigshospitalet for at forstærke afdelingen.

Ud over arbejdet i Aalborg deltager Marianne i nationale og internationale forskningssamarbejder, hvor hun bidrager til protokoller, der sikrer, at børn i små lande som Danmark får adgang til samme avancerede behandling som børn i større lande.

”Vi er et lille land, vi får aldrig nok patienter til at lave ordentlig forskning alene. Derfor er vi nødt til at samarbejde på tværs af landegrænser. Én patients historie i Danmark kan faktisk være det, der giver ny viden, som kan hjælpe et barn et helt andet sted i verden,” forklarer hun.

Og selvom meget af hendes arbejde foregår i et internationalt felt, er hun lige nu optaget af et helt nyt – og næsten uudforsket – område i børnekræftforskningen. Lige nu leder Marianne et projekt, der undersøger, hvordan forældre og sundhedsprofessionelle forstår og håndterer prognostisk information fra tidligt i sygdomsforløbet.

”Det er et område, vi stort set ikke har undersøgt før, og spørgsmålet ’hvad er mit barns prognose?’ er et af de første, familierne stiller, når deres barn får konstateret kræft. Måske har de brug for en anden støtte, end de får i dag,” siger hun.

Undersøgelsen gennemføres som en spørgeskemaundersøgelse blandt både forældre og fagfolk for at få et mere nuanceret billede af, hvad der fungerer – og hvor der er behov for at gøre tingene anderledes. Projektet er støttet af Børnecancerfonden og bygger på hendes mange års erfaring med de svære samtaler.

Hun drømmer om en fremtid, hvor ingen børn får tilbagefald efter endt behandling. Hun ved, at det er et ambitiøst mål, men netop derfor er det hendes pejlemærke.

”Hvis vi kan nå dertil, hvor alle børn bliver helbredt, så vil det være det største,” siger hun.

”Men indtil da skal vi sikre, at de børn, vi ikke kan redde, får et så godt og meningsfuldt liv som muligt – både for dem selv og for deres familier.”

For Marianne handler det også om at mindske de senfølger, som mange børn lever med efter behandlingen, så de får de bedste muligheder for at leve et fuldt og aktivt liv.

”Det er ikke nok, at børnene overlever – de skal også have mulighed for at gå i skole, få venner, spille fodbold og drømme om fremtiden, som alle andre børn,” tilføjer hun.

Trods den tunge faglighed og de alvorlige diagnoser er det relationen til børnene og familierne, der giver hende energi til at blive ved. Hun kan stadig huske navnene på sine første patienter – og hun bærer mange af deres historier med sig.

Når Marianne taler om sin vej fra biblioteket i Kirke Såby til de svære samtaler på børnekræftafdelingen, vender hun igen og igen tilbage til det samme: nysgerrigheden.

”Det startede jo med, at jeg ville forstå verden bedre – og det vil jeg stadig. I dag handler det bare om at forstå, hvordan vi kan give børnene den bedst mulige behandling og det bedst mulige liv.”

Fra de stille reoler til forskningsmøder og samtaler fyldt med både håb og afmagt – drivkraften er den samme: at bruge sin viden, sin ro og sin nysgerrighed til at gøre en forskel for børn med kræft.

Og måske er det netop kombinationen af roen, nysgerrigheden og evnen til at være tæt på familierne, der gør, at hun – selv efter mange år – stadig møder hver eneste patient med det samme engagement som da hun begyndte.