Forskerportræt: Henrik Hasle

”Det er en form for meditation eller mindfulness for mig. Jeg tænker ikke så meget, men jeg stresser af.”

Han sætter sig i sadlen og triller afsted hver dag for at lade tankerne falde til ro. På cykelturene er der ingen telefon, ingen journaler og ingen akutte beslutninger – kun vinden, naturen og det monotone tråd i pedalerne. Henrik Hasle cykler 15 km til og fra børnekræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital – og endnu mere i den beskedne fritid, han har. Her tømmer han hovedet efter lange dage med nogle af de mest komplekse og følelsesmæssigt krævende patienter, man kan forestille sig: børn med kræft.

"Jeg får sådan ubevidst bearbejdet nogle af de ting, jeg oplever. Jeg får ro, en afklarethed og får tingene lagt lidt til side, inden jeg kommer hjem," fortæller Henrik Hasle.

Nysgerrighed og ikke mindst ydmyghed gennemstråler professor og overlæge Henrik Hasle. Han kan beskrives som den beskedne pioner, der har været med til at ændre børnekræftområdet markant – men som selv taler mindst om sine egne bedrifter.

”Det er jo altid svært at rose sig selv, synes jeg. Det falder ikke naturligt,” griner han under interviewet.

Så lad os hjælpe ham lidt:

Henrik Hasle har i årtier viet sin karriere til børn med sjældne former for leukæmi – sygdomme, som få kender, men som har livsafgørende betydning for dem, der rammes. Han har ikke alene behandlet nogle af de mest komplekse patientforløb herhjemme – han har også samlet forskere og læger fra hele verden i fælles kamp for bedre behandling, viden og håb. Flere af hans forskningsprojekter er støttet af Børnecancerfonden og har givet danske børn adgang til internationale forskningsprojekter og banebrydende behandlinger.

Hans navn vækker respekt – i Danmark, men også langt ud over landets grænser. Som leder af det internationale samarbejde International-BFM-AML samler han forskere og læger fra hele verden om fælles retningslinjer for behandling af børneleukæmi.

Henrik Hasle har desuden skrevet adskillige videnskabelige artikler og bogkapitler, som bruges internationalt og har været med til at forme behandlingen af sjældne børneleukæmier. Bag titlerne står en læge, der aldrig har glemt, hvorfor han begyndte: for børnenes skyld.

Nysgerrigheden begyndte længe før, han satte sig på en racercykel. Som dreng kunne han bruge timer i skoven på at studere fugle og give navn til planter, og han forsøgte endda at udstoppe døde fugle, han fandt. Det var ikke bare leg – det var en tidlig fascination af at forstå og systematisere naturen.

”Jeg har altid været meget interesseret i naturen. Det har altid været spændende for mig. Jeg tror, det er den der nysgerrighed med at prøve at vide mere og finde ud af mere. Og så prøve, om man kan systematisere nogle ting. Det er den måde, vi udvider vores erkendelse af verden."

Den samme nysgerrighed, der fik ham til at kigge op i trækronerne og ned i skovbunden, driver ham i dag, når han dykker ned i forskningsdata og komplekse sygdomsforløb. For Henrik handler det stadig om at samle brikkerne og forstå helheden – nu bare med børnekræft.

Gennem sin karriere har han specialiseret sig i nogle af de mest sjældne og komplekse former for børneleukæmi, blandt andet myelodysplastisk syndrom (MDS) og juvenil myelomonocyt leukæmi (JMML). Det er sygdomme, der rammer ganske få børn om året, men som kræver høj specialisering og internationale samarbejder for at finde de bedste behandlingsstrategier. Han har været en central drivkraft i opbygningen af netværk, hvor læger og forskere på tværs af lande deler data, erfaringer og behandlingsprotokoller – noget, der har givet danske børn adgang til forsøgsbehandlinger, der ellers kun ville være tilgængelige i udlandet.

Når det gælder sjældne børnekræftdiagnoser, er internationalt samarbejde afgørende. Ét land har ofte for få patienter til, at forskerne kan finde mønstre eller teste nye behandlinger med tilstrækkelig sikkerhed.

Dagligdagen på Aarhus Universitetshospitals børnekræftafdeling er præget af både håb og alvor. Her møder Henrik patienter fra hele landet med de mest komplicerede sygdomsforløb, og her samarbejder han tæt med sygeplejersker, læger, forskere og familier om at finde de bedste løsninger. Det er en afdeling, hvor høj faglighed og medmenneskelighed går hånd i hånd – en kombination, Henrik mener er afgørende:

"Vi kan have al den viden i verden, men hvis vi ikke samtidig kan møde familien i øjenhøjde, mister vi noget vigtigt."

I år, hvor Børnecancerfonden fylder 30 år, står Henrik Hasle som et klart eksempel på, hvilken forskel fondens støtte kan gøre – både for forskningen, for børnene og for de familier, der hver dag kæmper mod kræft. Gennem årene har han selv modtaget midler til projekter, der har givet danske børn adgang til internationale samarbejder og banebrydende behandlinger.

”Uden fonden ville vi ganske enkelt ikke have haft mulighed for at gennemføre mange af de studier, vi har lavet – og slet ikke i samme kvalitet.“

Privat er Henrik Hasle far til fire voksne børn i alderen 33 til 45 år. Han bor sammen med sin kone, som er børnesygeplejerske – et fælles fagligt afsæt, der har givet dem en særlig forståelse for børns sygdomsforløb.

 ”Jeg har haft en familie, der har bakket mig op hele vejen – også når arbejdet har fyldt meget og krævet, at jeg var væk.”

De mødte hinanden på en cykeltur for mange år siden, og i dag er cyklingen stadig en fælles glæde – selvom Henrik cykler lidt mere end sin hustru.

Selv efter fire årtier i faget taler han ikke om at trappe ned. Han ser fremtiden for børnekræftområdet som en kombination af bedre behandling og bedre livskvalitet for de børn, der overlever.

"Vi skal blive bedre til at forbedre langtidsprognoserne, så børnene ikke bare overlever, men også får et godt liv bagefter," siger han.

Det kræver ifølge ham et tæt samarbejde på tværs af landegrænser.

 "Med så få patienter i hvert land er vi nødt til at samle kræfterne, hvis vi skal flytte noget."

Efter alle årene med børnene, familierne, forskningen og kollegerne er det ikke titler, publikationer eller internationale resultater, Henrik fremhæver, når han bliver spurgt, hvad der betyder mest. Han understreger, at selv den mest avancerede behandling ikke kan stå alene uden menneskelighed i mødet med familierne.