Hvorfor får børn kræft?

To af de spørgsmål forældre oftest stiller, når de får at vide, at deres barn har fået kræft, er “hvad er årsagen til, at netop vores barn er blevet ramt”, og “hvad er risikoen for, at vores andre børn også udvikler kræft”.

Da mindst en tredjedel af alle voksne på et eller andet tidspunkt udvikler kræft, vil de fleste forældre kende en voksen, der har haft en kræftsygdom. Imidlertid er kræft hos børn og voksne meget forskellige sygdomme, og den generelle viden om kræft hos voksne, herunder årsager og helbredelseschancer, er derfor næsten aldrig relevant for børns kræftsygdomme.

I Danmark diagnosticeres hvert år knapt 200 nye kræfttilfælde hos børn i alderen 0-18 år. Det svarer til, at ét ud af 350 børn udvikler en kræftsygdom, inden de er fyldt 18 år.

En stor del af disse kræftsygdomme optræder hovedsageligt, eller udelukkende, hos børn. Sygdommene viser sig især inden for de første 5-7 leveår og omfatter akut lymfoblastær leukæmi (blodkræft), neuroblastom, Wilms tumor (nyrekræft), tumorer i kønsorganerne, levertumorer og øjentumorer. Derudover ses kræft i muskelvæv og knogler samt hjernesvulster. Leukæmi og lymfeknudekræft udgør ca. 40 %, hjernetumorer ca. 25 % og de øvrige svulster ca. 35 %. I Danmark og resten af Norden har hyppigheden af barnealderens kræftsygdomme været ret konstant over de seneste årtier.

Vores krop består af tusinder af milliarder af celler, der har hver deres funktion. Generne, dvs. det arvemateriale (DNA), vi har fået fra vores forældre, styrer alle cellers funktioner. Arvematerialet i hver celle består af 3 milliarder byggesten eller ”bogstaver”. Arvematerialets samlede tekst omfatter ca. 25.000 gener, der alle koder for helt bestemte cellefunktioner. For hvert gen har vi en kopi fra vores far og en fra vores mor. Selvom arvematerialet er ens i alle celler, fungerer cellerne i fx leveren, tarmen, hjernen eller i andet væv forskelligt, afhængigt af hvilke gener der er tændte eller lukkede i den enkelte celle. Det betyder også, at cellerne kun vokser i det væv, som de hører til, så leverceller kun opstår i leveren, og hudceller forbliver i huden.

Hvert minut laver vores krop millioner af nye celler til erstatning af gamle eller skadede celler. Hver ny celle indeholder præcis det samme arvemateriale som alle andre celler i vores krop, og mønsteret af tændte og slukkede gener i de nye celler er identisk med den celle de stammer fra, fx hudceller eller blodceller.

Når en normal celle bliver til en kræftcelle, og derefter opfører sig ondartet, er det på grund af forandringer (mutationer) i cellens arvemateriale. Ved hver celledeling opstår der næsten altid nogle få forandringer, men det er oftest helt uden betydning, svarende til at vi godt kan læse en avis og forstå indholdet, selvom der er en enkelt stavefejl i en enkelt sætning på side 8. En sjælden gang er mutationerne imidlertid meget alvorlige, fordi de ændrer cellens vækstmønster og adfærd, hvilket kan føre til, at cellen (og dens efterfølgende datterceller) vokser ukontrolleret og får evnen til at sprede sig og slå sig ned andre steder i kroppen. Fx knoglekræftceller, der spreder sig til lungerne, eller leukæmiceller, der spreder sig til hjernen.

Der er ingen børn, der allerede fra befrugtning har alle de forandringer i arvematerialet, der er nødvendige, for at en kræftsygdom opstår. Derimod kan en enkelt af de mutationer, som vi ser ved kræft være nedarvet, således at der skal færre yderligere mutationer til, før der opstår en fuldt udviklet kræftsygdom. Disse børn har et såkaldt kræftdispositionssyndrom, og deres risiko for at udvikle kræft kan være øget i let grad, så de først får kræft som voksne. Eller de kan have en næsten 100 % risiko for at udvikle kræft allerede som børn.

Der kendes i dag flere hundrede kræftdispositionssyndromer, hvoraf de fleste heldigvis er meget sjældne. De kræftdispositionssyndromer, der fører til kræft allerede i barnealderen, involverer særligt vigtige gener for arvematerialets stabilitet og cellers vækst. Når kræftsygdommen opstår, skyldes det, at begge kopier (se ovenfor) af genet er muteret. Den ene muterede kopi er medfødt, og når den anden kopi ved et tilfælde muterer, kan det føre til udvikling af kræft.

Med massiv økonomisk støtte fra Børnecancerfonden har Rigshospitalet siden 2016 koordineret et nationalt projekt, som har tilbudt alle danske børn med kræft at få kortlagt deres fulde arvemateriale for at afdække, om de bærer et kræftdispositionssyndrom. I dag har mere end 1.000 familier taget imod dette tilbud, og af disse har 10-15 % fået påvist et kræftdispositionssyndrom.

På baggrund af projektets resultater er DNA-analyserne fra 2022 blevet overtaget af det Nationale Genom Center og er således en del har den rutinemæssige udredning, når børn bliver diagnosticeret med kræft. Forskning i, hvad syndromerne betyder for det enkelte barn, hyppigheden i Danmark og identifikation af nye kræftdispositionssyndromer fortsætter imidlertid med støtte fra bl.a. Børnecancerfonden.

Hos de børn, hvor der påvises et kræftdispositionssyndrom, bliver familierne henvist til et klinisk genetisk rådgivningscenter i deres region, hvor forældre, søskende og anden tæt familie kan blive udredt for, om andre familiemedlemmer bærer den samme disposition til kræft. Og, om de af den grund skal tilbydes regelmæssig screening, for at en evt. kræftsygdom kan blive opdaget på et tidligt stadie, hvor helbredelseschancerne er større.

Burde man undersøge alle nyfødte for, om de bærer et kræftdispositionssyndrom og derved reducere død pga. kræft i barnealderen? Med en helt ny analysemetode udviklet af Rigshospitalet i samarbejde med Statens Seruminstitut, Københavns Universitet og Kræftens Bekæmpelse er dette nu blevet både teknisk og økonomisk muligt. Over de kommende 5 år vil projektet kortlægge fordele og ulemper ved en sådan screening. Projektet er bl.a. støttet af Børnecancerfonden samt af Innovationsfonden og Novo Nordisk Fonden.

Hvis der ikke er påvist en arvelig disposition til kræft, betyder dette også, at der ikke er øget kræftrisiko hos hverken barnets søskende, forældrene eller senere egne børn.

I omkring én ud af hver 1.000 familier, hvor et barn har udviklet kræft, vil en søskende også udvikle kræft. Alene på grund af statistiske tilfældigheder. I Danmark sker det hvert 6.-7. år. For den familie, der rammes, vil det være vanskeligt at tro på, at det blot er en tilfældighed. Men hvis der ikke er påvist en arvelig kræftdisposition hos børnene, og hvis de to kræftsygdomme ikke er identiske, er det langt mest sandsynligt, at de to kræftsygdomme er opstået i den samme søskendeflok på grund af tilfældigheder. Hvis to søskende rammes af kræft, vil der imidlertid altid være grund til henvisning til genetik rådgivning og udredning – både af biologiske og psykologiske årsager.

Hvis det er påvist, at en kræftsygdom hos et barn skyldes arvelige forhold, er genetisk rådgivning til familien relevant.

En tveægget tvilling til et barn med kræft har ikke en højere risiko for at udvikle kræft end andre søskende. Derimod er der, for en række kræftsygdomme, en øget kræftrisiko for enæggede tvillinger. Dette afspejler både arvelige og ikke-arvelige forhold. Ved arvelige kræftdisposition er tilbøjeligheden til kræft nedarvet hos begge tvillinger, og risikoen kan derfor være meget høj.

Afhængigt af kræftsygdommen varierer risikoen for den anden tvilling fra mindre end 5 % til næsten 100 %.

For visse kræftsygdomme kan kræftforstadier være opstået hos den ene tvilling og derefter være overført til den anden enæggede tvilling gennem den fælles moderkage. Risikoen varierer fra sygdom til sygdom. Ved spædbørnsleukæmi kan risikoen være op mod 100 %. Den er 5-10 % for børn over 1 år med akut lymfoblastær leukæmi og formentlig også for neuroblastom, og den er meget beskeden ved de fleste øvrige kræftsygdomme.

Hos børn opstår langt de fleste kræfttilfælde i de indre organer. I modsætning hertil udgår de fleste kræftsygdomme hos voksne fra de celler, der dækker vores indre og ydre overflader. Vævskaden hos voksne kan være forårsaget af rygning (lungekræft), sollys (hudkræft), kost (f.eks. mave-tarm kræft) eller seksuelt overførte virusinfektioner (f.eks. livmoderhalskræft). Disse forhold spiller en meget lille eller slet ingen rolle for kræft i barnealderen. Det betyder ikke, at rygning og sollys ikke giver skader i barnealderen, men blot at de kræftsygdomme, som de kan føre til, først viser sig i voksenalderen.

Børn, der har fået kemoterapi, og især de børn, der har fået strålebehandling, kan have en øget risiko for både solide svulster og for leukæmi. Men derudover er det meget sjældent, at der kan peges på specifikke miljøfaktorer, som er årsag til, at det enkelte barn har fået kræft. Der er således ikke holdepunkter for, at f.eks. kost eller rygning i hjemmet spiller en rolle for, at børn får kræft.

Mange af barnealderens kræftsygdomme starter allerede i fostertilstanden. Dette er bedst undersøgt ved leukæmi, som er den hyppigste kræftsygdom i barnealderen.

Hos en væsentlig del af børn, der har udviklet leukæmi, kan de forandringer i blodcellernes arvemateriale (mutationer), der førte til sygdommen, også påvises i de blodprøver (PKU-kort), der i Danmark tages på alle nyfødte. Dette betyder ikke, at børnene har leukæmi allerede ved fødslen, men blot at forstadierne til den leukæmi, som de senere udviklede, allerede opstod i fostertilstanden. Da børnene imidlertid har forskellige mutationer (DNA-skader) i disse leukæmiforstadier, er det endnu ikke muligt at screene nyfødte for forstadier til leukæmi.

I overensstemmelse med, at kræft kan starte hos fosteret, er det vist, at høj fødselsvægt (og dermed et større antal fosterceller) er forbundet med en øget risiko for at få visse kræftsygdomme. Eksempelvis har nyfødte, der vejer 4.000 gram ved fødslen, ca. 50 % højere risiko end nyfødte på 2.000 gram, for senere at udvikle akut lymfoblastær leukæmi. Risikoen for, at et barn på 4.000 gram udvikler leukæmi er dog fortsat meget lille (ca. 1 ud af 1.000).

Men det er ikke kun børn, der har udviklet kræft, som har kræftforstadier ved fødslen. Formentligt har nogle få procent af alle raske nyfødte forstadier til kræft i deres blod, nyrer, binyrer eller andre indre organer, uden at de af den grund senere i barndommen udvikler en kræftsygdom. Vi kender endnu ikke de mekanismer, der gør, at nogle at disse børn udvikler kræft, mens langt de fleste ikke gør.

For børn med akut lymfoblastær leukæmi (den hyppigste kræftsygdom hos børn) spiller udviklingen af immunapparatet en rolle for kræftrisikoen. I lavindkomst lande, hvor infektionsrisikoen og -sværhedsgraden er høj i de første leveår, udvikler immunapparatet sig anderledes end i f.eks. Danmark, hvilket formodes at forklare, hvorfor leukæmi er langt hyppigere i Danmark.

Det biologiske grundlag for denne sammenhæng kendes endnu ikke, men omfattende dansk og international forskning forsøger at udrede dette. Når vi en dag forstår de mekanismer, der er årsagerne til, at hovedparten af de børn, der bærer kræftforstadier ved fødslen, alligevel ikke får kræft, kan vi måske kopiere disse mekanismer. Og derved forebygge nogle af de kræftsygdomme, børn bliver ramt af.