Børnenes historier

Når kærligheden får hjulene til at dreje igen

En fortælling om mod, søskendekærlighed og en cykel, der kom til at betyde alt.

IMG 20230514 113650905 BURST001 COMP

Da femårige Esther en dag kørte direkte ind i muren på børnehavens legeplads, tænkte ingen, at det var begyndelsen på et langt sygdomsforløb. Hun var ellers kendt som børnehavens akrobat. Den, der kunne gå armgang både forlæns og baglæns og lære de andre børn, hvordan man gjorde. Men pludselig begyndte hun at falde, miste balancen og få blå mærker på benene.

Hjemme øvede hun cykling sammen med sin storesøster Astrid. “Det er bare cyklen, der driller,” sagde Esther og prøvede igen. Men hun væltede oftere og oftere. Forældrene blev urolige. Flere lægebesøg fulgte, men prøverne viste ingenting. Indtil en aften, hvor vagtlægen ringede og bad dem komme med det samme.

IMG 20230514 113023905~3

Kort efter blev Esther indlagt og overført til børnekræftafdelingen i Odense. Diagnosen var leukæmi. Hendes blodprocent var så lav, at hun straks fik flere poser blod. Dagen efter fik hun den første kemobehandling – på sin seksårs fødselsdag. “Vi havde lige købt en ny cykel til hende i fødselsdagsgave,” fortæller familien. “Den stod længe og ventede.”

Et liv i skyggen

For søskende til et barn med kræft, kan livet pludselig blive stille. Det oplevede storesøster Astrid på egen krop. Hun husker den dag, mor og Esther pludselig var væk, og far afleverede hende i skole med hendes yndlingsbamse. “Jeg blev bange. Jeg vidste ikke, hvad der skete. Kun at Esther var syg,” har Astrid fortalt.

De følgende måneder var det, som om alting handlede om Esther. Hun blev, som hun selv siger, “et skyggebarn”, men ikke et glemt barn. Astrid blev en uundværlig del af Esthers sygdomsforløb. Hun var den, der fik sin lillesøster til at smile, selv på de hårdeste dage. Hun legede med hende på hospitalsstuen, købte ens trøjer, så de kunne ligne hinanden, og holdt øje med slanger, pumper og medicin, som om hun var en ekstra lille sygeplejerske.

IMG 20230514 113041869

“Hun kravlede op i sengen til Esther, selv når der var slanger og pumper over det hele. Hun skulle bare være tæt på hende,” fortæller mor Ditte. Når Esther mistede energien, fandt Astrid på lege, der kunne laves fra sengen eller i legestuen. Hun fik hende med ud på legepladsen og på de små trehjulede cykler, mens mor eller far løb bagved med pumpen.

Astrid så sin søster som barn. Ikke som patient.

Når cyklen bliver symbolet på styrke

Cyklen blev et billede på alt det, Esther kæmpede for at genvinde. Efter lang tids behandling fik fysioterapeuten på afdelingen fat i en trehjulet cykel, så Esther kunne begynde at øve sig igen. Hun cyklede rundt i hospitalets gårdhave med far, Teddy, lige i hælene. “Se mor, jeg kan cykle!” råbte hun, da hun en dag kunne selv igen.
Der var stadig usikkerhed i benene, men hun gjorde det, og stoltheden lyste ud af hende.

I dag elsker Esther stadig alt, der har med bevægelse at gøre. Hun svømmer, leger og cykler med Astrid, som hun altid har gjort. De spiller spil, laver kreative projekter og deler en særlig form for søskendekærlighed, der kun findes mellem dem, der har stået igennem noget så stort sammen.

IMG 20230514 113329064

Storesøster med superkræfter

Astrid deltog undervejs i flere af Børnecancerfondens tilbud, herunder SUPREME, en skole- og hospitalsbaseret intervention for søskende til børn med kræft. I interventionen bliver søskende tilknyttet en sygeplejerske på hospitalet, som tilbyder to samtaler samt et undervisningsforløb i søskendes skoleklasser. Formålet er at øge søskende viden om sygdommen og behandlingen samt styrke søskendes sociale og skolerelaterede trivsel, foruden at skabe positiv indvirkning på hele familien.

Men mest af alt fandt hun styrken i sin egen familie. “Hun var Esthers tryghed og motivation,” fortæller mor Ditte.
“Hun sørgede for, at Esther stadig fik lov til at være barn. Også når alt handlede om sygdom.” I dag beskriver familien Astrid som “den sejeste og mest omsorgsfulde storesøster” og en stor del af grunden til, at Esther kom så godt igennem sit forløb.