Ny strålebehandling i Danmark vil reducere mængden af senfølger hos børnekræftpatienter
Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon, og bestyrelsesformand, Kirsten Holm, har netop besøgt Dansk Center for Partikelterapi (DCPT), der åbner på Aarhus Universitetshospital i begyndelsen af 2019.
Det nye center er nationalt og tilbyder behandling med protonstråler– en nyere og som udgangspunkt mere skånsom form for strålebehandling, der især er velegnet til kræftbehandling af børn og unge, hvis kroppe stadig udvikler sig og dermed er sårbare overfor behandling med stråler.
Særligt for børn med hjernetumorer, der er svære at behandle på grund af hjernens opbygning og betydning for resten af kroppen, kan behandlingen med protonstråler reducere risikoen for livslange senfølger, hvilket er afgørende i behandlingen af børn og unge, der har et langt liv foran sig efter deres kræftsygdomme.
Op mod 40 børn om året behandles i dag med røntgenstråler, der ofte giver senfølger, fordi strålerne rammer det raske væv rundt om tumoren. Når røntgenstrålen rammer tumoren, fortsætter strålen igennem den og et stykke ind i kroppen, før strålens styrke mindskes og til sidst stopper.
Traditionel strålebehandling ødelægger derfor et større område og øger både risikoen for langvarige skader hos børnene og udviklingen af en ny kræftsygdom senere i livet.
Protonstråler er derimod langt mere præcise og stopper tidligere inde i kroppen, hvorfor denne behandling ikke skader raskt væv i samme grad som røntgenstråler.
I Børnecancerfonden glæder vi os over, at flere danske børn med kræft i fremtiden vil få tilbudt behandling med protonstråler, så færre børn får alvorlige senfølger efter strålebehandling