Fondens direktør nomineret til “Årets leder”

Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon Nielsen, er i dag kommet i fint selskab – som kandidat til at modtage Danmarks fornemste lederpris, ”Årets leder” 2016. Marianne er nomineret sammen med bl.a. CEO for Royal Unibrew, Henrik Brandt, og arkitekt og leder af tegnestuen BIG, Bjarke Ingels.

”Det er ret overvældende at se mit navn blandt så stærke og dynamiske ledere, og jeg er meget ydmyg over nomineringen. Børnecancerfonden er jo en lille organisation, som ganske vist er vokset de sidste fem år, men det er en meget dedikeret organisation, hvor vi alle er nødt til at have mange kasketter på og arbejde strategisk for at kunne gøre en afgørende forskel for børn med kræft. Det synes jeg i høj grad, vi lykkes med, og vi har en rigtig god relation til vores sponsorer, som i stor udstrækning tager sagen på sig. Det er fantastisk at stå i spidsen for”, siger Marianne Benzon Nielsen.

”Det er ret overvældende at se mit navn blandt så stærke og dynamiske ledere, og jeg er meget ydmyg over nomineringen".

Marianne Benzon Nielsen, der er uddannet sygeplejerske, startede som direktør i fonden i 2008 efter at have arbejdet med kræftsyge børn siden 1984 – først på Rigshospitalets børnekræftafdeling og efterfølgende som leder af Ronald McDonald Hus fra 2002-2008.

Under Mariannes ledelse har Børnecancerfonden udviklet sig markant. Antallet af tilbud til familier med kræftsyge børn og kroner til forskning i børnekræft er øget målrettet og kulminerede i 2015 med fondens hidtil største uddeling på 47 millioner til fordel for børn med kræft og deres familier. Sideløbende er fondens sekretariat vokset og tæller i dag seks medarbejdere, der har været med til at styrke fondens arbejde og relationen til både sponsorer, donerer og forskningsmiljøet.

”Årets leder” kåres d. 24. november på konferencen Ledelsens Dag i København. Det er 15. gang, titlen bliver uddelt og årets leder 2016 kan træde ind i et flot selskab af prismodtagere, som blandt andre tæller Lego-direktør Jørgen Vig Knudstorp og lakridskongen Johan Bülow.

”Årets leder” afgøres ved en afstemning på Ledernes hjemmeside:  https://www.lederne.dk/ledelse-i-dag/aarets-leder-2016/stem-paa-aarets-leder-2016

Støt nu Støt Børnecancerfonden

Støt os

Børnecancerfonden er en selvstændig fond, der er 100% afhængig af støtte fra private.

Vælg beløb:

Du støtter:

  • Familier og deres syge børn
  • Forskning
  • Vidensdeling