Årsregnskab 2014
2014 var et godt år for Børnecancerfonden. Vi er meget stolte af at kunne offentliggøre et årsregnskab, der viser, at vi i 2014 igen slog rekorden og uddelte mere end 32 mio. kroner til kampen mod kræft hos børn – og at vi samtidig stadig har meget lave administrationsomkostninger i fonden: 2,5 pct.
Børnecancerfonden har igen i 2014 modtaget donationer fra både engagerede privatpersoner og gavmilde virksomheder, foreninger og fonde. Uden de bidrag kan vi ikke yde en så vedvarende og vigtig hjælp til børn med kræft og deres familier, og vi er dybt taknemmelige for alle de mennesker, der gør en indsats for at støtte fonden og børn med kræft.
Børnecancerfonden er den danske organisation, der over de sidste 20 år har givet flest penge til forskning i børnekræft, og vores støtte til forskningen har på afgørende måde haft indflydelse på børns chancer for at overleve en kræftsygdom. Vi giver også penge til aktiviteter for familierne og direkte patientstøtte samt oplyser om kræft hos børn.
I vores årsrapport kan du bl.a. læse om nogle af de mange aktiviteter og forskningsprojekter, som fonden har støttet i 2014 – og du kan se, hvordan vi forvalter vores penge. Du finder rapporten her.