31,9 mio. til forskning i børnekræft og psykosociale tilbud

Børnecancerfonden fremlægger årsrapport for 2018. Særligt forskning i gener og udvidelse af psykosociale tilbud fylder i årets uddeling.

Børnecancerfonden er den enkeltorganisation, der gennem årene har ydet det største bidrag til forskning i børnekræft. Med årets uddeling på 31,9 millioner kroner har fonden således uddelt 327 millioner kroner til sagen gennem de seneste 24 år.

Årets uddeling glæder Kirsten Holm, der har været bestyrelsesformand siden 2012.

”I Børnecancerfonden er vi dybt taknemmelige for, at vi har verdens bedste donorer og frivillige, der yder en uvurderlig indsats for at samle penge ind til den livsvigtige forskning og skaber forståelse for, hvad en familie må gå igennem, når et barn får kræft.”

Kirsten Holm, Børnecancerfondens bestyrelsesformand.

Midlerne går primært til forskning, der skal sikre bedre behandlinger til børn med kræft. Det er fortsat en gåde for forskerne, hvorfor nogle børn udvikler kræft. Men svaret skal formentlig findes i børnenes gener.

I dag er det bevist, at hvert syvende barn har en genetisk disposition for at udvikle kræft, og forskerne forventer, at der er en genetisk kobling for en endnu større andel af børnene.

Derfor fylder forskning i børnenes gener og arvemateriale stadig mere i forskningen. Børnecancerfonden har i år uddelt knap 11 millioner kroner til videnskabelige projekter med netop dette fokus.

Psykosociale tilbud bliver landsdækkende

En stor del af Børnecancerfondens arbejde handler imidlertid også om at støtte alle de børn og familier, der får deres verden revet itu af en børnekræftdiagnose.

Derfor har Børnecancerfonden udvidet de psykosociale tilbud og udviklet et landsdækkende tilbud om akut socialrådgiver- og psykologhjælp, under projektet FAVN. Det er sket i samarbejde med Foreningen Cancerramte Børn.

Der er også uddelt 3,2 millioner kroner til ambassadørordningen RESPECT, hvor indlagte børn får besøg af deres raske klassekammerater. Årets donation baner nu vejen for, at børn på samtlige af landets børnekræftafdelinger kan have glæde af ambassadørordningen.

Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon Nielsen, er dybt taknemmelig for enhver donation, der har ført til årets uddeling.

”Børn med kræft kæmper en kamp, de ikke kan vinde alene. Selvom de er meget stærkere, end vi aner, og de kan holde til meget mere, end vi tror. Så er børnekræft et voksenproblem, der skal løses gennem forskning og nye behandlingsmetoder,” siger hun.

Støt nu Støt Børnecancerfonden

Støt os

Børnecancerfonden er en selvstændig fond, der er 100% afhængig af støtte fra private.

Vælg beløb:

Du støtter:

  • Familier og deres syge børn
  • Forskning
  • Vidensdeling