Yasmins historie

Når et barn får kræft, sættes familielivet under pres. Livet forandres for både det syge barn, forældre og søskende, og sygdom og bekymringer fylder hverdagen.

I dag drager et nyt hold af familier med kræftsyge børn derfor afsted til Mallorca, når de sammen med Børnecancerfonden skal på La Vida. Her skal familierne tilbringe to uger sammen, hvor de får mulighed for at rekreere ovenpå et hårdt behandlingsforløb.

En af de familier, som var med på La Vida sidste år, er Yasmin på halvandet år, storesøster Hayat på 5 år, mor Hiba og far Ali, som i 2015 fik vendt op og ned på tilværelsen, da Yasmin blev født med kræft.

Den 8. november 2015 går Hiba i fødsel, men der er store udfordringer med at føde Yasmin. Da hun endelig kommer til verden, har hun en stor tumor på balden, som udgør 1/5 af hendes vægt. Både jordemoder og forældre er chokerede, og straks bliver familien overflyttet til Rigshospitalet, hvor Yasmin, kun 16 timer gammel, får opereret tumoren væk.

Lægerne sender tumoren til undersøgelse, og to uger senere får familien besked om, at Yasmin har kræft med spredning til lungerne. Tumoren er en kimcelletumor, der udgår fra halebenet, og som udvikles i fosterstadiet. Årsagerne hertil kendes ikke.

”Tumoren blev desværre ikke opdaget ved skanningerne under graviditeten, så det hele kom som et kæmpe stort chok. Vi var bange og græd hele tiden. Det var en rigtig hård periode,” fortæller Ali, far til Yasmin.

For at undgå at kræften udvikler sig yderligere, fjerner lægerne halebenet ved endnu en operation. Herefter starter et intensivt behandlingsforløb på et halvt år med kemoterapi, som heldigvis dræber kræftcellerne i Yasmins lunger. I foråret 2016, et halvt år gammel, bliver Yasmin endelig erklæret kræftfri.

Dog har den lange periode med indlæggelser, medicin og bivirkninger været hård ved den lille familie. Særligt den dengang 4-årige Hayat, som havde glædet sig til rollen som storesøster, var pludselig bange for, at hendes mor og far ikke længere kunne lide hende, fordi de i perioder var nødt til at være på hospitalet med Yasmin.

”På La Vida var vi første gang sammen som en familie. En helt almindelig familie. Det var fantastisk. Det var en stor tryghed at rejse med en gruppe, og så mødte vi en masse andre familier, som kender til dét, vi har været igennem. Nogle gang har man følt, at man var helt alene i verden, så det hjalp os rigtig meget.”

Børnecancerfonden sender i alt 50 familier med kræftsyge børn på rekreationsophold til Mallorca i 2017. Læs mere om La Vida her.

Støt nu Støt Børnecancerfonden

Støt os

Børnecancerfonden er en selvstændig fond, der er 100% afhængig af støtte fra private.

Vælg beløb:

Du støtter:

  • Familier og deres syge børn
  • Forskning
  • Vidensdeling