Vincents historie
Da Vincent kun var 2,5 måned gammel fik kan konstateret den sjældne spædbarns leukæmi (ALL).
Fra den dag han fik diagnosen, var han ikke hjemme i 5 måneder, og brugte derfor en stor del af sit første år på hospitalet, hvor familien boede i Ronald McDonald huset.
Vincents behandling startede hurtigt op, og der blev sendt en hasteanmodning om stamcelledonor. Behandlingen gik som planlagt og den 8. december 2020 fik Vincent sine nye stamceller. I januar 2021 fik Vincents familie beskeden om, at han var kræftfri. Det viste sig i marts, at der var tegn på restsygdom.
Vincent startede op i forsøgsmedicin i 28 dage, og blev derefter erklæret kræftfri igen. Desværre viste der sig igen restleukæmi og Vincent skulle endnu engang igennem en periode med medicinpumpe.
“I august 2021 fik vi så den dejlige nyhed om, at Vincent var erklæret kræftfri for 3. gang. Så vi er meget glade, men usikkerheden sidder dog stadig i os, for vi ved, at hvis han får tilbagefald, så er de bedste behandlingsmuligheder blevet brugt,” siger Vincents mor Mette.
Spædbarns leukæmi er meget sjælden, og rammer kun 0-2 børn om året i Danmark. Årsagen til sygdommen er ikke kendt – endnu. Derfor er der forsat brug for forskning i børnekræft, så børn som Vincent kan få de bedste forudsætninger for at blive helbredt.
Du kan være med til at støtte forskning i børnekræft på MobilePay 78502.