Tobias’ historie
Et forkælelseslegat var et lyspunkt for 16-årige Tobias.
Da Tobias var 6 år, begyndte han at få voldsom hovedpine, som tog mere og mere til. Hverken læger eller fysioterapeuter kunne finde ud af, hvad der var galt. Ca. halvandet år efter fik Tobias og hans familie den triste nyhed, at han havde en hjernetumor, Kraniofaryngeome.
Efter diagnosen blev Tobias akut indlagt og blev opereret en uge efter. Det blev til fire operationer i hjernen for Tobias, der i dag er 16 år. De hårde operationer har også betydet, at Tobias i dag er påvirket af svære senfølger og har mistet hypofysen, som er det kontrolcenter, der regulerer mange sider af kroppens vækst, udvikling og daglige funktioner. Tobias har i dag desværre også tunnelsyn på begge øjne.
Tobias og hans familie ansøgte under hans hårde forløb om et forkælelseslegat fra Børnecancerfonden, som alle børn med kræft under 18 år kan søge om.
“Det har betydet meget at få et forkælelseslegat fra Børnecancerfonden. Jeg har valgt at bruge det på Lego. Det er sjovt at sidde med og er den bedste smerteafledning og lindring for mig. Det har været et lyspunkt for mig i den hårde tid,” siger Tobias.
Trods det hårde forløb og efterforløb, så har Tobias forholdt sig optimistisk og stærk. Han satser på at begynde på HTX efter sommer. Han er en rigtig fighter.
Hjælp os med at gøre en forskel for unge som Tobias. SMS GIV til 1217 eller MobilePay 78502.