Bragt i BØRN & cancer no. 8, 2004
Af Karsten Nysom, dr. med., pædiatrisk afdeling, Hillerød Sygehus

I løbet af de seneste årtier er overlevelsen efter cancer i barnealderen steget markant. Denne glædelige udvikling har naturligvis øget interessen for, hvordan det går de overlevende på lang sigt. Får de overlevende sene bivirkninger, også kaldet senfølger, efter cancerbehandlingen?

I 1992 kontaktede jeg, sammen med læge Kirsten Holm, via Cancerregisteret samtlige børn og unge i Østdanmark, som havde haft leukæmi eller lymfom siden 1970.Vi fandt 234, som havde afsluttet behandlingen og fortsat var i live, og mellem 1992 og 1995 undersøgte vi 183 af disse, svarende til 78% af de mulige deltagere. Deltagerne var mellem 6 og 38 år gamle ved undersøgelsen. Gennemsnitligt 11 år efter diagnosen af cancer undersøgte vi vækst, hormonbalance, pubertetsudvikling, frugtbarhed, immunforsvar og hjertelunge-funktion. Med en DXA-skanner målte vi kroppens indhold af knoglemineral, fedt og mager kropsmasse.

Siden 1994 har vi præsenteret undersøgelsens resultater i 16 artikler i internationale lægevidenskabelige tidsskrifter. På den måde har undersøgelsen kunnet være til gavn for overlevende efter cancer i barnealderen, ikke blot i Danmark, men i hele verden. I august i år forsvarede jeg min doktordisputats, som handlede om knoglemasse og fedme efter leukæmi eller malignt lymfom i barnealderen.

Resultater

Mængden af knoglemineral var lidt lavere end hos normale, både i hele kroppen og i lændehvirvlerne. Den nedsatte mængde knoglemineral skyldtes især, at deltagere var lavere end forventet og derfor havde nedsat knoglestørrelse. Mindre knoglemineral sås især hos deltagere behandlet med bestråling mod kraniet. Derudover var knoglemineral-mængden mindre hos de ældre deltagere, hos dem, der var bestrålet mod lændehvirvlerne for malignt lymfom og hos personer, behandlet for malignt lymfom, som ikke fik kønshormonbehandling.

Ved akut lymfoblastær leukæmi (ALL) var mængden af knoglemineral ikke lavere efter behandling med knoglemarvstransplantation end efter behandling med kraniel bestråling uden knoglemarvstransplantation. Personer behandlet for ALL uden bestråling havde normal højde og knoglemasse.

Fedtprocenten i hele kroppen var gennemsnitligt højere end forventet, og mange var fede. Derimod var body mass index (BMI, vægt/højde^2) normal efter ALL og malignt lymfom, men let nedsat efter knoglemarvs-transplantation. Forhøjet fedtprocent og normal eller let nedsat BMI betyder nedsat mager kropsmasse. Fedtprocenten var især højere hos personer behandlet med kraniel bestråling.

Ved akut lymfoblastær leukæmi (ALL) var fedtprocenten ikke anderledes efter behandling med knoglemarvstransplantation end efter behandling med kraniel bestråling uden knoglemarvstransplantation. Personer behandlet for ALL uden bestråling havde normal BMI og fedtprocent.

Potentielle senfølger

De kliniske konsekvenser af undersøgelsesresultaterne vil formentlig være, at den øgede fedme vil øge de overlevendes risiko for hjertekarsygdomme, cancer og diabetes på samme måde, som det ses ved fedme i resten af befolkningen. Derimod er det uvist, om de overlevende vil have en øget risiko for knoglebrud, for nedsat mængde knoglemineral giver højere risiko for brud, mens fedme og nedsat højde giver lavere risiko for brud.

Andre forskere har fundet ud af, at personer behandlet for børnecancer er mindre fysisk aktive end andre. Dette bidrager formentlig til de forandringer, vi fandt, og det er sandsynligt, at øget fysisk aktivitet ville modvirke forandringerne helt eller delvist. Så ligesom for resten af befolkningen gælder det for overlevende efter børnecancer: Motion er godt.

Derudover vil den bedste måde at undgå disse senfølger på, formentlig være at begrænse brugen og dosis af kraniel bestråling samt opretholde en normal hormonbalance. Personer, som er behandlet for leukæmi eller malignt lymfom i barnealderen, bør følges livslangt for at opspore, og hvor det er muligt, behandle senfølger til behandlingen.