Rannvás historie
Hvert år får ca. 3 færøske børn kræft. De bliver behandlet i Danmark, hvor ekspertisen er samlet på de danske børnekræftafdelinger, og Børnecancerfonden støtter også færøske familier med forkælelseslegater og andre tilbud.
Da Rannvá var helt lille, fik hun konstateret kræft i leveren (Hepatoblastom) – en meget sjælden diagnose hos børn, som man ikke kender årsagen til.
I august 2013 bliver Rannvá pludselig meget dårlig og døser hen. Rannvá er kun 3 måneder, og hendes mor får hurtigt fat i en ambulance. På Rigshospitalet får Rannvá ilt og blod, da hendes blodprocent er bemærkelsesværdigt lav. Næste dag har hun det meget bedre, og efter nogle undersøgelser bliver familien sendt hjem igen med beskeden om, at Rannvá har en virus. En måned senere er familien på Rigshospitalet for at få svar på de prøver, der blev taget under indlæggelsen. Rannvás forældre får igen at vide, at deres datter har haft en slem virus, men de er meget bange for, at det sker igen, og en anden læge undersøger derfor Rannvá. Han mærker noget i venstre side af Rannvás mave, og hun bliver straks ultralydsskannet. Her kan man se en knude på 5 x 5 cm ved Rannvás lever.
“Lægerne kunne ikke fortælle os, hvad det var, men mente, det var godartet, for det så meget fredeligt ud. Knuden skulle selvfølgelig fjernes. Operationen var i sig selv en slem oplevelse, for Rannvá var så lille, men alt gik godt. Dagene, indtil vi fik svar på, hvad det var for en knude, virkede meget lange. Og vi husker næsten intet fra det øjeblik, hvor vi fik at vide, at vores lille pige har kræft. Det var som om det hele blev sort, og vi blev helt magteløse og hjælpeløse”, fortæller Rannvás far, Edvard Pauli Andreasen.
En uge senere bliver Rannvá sat i behandling med kemoterapi. Lægerne har fjernet alle kræftceller under operationen, men som en forebyggende behandling får Rannvá kemoterapi i tre måneder i efteråret 2013. Heldigvis reagerer hendes lille krop godt på kemoterapien, og Rannvá slipper med få bivirkninger af behandlingen. Den 17. december får familien at vide, at Rannvá er kræftfri.
“Det var den bedste julegave, vi kunne få”, fortæller Edvard.
I dag er Rannvá og hendes familie flyttet tilbage til Færøerne. Rannvá er nu 3 år, går i vuggestue og har det godt. Som mange andre forældre til spædbørn, der overlever kræft, er Rannvás forældre glade for, at datteren blev syg som helt lille, og at det blev opdaget meget tidligt – når det nu skulle være sådan.
”Jeg tror ikke, at Rannvá husker, at hun var syg. Hun var i lang tid efter bange for mennesker med hvidt tøj og kitler, når hun var til kontrol. I dag har hun overvundet frygten. Vores ældste datter var kun tre år, da Rannvá blev syg. Vi taler nogle gange om dengang, men hun husker kun, at Rannvá kastede rigtig meget op, og at vi var meget væk, når vi skulle på hospitalet med Rannvá. Vi er meget taknemmelige for den fantastiske behandling, vi har fået på Rigshospitalet, og det er meget betryggende, at vi i dag er regelmæssigt til kontrol med Rannvá på både Færøerne og i Danmark”.
I juli cyklede Rannvás far til Paris sammen med Team Rynkeby – Føroyar: ”Som far vil jeg gerne vide, hvorfor børn får kræft. Så det er fantastisk, at vi kan give så mange penge til forskning i børnekræft”.
Tusind tak til Rannvá og hendes familie fordi vi må dele jeres historie.
Børnecancerfonden er den danske enkeltorganisation, der siden 1995 har støttet mest forskning i børnekræft, og vi finansierer årligt projekter, der undersøger, hvorfor børn får kræft. Du kan også støtte den vigtige forskning i kræft hos børn ved at give et bidrag her eller via Mobilepay eller Swipp på 4049 4833.