Marius’ historie
Kan du huske Marius fra vores tidligere fredagshistorie?
Marius fik i sommeren 2017 konstateret leukæmi (ALL), som er den mest almindelige kræftform hos børn. Børn med ALL bliver normalt behandlet med bl.a. kemoterapi, men fordi Marius’ kræftceller var særligt aggressive, var det nødvendigt at transplantere et nyt sæt stamceller for at helbrede ham. Heldigvis var storesøster Karen et perfekt donor match, og i efteråret 2017 modtog Marius nye, raske stamceller fra sin seje søster.
Der er nu gået et halv år efter transplantationen, og siden da har familien nået mange, store milepæle.
”Marius styrkes dag for dag. Han har fået håret tilbage, og efter han har fået fjernet sin sonde, er der ikke længere tydelige spor af sygdommen. Der er fart over feltet, han løber, leger og prøver grænser af som enhver anden 3-årig. Som familie heler vi stadigvæk ovenpå at ha’ været splittet ad, men vi er godt på vej,” fortæller Julie, mor til Marius.
Marius har netop rundet endnu en milepæl og er startet i børnehave d. 1. maj. Og selvom Marius stadigvæk bliver hurtigere træt end de andre børn og døjer med bensmerter oven på behandlingen, glæder han sig hver dag til at komme over i børnehaven og lege med sine nye venner.
Børnecancerfonden er den enkeltorganisation, der støtter mest dansk forskning i børnekræft. Hjælp os med at hjælpe, så vi kan helbrede endnu flere kræftsyge børn til et godt liv. Sms GIV til 1217 og støt med 125 kr.